Alt er dårligt, bliv sur!
Det er efterhånden en objektiv sandhed, at det går helt ad helvede til her på jorden. Uanset om man kigger mod øst, syd, nord eller vest, om man kigger på havbunden, ude i dyrestaldene eller på diverse tøjfabrikker i Sydøstasien, ja, så er der virkelig mange grimme ting at få øje på, og løsningerne virker uoverskuelige. Ergo burde punkmusikken have en seriøs opblomstringstid lige nu, og det ene relevante band burde vælte frem efter det andet, og de etablerede burde gå forrest med fakkel og høtyv – måske endda en stridsplejl – højt hævet for at vise vejen. De burde være de første til at kaste med brosten og molotovcocktails mod diverse etablerede ondskabsfuldheder. Et af disse nyere og blodtørstige punkbands er Poison Ruïn, og de unge fyre fra Philadelphia har da også haft travlt med at udbasunere deres galde de sidste par år. Nogle gange er det gået ret godt, andre gange knap så godt. Men nu er de retur, og vi skal høre, hvordan det lyder, når de har medbragt hymner fra bakkerne!
Sellouts!
Det jeg altid har elsket ved Poison Ruïn, og som også var det, der vakte min interesse for dem, var deres ultraskramlede lyd. De klassiske punk-riffs med masser af bølleattitude, der så mødte den ekstremt uskønne og lodne skod-lyd. En lyd man ellers normalt ville forbinde med nogle bitre teenagere fra Bergen og omegn. Den lyd er nu pist væk, og i stedet lyder Poison Ruïn som ethvert andet punkband. Hvor der før var hakken, spytten og det, der mestendels lød som en skrottet knallert, der ikke ville starte, er der nu en god, solid, varm og sprød lyd – med andre ord lyder Poison Ruïn pludselig som et etableret band, der ønsker at komme i radioen. Hvad fanden er nu det for noget pis!? Nu er det jo ikke, fordi man skal begynde at skråle op om at sælge ud, men …!
Nå, men nu hvor bandet så lyder helt anderledes, end de plejer, så kan man vel i det mindste finde glæde ved, at sangene stadig er gode, og at bandet stadig er sur på verden? Det er dog desværre heller ikke tilfældet. Udover ”Eidolon” – som i øvrigt er et ord, som Mac Kennedy slet ikke kan finde ud af at udtale – så er der virkelig ikke meget at komme efter på skiven her, hvilket er imponerende, når nu der ellers er 12 (!) andre numre. Jovist, en del af dem er da totalt ligegyldige synthesizernumre, der enten er totalt eller delvist instrumentelle, og hvem elsker ikke den slags …
Sidst jeg sad med en udgivelse fra Poison Ruïn, konkluderede jeg, at de er allerbedst, når de laver EP’er. Dette er stadig korrekt, for ligesom på Harvest beviser de på Hymns from the Hills at de slet og ret ikke dur til at skrive albummer. Det bliver for langt, for ustruktureret og rodet til, at de åbenbart kan finde hoved og hale i det hele. Harvest havde dog trods alt det kørende for sig, at selvom det var en ret svag udgivelse, så lød det fedt. Det er desværre langt fra tilfældet med skiven her.
I can’t believe it’s not punk!
Med andre ord, så lader bandet til at være faldet totalt til patten, og der bliver hvilet på laurbærrene. Det kan godt være, de selv synes, de er nogle vrede punkere, men de lyder nu som en flok magelige revisorfædre, der har samlet instrumenterne op for hyggens skyld i stedet for passionens skyld. Det her er omtrent lige så punk, som dengang Johnny Rotten reklamerede for smør.