Så er der havefest i det sønderjyske!

Lørdag den 26.07. er der privat fest i den lille Sønderjyske landsby, Lendemark, der ligger dér, hvor folk siger "Mojn" i stedet for både "goddag" og "farvel".
Ja – korrekt, private fester afholdes der mange af… Men denne er helt særlig!
Navnet på den lille (og lukkede) private havefest er intet mindre end "Lendemark Rock", og blev for første gang stablet på benene sidste år, da arrangøren, Tina Laustsen, vandt en gratis-koncert med bandet High-Voltage.
Festen var så god, at succesen gentages i år – og på lørdag er der en hel eftermiddag og aften med hård rock og metal i det sønderjyske… The Gold, Charger, Charlie Big Potato, Ripe og High-Voltage er bandnavnene, der står på programmet.
Lørdagens gæster kan især se frem til, når bandet Ripe – med Michael Bastholm Dahl(Artillery) i spidsen - går på scenen. Ripe har med deres to studiealbums virkelig begejstret os her på heavymetal.dk, og er med sikkerhed et ganske interessant indspark til en "havefest" – Hatten af for det!

Et super godt tiltag - Lad os endelig få mere metal ud i de danske haver!