Mord, skibsforlis og zombier
Skibskatastrofer, hærværk og pludselig død: Det tyske deathcoreband Call of Charons nyeste album har det hele. Albummet indeholder referencer til rædsler fra både fiktionens og virkelighedens verden. En af disse referencer møder os allerede i albummets titel, Tales Of Tragedy, der er en slet skjult henvisning til den amerikanske horrorantologi “Tales from the Crypt”. Arven fra 80’er-gysernes campy gru er særligt tydelig på sidste del af albummet, hvor lytteren jages af kødædende zombier, mens glimtet i øjet er opslugt af alvorens mørke på de første sange, der omhandler virkelige mord og skibsforlis. Det skaber en del tematisk dissonans, hvor man som lytter ikke helt er sikker på, hvornår der skal grines eller grædes. Hvis man ser bort fra teksternes univers og fokuserer på det instrumentelle, er der dog drøn på deathcorens klassiske dødsdrom. Spørgsmålet er, om albummet kan holde farten eller styrter ned i ensformighedens afgrund, som kan være en faldgrube for genren.
Monoton motorsavsmassakre
Brudte bidder af radiotransmissioner skratter skrækkelige nyheder om en særdeles produktiv seriemorder, der ender sit liv ulykkeligt med en løkke om halsen. Albummets indledende intro, “Devil In The Darkness”, er en reference til den amerikanske seriemorder Israel Keys, som det efterfølgende nummer omhandler. Scenen er således sat til en blodig omgang slasher-inspireret opskæring af trommehinderne. Hvis denne anmeldelse var skrevet af min kat, ville albummet få nul kranier, for hun blev skræmt af sangen og sidder nu gemt under sofaen.
Intensiteten i de indledende riffs på “We Are One (An Ode To Murder)” holder, hvad introens mordtrussel lovede, og stikker kniven direkte i solar plexus på lytteren. Bandet gør ofte brug af stereo, så man rammes af blast beats fra alle sider og ikke kan gemme sig fra Alex Voß’ ubønhørlige bas. På et tidspunkt er stereoeffekten dog så overanvendt, at den mister sit overraskelsesmoment og virker som et overflødigt element. Det er drabelig deathcore med en upoleret, rå lyd, der skærer igennem som en rusten kniv. På “The Demon King” fletter guitaren sig i ubesværet pentatonik om trommeslager Christoph Knoblochs virtuose slagtning af trommeskindet. Forsanger Patrick Kluge viser de lysere toner frem i sit stemmeomfang, så den næsten minder om Danny Worsnop. Dog svigter sangen, når Kluge begynder at tale-synge, for det klæder ikke hans vokal. I det hele taget er nummeret svagere end de tidligere netop grundet det lysere toneleje, som man tydeligt kan høre, at Kluge ikke er trænet til at befinde sig i.
De fleste af albummets sange flyver afsted i rasende fart med blæsende blast beats og flyvende flams. Numre som “Suffer In Silence” viser dog, at bandet også mestrer at skrive sange i et lavere tempo, hvilket skaber en mere varieret lytteroplevelse af albummet som helhed. Ligesom Jason fra Halloween har man dog på fornemmelsen, at det lave tempo ikke betyder, at man slipper helskindet fra Call Of Charons mordtogt. Vokalen skifter elegant mellem screams og dybe growls, der viser Kluges store ambitus. I perioder risikerer sangenes motorsavsmassakre dog at blive en anelse monoton, men reddes hver gang på målstregen af de minimalistiske temposkift.
Virkelig eller fiktiv gru?
Blast beats blaster, flams-riff flammer, og vokalen ligger for det meste godt til rette i sit hæsblæsende hæse leje. En del af sangenes kompositioner ligner dog hinanden. Selvom temposkiftene er velkomponerede, har man til sidst lært bandets opskrift at kende og ved, hvad man kan forvente. Min kat kunne heldigvis lokkes ud fra sofaen med lidt Dreamies, men så nemt kan man desværre ikke bestikke en anmelder. Tales of Tragedy har et fint potentiale, som langt hen ad vejen bliver fint udfoldet inden for deathcorens til tider stramme genrekonventioner. Det bliver interessant at høre, om bandet i fremtiden dyrker inspirationen fra splatterfilmenes humorfyldte blodsprøjten eller dykker ned i virkelighedens ofte mere grusomme realitet.