Metal med mere

Nok hedder dette site Heavymetal.dk, men det begrænser os bestemt ikke fra at stikke hovedet uden for landet, der flyder med Flying V guitarer og menneskelige støjsendere. Vi har i tidens løb kastet os over pop-punk fra Devil's Tea Party, Heilungs neofolk, Bergetons synthwave og næsten decideret pop fra A Road to Damascus. Så når vi her på Detektoren får en mail fra Max Christensen og hans projekt Battlestar Overdrive, som beskriver lyden af hans debut ep Buckle Up, Lucifer som disco, der møder garage rock, så er vi bestemt ikke for fine til at kaste et par ord efter ep'en.

Det kan næsten kun blive bedre

Skulle man beskrive Battlestar Overdrives lyd lidt nærmere, så er vi ude i en gang lidt skramlet indie rock, der stjæler med arme og ben fra Arctic Monkeys, Gorillaz, The Asteroid Galaxy Tour samtidig med der flirtes med en form for psykedelisk soul.

På trods af det lyder som en fejlslagen blanding fra Professor Utoniums forsøg på at skabe Powerpuff Pigerne, så er det ikke helt skidt. "We Deliver" og Især "Lust For Love" har bestemt nævneværdige kvaliteter. Når numrene momentvis bare får lov til – hvad der i folkemunde kaldes – at gå totalt balalajka i Hammond orgel, synth-effekter og et sandt orgie af diverse psykedeliske guitarpedaler, så lyder de som det fremragende band, som The Asteroid Galaxy Tour kunne have været.

Resten af tiden lyder Battlestar Overdrive dog som det miserable band, The Asteroid Galaxy Tour kunne have været, hvis de i et sygt øjeblik havde valgt at lave en lalleglad psych ep, der kunne have været soundtracket til Bennys Badekar og The Lego Movie. Det lyder måske interessant, men der er en grund til, at Peter Belli og Povl Dissing aldrig begav sig i synth pop. ”The Battlestar Shuffle” er sovset ind i en lalleglad stemning og rytme, der i første omgang er meget sjov, men når du kommer i tanke om, at nummeret bare er en uptempo udgave af Gorillaz’ ”19-2000”, så mister ”The Battlestar Shuffle” alt sin charme og bør arkiveres lodret. Og manglede man lige det sidste, inden man blev overbevist om, at Buckle Up, Lucifer er mere spild af tid end livetransmitteringen af Tour de France, så har vi nummeret ”Cannibal Anthem”. Et nummer der dybest set lyder som et Deftones-fanatisk efterskoleband, der skal fortolke en Frank Carter and the Rattlesnakes-ballade. Normalt ville dette skrige edgy teenageangst, smøger og læderjakke, men i dette tilfælde bliver det maksimalt til kejtet teenagefortvivlelse, dampere med tyggegummismag og en pleather-jakke, rundet perfekt af med vokal, der faktisk lyder som et tvivlsomt efterskole Deftones-coverband.

Hvorfor?

Efter at have hørt Buckle Up, Lucifer, er jeg meget i tvivl om, hvad meningen med hele miseren er. Indierocken har produceret mindst 16 bands, der gør det samme som Battlestar Overdrive, og det eneste, projektet gør, er at prøve at lyde som dem alle sammen samtidig. Og når ep'ens bedste nummer "Lust For Love" kun udmærker sig ved at have stået nummer fem i køen efter "Everything is Awesome", så kan jeg ikke se, hvorfor djævelen burde spænde sig selv fast. Det skulle da lige være for ikke at flygte.

Battlestar Overdrive er desværre ikke at finde på YouTube, men vi har et SoundCloud link.