Blodrøde penselstrøg

Bloodred er et navn, der hidtil har ført en ganske anonym tilværelse i periferien af redaktionens radar. Med Colours of Pain er det dog på høje tid at rette blikket mod det tyske projekt bestående af Ron Merz og Joris Nijenhuis (eks-Atrocity, eks-Leaves’ Eyes). Dybt forankret i blackened death fortsætter duoen på deres fjerde fuldlængde den udstukne linje fra debutskiven Nemesis (2016), der sidenhen blev forfinet på opfølgerne The Raven’s Shadow (2020) og Ad Astra (2022). Temaerne spænder bredt fra personlig og eksistentiel smerte til sociale og politiske spørgsmål som censur, miljø- og samfundsforfald, pandemisk ødelæggelse og global modstandsbevægelse. Alexander Krull er manden bag mix, mastering og produktion samt en lille overraskelse i ærmet …

Konturer af sociokulturel ruin

Åbneren “Ashes” – fra de atmosfæriske tremoloriffs til den drævende knurren – etablerer straks det omklamrende lydgalleri, der karakteriserer Colours of Pain. Merz balancer bas, guitar og vokal, mens Nijenhuis driver rytmen bag trommerne med samme autoritet, som vi husker fra hans tid i Atrocity. Titelnummeret “Colours of Pain” præsenterer sig noget mere patineret, hvor især strengenes flossede konturer peger i retning af en produktion med Krulls signatur, og underbygger skæringens melankolske sindelag. “Mindvirus” skriver dernæst blodrød historie med bandets første gæsteindslag nogensinde jævnfør guitarsoloen af Þráinn Árni Baldvinsson (Skálmöld). I al ubemærkethed har Krull undervejs sat mixerpulten på autopilot og listet sig om bag mikrofonen i lydboksen – små finurlige farveklatter, der giver albummet lidt ekstra kolorit.

Fraseringerne under “Heretics” besidder en dybde og diktion, der kan minde om Johan Heggs evne til at fremstå både brutal og groovy på en og samme tid. Og netop parallellerne til Amon Amarth (af tidligere dato!) er faktisk ikke grebet helt ud af den blå luft. For selvom Merz ikke synger om vikinger, så har Colours of Pain en tematisk tyngde og struktur, der minder om den narrative stil, svenskerne benytter til at male deres mytologiske billeder fra Den Ældre Edda. “A New Dark Age” folder albummets dystopiske temaer yderligere ud: censur og civilisationskollaps står skarpt, alt imens pandemiske traumer og global modstand resonerer af aktuel ’zeitgeist’. Selv de faser, hvor kompositionen kan føles lidt fastlåst, sikrer lyrikkens dybde, at albummet holder lytteren investeret.

Sidste tredjedel af Colours of Pain sætter brede penselstrøg under albummets emotionelle og facetrige variation. Hjemsøgende melodier, fræs i mellemtempo og frådende blastbeats fletter sig ind og ud mellem hverandre, inden kompositionerne kolliderer i en lyrisk genistreg: Crescendoet “Resist” leverer det klart mest direkte politiske budskab, hvor patriarkatets toksiske undertrykkelse konfronteres uden omsvøb, og således sætter prikken over i’et på et album, der ihærdigt forsøger at formidle personlig smerte og sociale observationer gennem dødsmetallens sorte filter. Bloodred maler med Colours of Pain et ekspressionistisk, intenst portræt af samtidens skævvridning – et album, hvor hver en tone synes indhyllet i en stadigt mørkere nuance på den blodrøde farveskala.

Med den sidste roses glød

Colours of Pain samler Bloodreds ambitioner i tornerosens blodige skær; både de personlige og de samfundsrevsende. Albummet balancerer mellem tungsindige atmosfærer, ekspressive elementer af ’sort død’ og små overraskelser som gæstesoloen og Krulls vokale farveklatter. Tekstskrivningen trækker på eksistentiel smerte, politisk undertrykkelse og global uro, og selvom kompositionerne til tider kan føles lettere statiske, er der nok dybde og variation til at engagere lytteren. Her hæver især “Resist” sig over mængden og illustrerer, at d’herrer tør bevæge sig fra introspektiv smerte til direkte konfrontation med patriarkat og social uretfærdighed. Colours of Pain er med andre ord et solidt udspil med selvstændig identitet, der dog ikke placerer sig blandt de allerøverste i genrens hierarki.