Ridderne af Det Trve Bord

Det er indiskutabelt, at 2025 var et fantastisk metal-år, internationalt såvel som nationalt. Fra start til slut var det et år, der gav os den ene fremragende udgivelse efter den anden – fra små, nye bands til gamle og etablerede. Det eneste jeg dog helt reelt savnede fra året, der gik, var noget kodylt ridder-black fra Frankrig. Jovist, der var da en plade eller tre, der var spændende nok, men vi var ikke just oppe på de høje nagler. Men nu skriver vi 2026, og Archvile King er klar med sit andet album – og altså, albummets fantastisk flotte cover, som i øvrigt er tegnet af David Thiérrée, indikerer jo lidt, at det her godt kunne være præcis det album, som jeg savnede sidste år. Men lad os nu se, om indholdet kan leve op til det, billedet lover …

Strømpebukser og stridshandsker

For et ridder-black-album er Aux heures désespérées ret råt i sit udtryk. På den måde er det nok mere autentisk i forhold til hele middelaldertematikken end eksempelvis Ordalies. Det er en markant mere krigerisk omgang, og der er ikke meget, der leder ens tanker hen imod skønjomfruer, grandiose slotte, velvævede gobeliner eller Erol Flynn i strømpebukser, for den sags skyld. Non, monsieur, det her album er blod, mudder, knuste knogler, hestevrinsk og klagesang! Men trods den mere brutale tilgang, så er der – naturligvis – de obligatoriske melodier, det er jo fransk metal!

Tag nu bare ”Sépulture”. Det er så klassisk fransk ridder-black, som det kan være. Æteriske keyboardpassager, der får en til at tænke på, da Kong Arthur får overrakt Excalibur af Nimue, kombineret med en rytmeguitar, der demonstrerer, hvorfor Frankrig er den nation med flest sejre på slagmarken til dato.

Selvom Archvile gerne vil være en rå slyngel, så er der ingen tvivl om, at Nicolas ’Baurus’ M.s styrke faktisk er at komponere de ørehængende melodier. Manden er, slet og ret, en mester ud i ostinaternes ædle kunst og formår for alvor at lave nogle passager, der, trods sin relative simplicitet, sætter sig fast. Et fremragende eksempel er det gennemgående riff i ”Les Chant Des Braves”, som ikke indeholder ret mange lag, men det virker.

Dog er mit personligt højdepunkt nummeret ”À ces batailles abandonnées”. Ikke nok med at der er en ekstremt spontan punkrockpassage, som er særdeles charmerende, men sørme om ikke nummeret så også afsluttes med en rigtig fin bluesguitarsolo, som desværre er alt for kort. Her måtte den kære Baurus gerne have omfavnet sin indre Eric Clapton og fået den guitar til at flæbe, som havde den netop set Bambis mor blive skudt.

Uforløst potentiale er bedre end intet potentiale

Helt overordnet, så er Aux heures désespérées et utroligt charmerende værk, som cementerer, at Archvile King har utroligt meget potentiale. Desværre er en del af potentialet uforløst, og jeg kunne tænke mig, at der blev skruet ned for de bøllede aspekter, for der findes slet og ret bands, som er bedre til den slags. Derimod må der gerne skrues mere op for melodierne, mystikken og ja … det franske element, om man vil. Debutpladen, À la ruine, havde egentlig ret godt fat i alt det, men led under en mere middelmådig produktion, men den var dog, trods alt, lidt mere eventyrlig. Så hvis Baurus nu kunne formå at kombinere alt det bedste fra sine to udgivelser, ja, så ville vi stå med et mageløst produkt, som man kunne kalde for sand kunst.