Med det forkerte ben ud af graven
‘Godmorgen’ var noget af det første, Jesus sagde, da han stod op fra dødens dyb. Ligeledes var der en del blandt publikum, som lignede halvlevende døde, der lige var rullet ud af graven. Ved døråbningen kl. 15 hilste mange imødekommende metalzombier mig da også med et ‘godmorgen’. Som den irriterende morgenfriske (eller rettere, eftermiddagsfriske) blandt de forpjuskede festivalgængere var jeg klar til atter at fatte blokken og føre penslen til paletten, mens et massivt metallineup malede scenen og byen rød med blod på Viborg Metal Festivals anden dag.
Lightchapter
Jeg er nok efterhånden den på redaktionen, der har anmeldt Lightchapter flest gange. Heldigvis bliver de ikke dårligere gang for gang. Tværtimod kan jeg skimte en tydelig progression, hvor de gradvist samler sig om sig selv og klarere definerer den lyd, som er så særegen for bandet. Electro-death metal kalder de sig, idet de skaber en collage af indklippede, elektroniske elementer og limer dem sammen med moderne dødsmetal. Det hele emmer af 80’er-filmnostalgi med de diskante synthsatser, og bandets inspiration kommer netop fra den tids cinematografi. Min eneste anke ved denne koncert var, at der måske skulle være gået længere tid imellem, at jeg oplevede dem live, for jeg stod lidt tilbage med følelsen af at have set det hele før. På samme måde som en god gyser tålte de dog i den grad et gensyn. Ligesom udfordringer med mikrofonlydens udfordringer prægede gårsdagens koncerter, var Lightchapters optræden kun ansatsen for, hvad der ville komme til at definere aftenens audiotekniske udtryk: Trommerne var skubbet langt frem i lydbilledet og dominerede til tider over forsanger Mikkel Ottosens vokal. Enkelte af mine medkoncertgæster applauderede dette, og særligt under trommeslager Tobias Høsts solo sad percussionen perfekt. Generelt var lyden en del bedre, muligvis støttet af backingtracks. Disse polerede koncertoplevelsen, så den funklede, men var samtidig en hæmsko for, at bandet kunne udfolde sig friere. Generelt en glimrende koncert for et band, der ikke sætter deres lys under en skæppe, men er ved at brænde igennem på scenen – men næste gang må der gerne være en anelse mere variation i koncertoplevelsen.
Hollow Point
Hvis man støber en patron med en fordybning foroven, skaber man en kugle, der både rammer med større præcision og udvider sig ved mødet med sit mål, så den medfører størst mulig destruktion på sin dødelige fremdrift gennem luften. En sådan patrontype kaldes en “hollow point”. Det ville således blive interessant, om det danske melodiske metalband af samme navn kunne ramme plet og ødelægge ørerne til aftenens koncert. Umiddelbart lød det hele lidt som metalcore, hvilket godt kan give den gængse metalgænger udslæt og åndedrætsbesvær, selvom det virker, som om genren er ved at genvinde fodfæstet på den danske scene. Hollow Point tiltrak da også pænt med publikum, selvom en del nok stadig drev dagen bort i drømme. Publikum tiggede gentagne gange om en wall of death, men vidste ikke rigtigt, hvad de skulle stille op, da deres ønske endelig blev bønhørt. Til gengæld gav de få gæster den gas i moshpitten og sang med, hvilket viser, at Hollow Point bestemt havde nogle dedikerede fans på gulvet. Selv er jeg ikke en af disse og bliver det nok ikke foreløbig. Lyden forekom mudret, og de mange mere melodiske sange gjorde, at energien aldrig for alvor kom i omdrejninger. Det er dog en generel anke, jeg har mod genren, så det er ikke blot et drag over nakken til Hollow Point. De arbejdede godt med genrens konventioner med ekstra friturestegte fry screams. Vokalen sydede og boblede ud over masserne som kogende olie, og gang på gang overraskedes jeg over, at der var så meget luft i manden. Som min ven sagde efter koncerten: ’Han ligner en Christian, og en Christian er altid god.’ Det hedder han nu ikke, men fred være med det. Både guitar og bas spillede upåklageligt, og trommerne var klassiske bord-stol-fill-bord-stol-igen. Jeg savnede en anelse rytmisk udvikling, men generelt ramte Hollow Point skiven i omegnen af bull’s eye.
Guttural Disgorge
Tatoveringer er en stor hjælp, når man er så ansigtsblind som jeg, og da ingen metalbands indtil videre har efterkommet mit ønske om at bære små navneskilte på scenen, er det godt at kunne støtte sig til sådanne kendetegn. Enten har trommeslageren fra Blodmåne fået lavet præcis de samme kravebenstatoveringer som ham i Guttural Disgorge, eller også var det bare Anton Hansen, der igen flækkede stikker på scenen. Hansen er et glimrende eksempel på et ungt talent, der nok skal drøne gennem rytmekons, hvis han går den vej. Ligesom under Blodmånes koncert slog han rytmerne ned med en kødhammer og malede hver en taktart til benmel. Guttural Disgorge er slam metal direkte fra slagteriets forrådnelsesfyldte kloak, og forsanger Anton Theilade lød da også som et tilstoppet afløb. Man benovedes over hans store ambitus i så ung en alder, og generelt lyste alle på scenen af dugfrisk spilleglæde. Inspirationen fra bands som Frog Mallet og Peeling Flesh var tydelig, og Guttural Disgorge viste således et grundigt kendskab til en lidt særpræget genre. Dog er deres sange en del længere, måske endda en kende for lange, da der er grænser for, hvor længe ens ører kan tåle at blive kvast i kødhakkeren. Theilades slamsugervokal blev gentagne gange afbrudt af samples som “my favorite type of weed is cocaine” og “yay, blood orgy!”. Man vidste ikke rigtig, om man skulle grine eller brække sig, og det lidt bizarre humoristiske præg er ligeledes definerende for genren. Jeg havde til tider lidt den samme følelse, som når mine grandfætre viser mig tiktoks. På den ene side blev man lidt træt af den gentagne sangkomposition mellem slam og samples, på den anden side virkede det alligevel hver gang, fordi bandet leverede varen med så stor overbevisning. Det er inspirerende at opleve så stort talent så tidligt i karrieren. ‘De er da i hvert fald ikke ønskebørn’, udbrød en mand bag mig. Det ved jeg nu ikke, for det er i den grad ikke mange, der kan drive det så vidt musikalsk, at de allerede er festivalbookede.
Defecto
Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at klage over den lange ventetid, som indfandt sig både inden Defecto og den efterfølgende koncert. Men når festivalens tovholder, Michael Gajos, kaster madding ud på slap line med et indledende ‘anmeldere elsker at skrive om forsinkelser’, så er man jo nødt til at bide på. Der blev puslet gevaldigt bag scenetæppet, i hvad der føltes som en mindre menneskealder, før man kunne høre et af bandmedlemmerne spørge, ‘hvad skal vi egentlig?’. Svaret lå lige for: I skal spille! Da Defecto endelig indtog scenen, var det dog med fuld fart fremad med klassiske, rockede rytmer og en hæs hillbilly-vokal, der uden tvivl kunne kalde alle køerne tilbage i folden. På papiret var det overhovedet ikke noget for mig. Under mine forberedende gennemlytninger af deres bagkatalog var jeg da heller ikke synderligt imponeret over, hvad der blot forekom som afdanket farrock. Men under koncerten skete der alligevel noget. Defecto livede op live, og man kunne ikke andet end at blive fanget af deres karisma og spilleglæde. Det var klassisk, men sætlistens fine variation af sangenes karakter gjorde, at man alligevel var godt underholdt koncerten igennem. Det er plausibelt, at årsagen bag den lange ventetid var tekniske udfordringer, for pludselig røg guitarlyden, og vi gik således glip af den superfede guitarsolo, som forsanger Nicklas Sonne ellers havde lovet os. I stedet fik vi en mindre tale om, hvordan han er begyndt at blive mere åbenhjertig om sin sårbarhed og sætte sig ind i sindets mange brudflader – også dem, som han ikke nødvendigvis selv kan spejle sig i. Det er et vigtigt budskab, og jeg håber, at han finder en ny ro ved at samle stumperne og skue ind i sjælens krakelerede spejl. Der skal nok være en skare i miljøet, som griber dem, også selvom de måske ikke begriber deres musik. Sangria smager bedst på Gran Canaria, og Defecto skal ligeledes opleves live, for energien bliver filtreret fra gennem højtalerne, mens oplevelsen er helt anderledes, når musikken udfolder sig for næsen af en.
The Haunted
Så oprandt timen for det, som alle havde ventet på: The Haunted indtog endelig de skrå brædder med en massiv kraftpræstation af tung svenskermetal. De er veteraner i genren, med en karriere der er et år ældre end mig, og det kunne mærkes, for ikke et eneste taktslag blev overladt til tilfældighederne. Trommeslager Adrian Erlandsson er en levende legende, der både spillede og så ud, som om han kanaliserede en dybfølt smerte. Denne smerte utrykte forsanger Marco Aro ligeledes særdeles konkret, da han dunkede hul i panden med mikrofonen, så blodet løb ned fra issen i stride strømme. Man havde mest af alt lyst til at tilbyde ham et plaster, og generelt lignede det bare en rigtigt dårlig idé. Til gengæld vaklede hans vokal ingenlunde, men forblev dyb og hæs, dog uden den store variation eller udvikling. Dette var ligeledes karakteristisk for hele koncerten, for man kunne godt have brugt et afbræk fra den klassiske, thrashede rytmetonsning. The Haunted spillede sprødt som et brændt stykke toastbrød, men uden en vis afveksling blev koncertens krumme af og til lidt tør. Den manglende dynamik i dynamoen var ligeledes blandt den kritik, som min kollega gav til The Haunteds seneste udgivelse, Songs Of Last Resort. Man må sige, at de på albummet i den grad har fanget den energi, som de leverer live – desværre fungerer det bare ikke altid lige hensigtsmæssigt. Det er dog ikke noget, de bør slå sig selv i hovedet med. Til gengæld var der ingen tvivl om, at de nød at være i Viborg, og særligt Aros nærvær højnede oplevelsen. Alle i bandet er særdeles habile musikere, der solgte præcis den vare, som så mange blandt publikum hungrede efter. Mange var der sikkert særligt på grund af guitaristen Ola Englund, og de gik tilfredse hjem efter at have set guitaristgiraffen. Desværre var jeg ikke selv en af de sultne.
Ingen rådden Kristus til præsten
Hov, hva’ er den af, mangler der ikke noget? Noget ret væsentligt? Jo, og ærgrelsen over at misse Rotting Christ sidder som en issyl i mit dybfrosne hjerte. Det er en kliché at beskrive sin rejse til og fra en koncert, men måske er det alligevel passende lige at forklare, at der lå en over fem timer lang togtur forude, inden jeg skulle forestå en barnedåb næste dag. Men nu havde Killing jo heldigvis vist mig, hvordan den skulle skæres. Til trods for denne lidt antiklimaktiske afslutning på aftenen gik jeg alligevel hjem med en helstøbt festivaloplevelse. Aldrig før er jeg blevet så favnet og grebet af en stor metalfamilje, som jeg for en af de første gange for alvor følte mig som en del af. Tak for det. Artisternes niveau var begge dage højt med Red Warszawa som laveste fællesnævner, og ikke engang de lå særligt lavt. Det er svært at fastlægge et højdepunkt, for festivalens højdedrag havde mange bjergtinder. Det store vand kan ikke holde denne københavnersnude væk, og Kombardoekspressen har fået en ny stamkunde, for jeg kommer i den grad igen næste år!
