Tre årtiers brutalitet
De produktive og evigt brutale Cannibal Corpse behøver ingen yderligere introduktion. De er tilbage med opfølgeren til den roste Red Before Black fra 2017 på deres 15. studie album, og som altid skuffer dødslegenderne ikke. Pladen er igen produceret af Erik Rutan, der denne gang også selv ligger spade til, da han i 2020 blev fuldbyrdet medlem og udskiftede det mangeårige medlem, Pat O’Brien. Han formår på albummets 11 numre endnu en gang at fange essensen af bandets power og den metertykke, blodrøde mur af metal, som er Cannibal Corpse.
Hjerneædende parasit
Pladen sparkes effektivt i gang med Murderous rampage, og galskaben kan begynde. Volumen krænges op på 11 imens kvarterets hunde, hipstere og skrigende unger flygter ned ad gaden. Dødsfesten fortsættes med fræseren Necrogenic resurrection, og så begynder pladens højdepunkter ellers for alvor at stå i kø. Førstesinglen ”Inhumane harvest” er et tekstbogseksempel på velskrevet dødsmetal med alle dets ønskværdige elementer. Panisk sparkes nummeret i gang med et stressende, tilbagevendende guitarriff, hvorefter vi halter os afsted mod vores endeligt. ” Everything must go” growler Mr. Corpsegrinder, og det er svært ikke at se sig enig.
Sorrund, Kill, Devour har en hjerneædende lille parasit af et omkvæd. Efter to gennemlytninger af pladen tog undertegnede sig selv i højlydt at fløjte omkvædet ned ad gaden som en anden lalleglad idiot. Dermed ikke sagt, at det på nogen måder mangler brutalitet, klassiske temposkift eller power, men det har en groovy hook, der bosætter sig midt i hjernen. Sorround, Kill, Devour er tre ord, der unægteligt vil blive brølet i kor mod scenen, når cannibalerne atter rykker på tour.
På Slowly sawn er tempoet sænket. Det minder en om Konkhras Crown of the empire fra Weed out the weak pladen og den kolde følelse af gusten sort muld, rustne knive og kutteklædt ondskab. Man forsvinder i stemningen og de svævende soloer, imens man accepterer mørket, inden man flås tilbage til den grusomme virkelighed af efterfølgende Overtorture med sit energiske tempo og cut throat vokal. Ritual Annihilation skal også nævnes som et særligt mindeværdigt og energisk indslag, hvor i særdeleshed trommeslager Mazurkiewicz virkelig er trukket i arbejdstøjet og tæver sig igennem 3:48 minutters massiv guitarvæg.
Legendernes magtdemonstration
Pladen er et stykke velproduceret dødsmetal fra et orkester, der ikke viser nogen tegn på hverken at sænke tempoet, løbe tør for ideer eller blive blødsødne, selvom de har over tre årtier bag sig. Det er imponerende, at de kan blive ved med at beholde deres velkendte lyd og samtidig fortsætte med at skubbe grænsen for, hvad de kollektivt kan udrette. Violence Unimagined byder som sådan ikke på noget nyt eller andet end god brutal død, men for fanden,..if it ain’t broke, why fix it? Det er en udgivelse, der næppe kan skuffe nogen, fra et band, der mestrer deres håndværk i en genre, hvor de er tæt på urørlige. De minder en om alt godt fra genren uden på noget tidspunkt at lyde som en kopi. De har begået et album, der både er deres legendestatus og en plads på pladereolen værdig.
Three decades of brutality
The hardworking and ever so brutal Cannibal Corpse needs no further introduction. The renowned musicians have returned with a follow-up to 2017’s critically acclaimed Red Before Black, and, as per usual, the Death Metal legends do not disappoint. Erik Rutan, the band’s longtime producer, doesn’t only act as producer this time around, but also takes on guitar duties, as he was chosen to permanently replace longtime member Pat O’ Brien back in 2020. Once again, Rutan manages to encapsulate the raw power and thick layered sound of pure brutal metal that has come to define Cannibal Corpse.
A brain-eating parasite
The madness commences with “Murderous Rampage”. Crank the volume up high on this one, and all local dogs, hipsters and wailing youngsters might find themselves running for cover. The onslaught continues with “Necrogenic Resurrection”, and numerous highlights follow in its wake. The first single from the album, “Inhumane Harvest”, is a textbook example of well written Death Metal, with all the signature elements of the genre being present. The track begins with a nerve-racking riff, and from here on out, the listener is bound to experience a gleeful sense of demise. Mr. Corpsegrinder bellows out: “Everything must go”, and it’s hard not to agree.
“Surround, Kill, Devour” has a chorus that sticks to one’s memory like some kind of brain-eating parasite. After giving the album a couple of spins, I found myself whistling joyfully along to the catchy chorus as I was walking down the street. That being said, the track doesn’t lack brutality, tempo changes or raw power, but the groovy hook of the song just makes it so damn catchy. When Cannibal Corpse eventually will start touring again, the audiences will undoubtedly be screaming along to the three words that make up the chorus of this track.
The pace is slowed down a bit on “Slowly Sawn”, where visions of nasty, blackened earth, rusty knives and hooded malice are imprinted upon the listener’s mind. The listener just might loose himself in the tenebrous atmosphere and eldritch guitar solos, before getting a rude awakening by the next track “Overtorture”. The frantic tempo and deep guttural vocal makes sure that the listener is now wide awake again. “Ritual Annihilation” is another noteworthy and energetic tune in which drummer Mazurkiewic delivers a particularly impressive performance.
Legendary status confirmed
Despite having been active for three decades, the band shows no signs of getting soft, slowing down or running out of ideas. Instead, they manage to deliver an album of well produced, high caliber Death Metal. The five musicians retain their signature sound whilst simultaneously pushing the boundaries of what they can accomplish together as a band, which is truly an impressive feat. Violence Unimagined contains nothing unexpected, but instead offers exactly what one has come to expect from Cannibal Corpse; great and brutal Death Metal. The group thus triumphantly succeeds in delivering a record that isn’t going to disappoint anyone. They encapsulate everything that is great about the genre without sounding like they are copying any other artists. The album is a perfect example of why Cannibal Corpse are considered living legends, and I highly recommend it to anyone who likes Death Metal.
Kommentarer (1)
Eva Flyvholm og Stinus Lindgren
Wow...
Egentlig er vi ikke de store CC fans, -men vi blev nødt til at høre denne skive på YT. Det lyder rigtigt lækkert, produktionen sidder lige i skabet. 9 ud af 10. God Ramadan