Den evindelige frygt

På trods af at Ukraine befinder sig midt i en af de mest brutale og langvarige konflikter i nyere europæisk historie, fortsætter landet med at producere stærk og inspirerende musik. Det i sig selv er en kraftpræstation. Colotyphus, en atmosfærisk black-metal kvartet fra netop Ukraine, er et lysende eksempel på, hvordan kreativitet og menneskelig styrke kan overleve selv under de mørkeste forhold. The End of Journey er deres tredje fuldlængdealbum siden debuten i 2015, og det er deres mest personlige og betydningsfulde udgivelse til dato. Albummet er skrevet og fremført på ukrainsk. Meget bevidst, da det omhandler den russiske invasion. Om hverdagen, når intet længere er normalt, og når man vågner op hver dag med frygten for, om ens familie stadig er i live. Om byen stadig står, og hvad morgendagen bringer. Da mit ukrainske er på samme niveau som mine stangspringsevner, har jeg brugt Google Translate til at trænge ind i lyrikken, og selv gennem maskinoversættelsens filtre står det klart, at The End of Journey er et dybtfølt vidnesbyrd, som alle burde opleve.

I krig er sandheden det første offer

Colotyphus lyrik er barsk, uden filter, uden pynt og uden nogen hensyntagen til, om lytteren kan holde smerten ud. Albummet åbner med ”The Ages of Hatred PT.1”, hvor vi med det samme kastes ind i den følelsesmæssige realitet, kvartetten befinder sig i. En linje som ’Hver aften beder du guderne om at give dig lidt mere styrke, åbner dine øjne om morgenen og håber, alt er, som det var. Børn, venner og slægtninge, at alle er i live og smiler til dig, ikke fra en gravsten’ er ikke bare en tekst. Det er et råb fra virkeligheden, de færreste i vores del af verden overhovedet kan forestille sig. Men man mærker det. Smerten. Frygten. Frustrationen. Alt det, som ikke kan indfanges i tal eller overskrifter. De skærende guitarriffs og forsanger Monoliths desperate, råbende vokal cementerer stemningen og føles som en sonisk afspejling af netop isolationen og usikkerheden. Stemningen er ægte og gribende, men indimellem får enkelte riffs lov at køre en kende for længe uden at blive fulgt op af et musikalsk modstykke. Udgivelsen forbliver dog altid i en vis balance. De langsommere passager trækker på doom-elementer, langsomt tempo og den tunge, fremtrædende bas, og det giver albummet vægt og plads til refleksion. Et højdepunkt er introen til ”The Ages of Hatred PT.1”, hvor regn, fjern sirenelyd og en alarm fra byens indre danner en klaustrofobisk, næsten filmisk stemning. Normalt er jeg skeptisk over for lange, instrumentale indledninger, men det er en usædvanligt vellykket lydcollage. Colotyphus nævner selv Burzum og Drudkh som inspirationskilder, hvilket giver god mening, selvom ukrainerne er en kende mere simple i deres tilgang.

Et af albummets stærkeste øjeblikke er uden tvivl ”First Days of Reflection”. En komposition, der kredser om landets genfødsel og den skarpe kontrast mellem fortidens tryghed og nutidens ruiner. En refleksion over, hvordan et lands rødder kan forsøge at slå nye skud, selv når jorden omkring dem er brændt. Hidsige blastbeats, melankolske skrig og en vanvittig guitarsolo. Den har det hele. ”The Ages of Hatred PT.2” virker dog en smule malplaceret efter den flotte intro til albummet. Som anden del af et nummer burde den bygge videre på første del, men nummeret slutter for hurtigt og når slet ikke samme episke opbygning som åbningsnummeret. En lille streg i regningen på et ellers meget flot album, som ukrainerne kan være stolte af.

En hjerteskærende fortælling

På trods af at horisonten er farvet af brændende bygninger, forladte hjem og en fremtid indhyllet i usikkerhed, har kvartetten formået at skabe et værk, der paradoksalt nok emmer af både livskraft og dyb frygt. Selvom jeg ikke forstår ”The Ages of Hatred PT.2”, er The End of Journey et råt og gennemført album, der cementerer ytringsfrihedens betydning i en verden, hvor den konstant er under pres. Stor respekt for det.