Dansk death metal har det godt. Rigtig godt!

Shadowspawn 3.0

Tilbage i 2017 kårede vi Shadowspawns eminente album Hope Lies Dormant til årets danske udgivelse, og siden da har vi været ualmindeligt spændte på bandets næste langspiller. Og på de knap tre et halvt år, der er gået, siden sidst vi hørte fra dem, er der sket en del. Bassist Jakob Haugaard er ikke med mere, og det er trommeslager Oliver Holm heller ikke. For en kort stund var guitarist Kelvin Dam også ude, hvor han brugte sin tid på det i øvrigt kriminelt oversete enmandsprojekt Bloodborn Machine, men han er siden vendt tilbage, denne gang som bassist. Derudover har guitarist Oliver Ragnar Larsen også meldt sin ankomst.

Som en kulsort fugl Føniks har bandet dog rejst sig fra rod i lineuppet, modvind og mørke skygger og endnu en gang leveret et bundhamrende solidt album. De er nemlig klar med deres tredje album, The Biology Of Disbelief.

Bredere, dybere og meget mere groovy

I skabelsesprocessen af den nye plade har Shadowspawn haft den målsætning, at dybde, dynamik og groove trængte til et løft. Lige netop de tre ting har ellers aldrig fejlet noget hos de hårdtslående herrer, men allerede ved første gennemlytning af The Biology Of Disbelief høres disse løft tydeligt i sangskrivningen. De lyder umiskendeligt som dem selv, og nok er inspirationen fra Illdisposed, Asphyx og Benediction stadig ikke til at tage fejl af, men bandets musikalske palet synes bredere end nogensinde før. Bue Torin Jensens vokal er, om muligt, endnu mere djævelsk ond end nogensinde før, den hyrede trommebanker Danni Jelsgaards formidable arbejde bag gryderne er i verdensklasse, og sidst, men ikke mindst bydes der på riffs, som giver kulsorte hår i røven på selv den allerblegeste albino. Samarbejdet mellem spadeførere Nicolai Cheung og Oliver Ragnar Larsen er simpelthen fremragende, hvilket også bidrager fornemt til den markant mere sofistikerede lyd, bandet har tillagt sig. Shadowspawn varslede løft på flere parametre, og det skal jeg da lige love for, vi har fået.

Første single “Under the Blood Red Moon” er en hamrende solid åbner. Efterfølgende får vi tonstunge “Obliteration Exceptional” og “Daughters of Lot”, som nok skal få naboerne til at klage, men det er med “Return To Ashes” og ikke mindst “Rite of Passage”, at vi bliver præsenteret for et band, der i høj grad har udviklet sig. Brutal larm og smadder har selvfølgelig sin charme og berettigelse, og det tilbyder Shadowspawn stadig rigeligt af, men at lave numre som disse to, der med sofistikeret opbygning og yderst vellykket slowburner-effekt bliver bedre og bedre for hvert lyt, vidner om sangskrivningsevner på højt niveau. Skru bare en anelse op, og der er garanti for, at far kaster rundt med katten og headbanger på bordet, når han er alene hjemme.

Death metal med hjerne og hjerte

Shadowspawns nyeste ti numre er alt i alt et bundsolidt og hamrende potent bidrag til en dansk death metal-scene, der i forvejen har det rigtig godt. Og jeg ser ingen grund til, at bandet ikke skal være med helt fremme i bussen sammen med Baest, Illdisposed og alle de andre, for der er sagorasme pondus at komme efter på The Biology Of Disbelief. Ikke udelukkende med letkøbte hurtige smæk, gamle gimmicks og blastbeats, men sandelig også med velovervejede soniske nyreslag og solidt komponerede numre, der efterlader permanente indtryk frem for midlertidige aftryk.

Skal jeg iføre mig rigtig små sko, kunne to-tre af numrene på pladen erstattes af noget mere iørefaldende og langtidsholdbart, og produktionen kunne også være en anelse skarpere med lidt mere bund i det samlede lydbillede. Men det er bagateller. Bandet har begået et rigtig godt album, som enhver fan af solid velkomponeret death metal bør investere sin tid i.