COPENHELL 2016: Jonathan anbefaler

Copenhell Jonathan anbefaler Copenhell Jonathan anbefaler

Ahh, Copenhell! ”Danmarks hyggeligste festival”.

Det er så imponerende dansk at kunne tage en festival, dedikeret til den musikgenre, der har skræmt flest mennesker i den moderne tid, og så pådutte den adjektivet ”hyggelig”. Det er sgu smukt på en sådan helt speciel måde, og når man så i år – oven i købet – kan få lov at headbange til den ondeste black metal, mens man æder tarteletter, så går det hele jo op i en højere enhed – ”det er ikke så ringe endda!”. Sidst, jeg var af sted på Copenhell, var i 2012, da Anthrax, Slayer, Manson, Lamb of God og Immortal var på listen, og det var sgu nogle store navne! Jeg havde dog ikke den fedeste oplevelse: Der var en lidt underlig stemning, og vejret var lort-med-lort-på, men jeg fik da set Anthrax, Slayer og Gojira, og det var sgu fedt nok. Men netop grundet den lidt lorne oplevelse, som ’12 var, har jeg ikke rigtigt ville af sted de sidste par år, plus jeg synes altid, at der manglede et eller andet, men her i år, så skulle jeg sgu af sted igen. Jeg kunne mærke det helt ind i kroppen. Listen af navne er helt brillant: Der er alt fra 70’er shock rock til rasende metalcore – du får det hele. Og så disker de op med nok det største af alle navne, hvis vi snakker i forhold til heavy metal-historie: Black Sabbath. Så bliver det ikke større. Så at udvælge bare 5 navne var ikke nemt, men det lykkedes. Derudover skal der da også slås et slag for Alice Cooper, Scorpions, Drupkick Murphy og, og, og… Fuck it, det hele er godt! SE DET! HØR DET! MÆRK DET!

Amon Amarth

Så skal der plyndres, hærges, voldtages og blotes til Odin! Amon Amarth har udgivet plader i årevis, men det var først med Twilight of the Thunder God, at de brød sådan rigtigt igennem til mainstream-scenen, og så tog det ellers fart. At opleve dem live har altid været en fænomenal oplevelse: synkroniseret headbanging, matchende Gibson Explorer-guitarer og Johann Heggs tordenbrøl. Deres internationale succes har givet dem blod på tanden, og deres nyeste skive, Jomsviking, bliver da også vist frem på alverdens scener akkompagneret af drageskib; vikingehjelme; krigere, der banker hinanden til splat; og naturligvis MASSER af ild! Selv hvis man ikke er til vikinger eller melodisk dødsmetal, så skylder man sig selv at slå et smut forbi og opleve Amon Amarth. Om ikke andet så for at se, hvordan deres publikum er begyndt at sætte sig ned og ro i takt til musikken – hos Amon Amarth mosher man ikke, man ror! Ro, blev der sagt!

Megadeth

Dave Mustaine. Manden, myten, geniet, virtuosen, galningen… Kært barn har mange navne, og man kan bruge nærmest alle ord i ordbogen til at beskrive Dave Mustaine, men lad os holde os til ét enkelt: pionér. Dave har siden ’83 været en af de helt store drenge i heavy metal. Han har haft noget at gøre med ¾ af The Big Four, og selv andre folk i musikbranchen, der ikke bryder sig om ham (den liste er i øvrigt lang), roser hans evner til skyerne. Det virker måske lidt underligt kun at skrive om Dave, når man egentligt burde skrive om Megadeth, men nej, for Dave er Megadeth. Megadeth har skiftet line-up flere gange, end man gider tælle, og det er nærmest også ligegyldigt, for Megadeth drives kun frem af Mustaines viljestyrke og hans ”fuck you”-attitude. Bandet har sprøjtet klassikere ud siden ’84, og selvom de sidste par år har haft nogle lidt mere tamme udgivelser, så er Megadeth stadig heavy metal-historie, og så er det stadigvæk et band, der river en midt over, når de spiller live. Det er et imponerende maskineri uden gimmicks, der blot ønsker at være symfonien til din – og alle andre publikummers – ødelæggelse.

King Diamond

Så for satan! King Diamond har lige rundet de 60 år, så tillykke, deres majestæt! Igen er vi ude i heavy metal-historie. Lille Kim Bendix er – igen – en pionér. Med sine morbide sangtekster, omvendte kors og skorstensfejerhat har han nærmest skabt alt det, der har fået folk til at forbinde heavy metal med ondskab, djævlen og sindsforvirring. Black metal, goth, death metal osv., skylder alt sammen at sende King Diamond en stor fødselsdagsgave, for hvis ikke han havde været der, så havde scenen set meget anderledes ud.

Selvom man måske mener, at 60-årige mænd burde sidde derhjemme og råbe af tv’et i stedet for at stå på en scene og skrige indtil pacemakeren går i smadder, så skal man sgu tage ind at se giraffen!

Trivium

Trivium er et band, som det blev populært at hade. De spillede sådan lidt metalcore, var lige kæphøje nok og havde glattet deres pandehår. Så fik de skældud for at lyde som Metallica; så fik de skældud for at være uoriginale; så fik de skældud for at lave en plade, der var produceret af David Draiman; og nu får de skældud for at lave musik, der er radiovenlig. Det er sgu ikke nemt at være Trivium, men de har altid haft nosserne til at lave præcis det, de selv ville – deriblandt et mesterværk som Shogun – og så er det et voldsomt teknisk dygtigt band. Deres koncerter bliver spillet med samme ildhu, som Metallica, Megadeth og mange af de andre gamle bands udviste i starten af 80’erne, og med en massiv omgang ”fuck jer”-attitude. På trods af at det er mega fedt at hade Trivium – åbenbart – så tager de det i stiv arm og leverer en topprofessionel omgang heavy metal.

Black Sabbath

Det virker absurd og omsonst overhovedet at skulle fortælle folk på en heavy metal-festival, at de bør se Black Sabbath. Hallo!? Det her er altså heavy metal-genesis, fødslen, pagtens ark – the Big Bang! Det er totalt ligegyldigt, om du kan lide Black Sabbath eller ej. Du SKAL se dem, hvis muligheden byder sig! Ellers er du dumpet, og du vil blive hentet af en lille mand i en hvid bil, der er kommet for at køre dig til Richard Ragnvald-koncert i Struer, og så kan du lære det, kan du.