Stormruler

Hele tre opvarmningsbands skulle på i aften før Cannibal Corpse, og med koncertstart kl. 20.30 var der lagt op til en halvlang aften, hvor man måske godt kunne have ønsket sig et opvarmningsband mindre. Stormruler viste dog hurtigt, at det var godt, de var med på turnéen. De fire amerikanske melodiøse black metal-gutter indtog scenen klædt i sort og med masser af nittebeklædningsgenstande. De begyndte med det samme at blæse musik af sted med overdreven selvsikkerhed og attitude. Sikke en spilleglæde, de udviste på scenen, med masser af ansigtsmimik og poseringer fra begge guitarister, hvor der også blev lavet masser af fagter til publikum. Lyden stod særdeles skarpt, og publikum honorerede også det hele med spandevis af headbanging, og med det samme var der også gang i crowdsurfing, som passede til det hurtige black metal, der nærmest tangerede thrash metal, når det var allermest hektisk. Mildest talt var synergien mellem Stormruler og publikum yderst imponerende, når man tænker på, at det var det første ud af tre opvarmningsbands. Det er virkelig sjældent på den slags turnéer, at man ser første band få så meget kærlighed. Hele midtergulvet på Train var propfyldt med mennesker, mens de to sidepodier i lidt højere plan var halvfyldte, og balkonen over baren var helt fyldt. Som Stormrulers koncert skred frem, blev sidepodierne dog også meget fyldte. Allerede ved tredje nummer, ”In the Shaded Vlasian Forest”, blev de ihærdige og velspillende amerikaneres smittende energi imødekommet med en stor moshpit på gulvet, som fortsatte resten af deres show. Publikum fik hurtigt overgivet sig til Stormruler, klappede med på bandets anmodning og kastede konstant horn i vejret. En tanke, der strejfede mig, var, hvordan de unge folk, som styrede midtergulvet og pitten, skulle holde sig kørende resten af aften med det energiniveau, som nu var blevet lagt for dagen til første opvarmningsband. Jeg vil våge den påstand, at med de over 200 koncerter jeg set efterhånden, så er det sjældent, jeg ser så vild en stemning til første supportband. Især i Aarhus!

9/10

Ingested

Folk fik lidt tid til at samle sig ovenpå den vilde koncert med Stormruler. Køen til begge Trains barer var kolossal, og jeg opgav selv at få forfriskninger inden Ingested. Jeg tænkte også, at det næppe kunne blive lige så vildt, som det jeg lige havde været vidne til. Det skulle vise sig, at jeg tog grueligt fejl. Ingested var på papiret det opvarmningsband, som passede bedst til Cannibal Corpse med deres tonstunge lyd, som er en sand dødsmetal- og deathcorecocktail. De indtog scenen med mindre attitude end Stormruler, men med stor fyldig lyd og guitar- og baschugs, som ramte hele midtersektionen af publikum direkte i mellemgulvet. Herefter begyndte de hurtigt at bevæge sig som skvulpende bølger i havet i rytmen til de dødsenstunge chugs. På trods af mindre attitude og indpisken fra musikerne på scenen, så talte musikken sit eget tydelige sprog, og det var noget, den britiske frontskråler Jason Evans ret hurtigt bed mærke i. Inden tredje sang opfodrede han publikum til at lave en massiv cirkelpit fra kant til kant på midtergulvet. Publikum var helt med på balladen, og da musikken buldrede afsted, gjorde publikum det samme på gulvet helt til slutningen af nummeret. Ovenpå de anstrengelser tordnede hele salen med råbet ”IN-GES-TED” i længere tid. Noget, der fik en smågrinende reaktion på scenen fra bandet, da det tydeligvis var helt uventet for dem med sådan en kærlighedserklæring fra det kåde publikum.

Evans tog atter teten før fjerde nummer og opfodrede til en kæmpe wall of death, hvor publikum skulle vente, til han gav dem tegn. Det lykkedes snildt at lave den store mur, men lidt mere besværligt var det for det eksplosive publikum at afvente affyringsordren – men Trains forsømte dansegulv blev forvandlet til en heksekedel. Da nummeret var overstået, blev der igen grinet på scenen, og Evans udbrød med bedste britiske accent: ”You guys are crazy. You have been one of the wildest crowds on the whole tour”, hvorefter han høfligt bad folk om ikke at crowdsurfe, da det ikke er tilladt til aftenens koncert. Før Ingested var ved at gøre klar til sættets sidste svingom, var aarhusianerne atter gået i gang med deres ”IN-GES-TED”-kampråb, og hvis man ikke havde vidst bedre, så ville man ud fra publikumsreaktionen have regnet med, at Ingested var aftenens hovednavn. Da bandet begyndte sidste sang, gik stemningen og intensiteten et niveau mere op blandt publikum, som selv sørgede for at danne walls of death og gigantiske circlepits, mens de tunge rytmer skyllede hen over landskabet af vippende hoveder. Ja tak! Aarhus blev godt og grundigt rykket rundt af Ingested, som egentlig gjorde det helt umulige og tog stemningen til et niveau højere end Stormruler. Cannibal Corpse havde godt nok gjort det svært for sig selv denne aften ved at medbringe så kompetent support.

10/10

Dark Funeral

De rutinerede black metal-svenskere var godt nok kommet på en hård prøve i aften, for hvordan pokker skulle de leve op til alt det, som var sket inden deres show? De var også aftenens mest mærkværdige booking i det fornemme selskab. En omgang klichéfyldt, nordisk black metal, som fik til opgave at imponere et aarhusiansk publikum, der lige var blevet stopfodret med deres livret, fee’ død og breakdowns. Bandet indtog scenen med corpse paint i ansigterne og sorte okkulte læderbeklædninger, hvor forsangeren, Heljarmadr, på svensk spurgte, om folk var klar? De åbnede derefter med nummeret ”Hail Murder”. Folk reagerede faktisk med en del ihærdighed, hvor der blev crowdsurfet og skubbet lidt, men pusten blev meget hurtigt tabt, og stemningen slog over på en slags metal-autopilot. Folk stod frosset fast på deres pind og vippede lidt uentusiastisk med hovederne. Dark Funeral havde absolut heller ikke den mission at gøre det nemmere for dem selv, for flosklerne og klichéerne stod klar på samlebånd til aftenens optræden. Som om alle kun kunne gøres tilfredse, hvis alle tricks i ”The Big Band ABC Playbook” blev benyttet. Deres show føltes som en brainstorm, der udspillede sig live på scenen. Så selvom de kunne få folk til at stå og råbe ”Hey” og black-metal flosklen ”Hail Satan” i kor, så nåede denne koncert slet ikke det samme tændingsniveau som under de to bands forinden. Der var da ellers trommesolo, en Jesus på korset, som blev holdt omvendt før sangen ”Nailed Them to the Cross”, og der blev endda viftet med et kæmpe flag hen over publikum under den sidste sang, ”Where Shadows Forever Reign”. Hvordan kunne det dog være, at taget ikke var ved at sprænge af Train i ren eufori over alle disse lækre gimmicks? Der skete aldrig meget mere i publikum, end at folk kastede lidt horn i vejret og vippede med nakkerne. Det fik hele koncerten til at føles som en slags velarrangeret pauseunderholdning, hvor folk lige kunne få kølet kroppen ned og få hentet aftenens muligvis sidste fadøl. Hvis der skulle have været et band mindre på denne turné, må man sige, at Dark Funeral klart stod som den oplagte kandidat. Især med det sceneshow, som trænger til grundig gentænkning af de rutinerede svenskere. Herfra skal det indrømmes, at jeg brugte de sidste 30 minutter af showet på at håbe, at vi snart kunne komme videre i teksten på denne lange aften. I det mindste spillede bandet da godt, og lyden var atter lige i skabet.

5/10

Cannibal Corpse

Der var et langt changeover til Cannibal Corpse, hele 40 minutter. Hvilket virkelig godt kunne undre lidt, da der ikke var nogen stor sceneproduktion, der skulle gøres klar. Nuvel, det gav folk mulighed for at få indtaget væske og indtage deres kamppositioner før aftenens hovednavn. Hvis man var komplet ædru og observant, så ville man bemærke, at aftenens stemning skiftede karakter, kort før Cannibal Corpse skulle gå på. Stemningen blev mindre festlig og mere seriøs, som om folk var ved at gøre klar til at drage i krig, og det var ikke langt fra sandheden. Da de fem ældre herrer anført af feltmarskal George ’Corpsegrinder’ Fisher trådte på scenen, udbrød der i sandhed krig blandt publikum til åbningsnummeret, ”Scourge of Iron”. Moshpitten og crowdsurfingen startede med det samme, og begge dele i et forholdsvis ukontrollabelt stadie, hvor det festlige nu mere var blevet spørgsmål om at vise, at man var en god metalsoldat. Crowdsurfere blev skudt af sted som artilleri fra pitten og hen over rækkerne foran pitten, samtidigt var der et stort pres fra publikum bag ved de forreste rækker, da en masse folk ville op foran for at få bandets gunst via råb og ved at kaste horn. Det resulterede i, at de forreste rækker foran fotograven, eller lad os kalde det skyttegraven, for terminologiens skyld, blev mast så grundigt op ad hegnet, at en med klaustrofobi vil segne ved synet af det.

Sikkerhedsvagterne var i den grad blevet sat på en prøve, for som den opmærksomme læser kan huske, så blev det i introduktionen nævnt, at der var flere besynderlige beslutninger af Train denne aften. Den anden besynderlige beslutning var, at man ikke måtte crowdsurfe denne aften, og da slet ikke til Cannibal Corpse. Så sikkerhedsvagternes job i skyttegraven blev at skubbe alt artilleriet tilbage mod fjenden, mens de samtidig skulle beskytte soldaterne fanget i frontlinjerne ved hegnet. Et bizart syn, som jeg aldrig kan mindes at have set før. Det blev en kæmpe omgang ”chicken”, hvor bandet var ligeglad med publikums velbefindende og fortsatte showet, det berusede adrenalinfyldte publikum fortsatte galskaben, og sikkerhedsvagterne parerede ordre, ligeglade med folks velbefindende. I sandhed en mærkelig forestilling, og utroligt at det kunne finde sted – hvordan satan kunne det ikke være koordineret? En udsolgt koncert med Cannibal Corpse er åbenlyst lig med, at folk vil crowdsurfe en masse. Så hvorfor havde spillestedet ikke fortalt bandet, at det ikke var tilladt? Hvorfor var det ikke et oplyst krav fra bandets side, at man skulle kunne crowdsurfe til deres koncerter? Et stort, professionelt kommunikationssvigt.

Da bandet for første gang holdt en pause, troede jeg, at det var fordi, Fisher ville sige noget om situationen – men ak nej, han spurgte ”Are there any ladies in the room tonight?” Hvortil hele salen brølede. Han kommenterede, at han kun ville høre kvinderne, og prøvede igen, hvor det så kun var alle kvinderne, der skreg. Han underdrev derefter sin respons ved at sige, at der nok var 20-30 stykker i rummet, og det var meget godt taget i betragtning af, at det var et metalshow. Derefter sagde han, at næste sang var dedikeret til damerne, og bandet indledte ”Fucked with a knife”. Så trods hele den mærkværdige situation, så blev der lige skudt en bøvet joke af sted og fortsat ufortrødent fra bandet. Det stod helt klart, at der var dømt stand-off mellem bandet og sikkerhedsvagterne. Cannibal Corpse var meget en one-trick-pony på scenen, de stod stift på scenen og roterede alle hoveder i takt til musikken, men med deres store status behøvede de så heller ikke mere, for at publikum gik amok, alt vanviddet fortsatte.

Dette resulterede i, at sikkerhedsvagterne fik en ordre på at trække sig ud af skyttegraven, hvilket nu efterlod crowdsurferne til deres egen skæbnes tilfældigheder. Det gik fint et par numre, indtil den første var ved at ryge i to meters frit fald over hegnet. Cannibals Corpse ene crewguy løb fra siden af scenen, hoppede ned i graven og greb vedkommende fra publikum, hvorefter han blev stående. Da sangen var slut, gav Fisher en kæmpe sviner til sikkerhedsvagterne og påstod, at de var ligeglade med folks sikkerhed, og prøvede at beordre dem tilbage i graven. Tydeligvis tog de ikke imod ordrer fra ham, da de ikke rørte sig en meter. Bandet fortsatte igen ufortrødent, og det samme gjorde vagterne. Det resulterede i, at en fra publikum gik ind i graven og hjalp med gribe crowdsurferne.

Til sidst måtte Cannibal Corpse krybe til korset og erkende nederlag, idet Fisher bad folk om at lade være med at crowdsurfe, da bandet ikke var ligeglade med deres sikkerhed, modsat sikkerhedsvagterne. Ak ja, det kunne da virke oprigtigt, hvis det ikke var, fordi vi var næsten en time henne i showet og havde været vidner til den dummeste duel i mands minde, hvor der blev gamblet med folks sikkerhed af begge parter, og egentlig også lidt af publikum selv. Sikkerhedsvagterne kom tilbage på plads efter beskeden fra Fisher. Grunden til at det får lov til at fylde så meget i denne anmeldelse er, at det plantede et kæmpe indtryk for mit vedkommende. Sikke en fadæse, og heldigt det ikke endte i en ulykke. Det er det, man kalder blind dumb luck. Jeg vil derfor ikke sætte en rigtig karakter på Cannibal Corpse, da der i høj grad bør uddeles dumpekarakter til arrangør og band efter hele dette jammerlige optrin. Jeg er glad for, at dem på gulvet nok nød koncerten alligevel, og at ingen kom til skade, ud fra det jeg så.