Undgå øjenkontakt med det modsatte køn
Seksualundervisning i folkeskolen er nok ikke noget, mange af os husker tilbage på med velbehag. En klasse fuld af akavede teenagere, der skal høre indgående om bierne og blomsterne fra en midaldrende lærer, der var det stik modsatte af et sexsymbol. Dog skal det understreges, at dette er yderst vigtig undervisning. Især delen om hvordan man undgår og behandler sexsygdomme, bør ikke glemmes. Om denne læring kan bruges i en musikalsk sammenhæng, er måske også værd at tænke over. Især hvis man vil prøve at undgå den aarhusianske duo STD og deres demo, Outbreak.
Bunkeren smuldrer lige hurtigt nok
I pressematerialet beskriver bandet sig selv som vredt, punket og af den mening, at alt og alle er noget lort. Og hvad mere kan man egentlig forlange af et punkband?
STD gør også brug af noget så sjældent som leadbas, hvilket giver deres lyd et særpræg, men endnu bedre giver det en klang af den britiske crust punk-scene. Antisect er tydeligt at finde “Threshold”, hvor bas og guitar har en fed knitrende og knasende lyd af oprørets vrede grus i samfundets maskineri, mens vokalen vrænges ud i skærende frustration og afmagt. At riffet i glimt også minder om langsom og skraldet Motörhead, gør kun, at man gerne vil vide, hvor STD vil stikke den næste kæp i undertrykkelsens enorme hjul. Dette er selvfølgelig et lydbillede, som crust punk har levet på i årtier, men når man som STD ikke bare har indspillet i en bunker, men også lyder som smuldrende beton og rustne armeringsjern, så er lyden lige så vedholdende, som bandets navn antyder. “Awaken” minder meget om bandet Doom med nummerets glimrende kortfattede, ramponerede og dejligt direkte vrede, der tangerer en form for håbløshed. Lidt i stil med følelsen, der opstår, når systemet bevidst blokerer dig uden grund, og uden at du kan ændre på det.
Apropos ting man gerne vil ændre, men ikke kan, så er disse også at finde på Outbreak. I mailen, vi fik tilsendt, skrev STD selv, at numrene er meget ens, og der må man trods alt give point for mere selvindsigt end hos langt størstedelen af den danske metalscene. Der mangler ganske enkelt variation. “MayDay” er reelt set bare “Threshold” i et mere kedeligt og mindre bredt format, hvor bassen er lagt så højt, at det lyder som en solobassist, der øver med et punkband i baggrunden. Man behøver ikke være Les Claypool for at have så dominerende bas, men regulære punkbaslinjer uden effekter er mindre spændende end finanslovsforhandlinger. Ganske uinteressant bliver det også på “Fragments”. Et forsøg på en pænt lydende ballade, hvor hverken rytmen eller lytternes interesse nogensinde indfinder sig. Dette kan selvfølgelig skyldes — og her skal jeg igen give bandet point for selvindsigt — at duoen burde have sat sig mere ind i, hvordan deres trommemaskine fungerer. Specielt på GG Alinn-coveret “Bite it You Scum” er det næsten som at høre træk-op-aben, der klapper sit bækken sammen, mens den flopper rundt i et par svømmefødder. Det er ikke kun ensformigt, det er også træls. Havde STD læst manualen for deres trommemaskine, så kunne man måske også have fået et par solide d-beat rytmer til at sparke lidt mere liv i tingene. Det kunne have hjulpet på mangt og meget. Men selvfølgelig skal det jo også være træls at rage en STD til sig.
Håbet lever dog
Der er en seriøs mangel på crust punk-bands i Danmark, og når STD endda, på trods af selv at nævne svenske Driller Killer og Wolfbrigade som inspirationer, har en mere britisk lyd, så hepper jeg gerne. Outbreak er dejligt grim, beskidt og vrissen som en engelsk kulminearbejder, der fredag morgen får at vide, at der er weekendarbejde. Når det så er sagt, mangler Outbreak variation, tempo, engagement og forståelse for, hvad der holder lytterens interesse. Specielt trommemaskinen skal studeres nøje, eller også skal der kød og blod bag gryderne – War of Destruction er lige stoppet, så der burde være en kapabel tøndetæsker.