Troldspejlets Monsterkoncert - promofoto
Nørdernes grand old man
Hvordan får man Politiken-segmentet til at høre metal? Jo, det er lidt ligesom, når du skal give dit kæledyr en pille: Du gemmer den i noget, som er gefundenes fressen (altså særligt lækkert) for din firbenede ven, i denne sammenhæng måske et stykke biodynamisk Le Gruyère-ost. Så glider pillen nemlig nemmere ned. Troldspejlet havde på denne måde lusket både metal og nørdemusik ind i kulturhistorie-festivalen Golden Days, der i år havde temaet ‘monster’. Stegelmann har siden 1989 formidlet nørdet niche-kultur, og i 2018 optrådte han for første gang på Copenhell, hvor han mildest talt fik en brandvarm velkomst i Helvedes flammer. Denne varme må have lunet Stegelmanns lune over for metalmiljøet, for han kom igen både i 2023 og 2026. Metalfolket elsker utvivlsomt nørdernes grand old man, og han synes vist egentlig også ret godt om dem … også selvom deres musik ifølge ham spilles lige lovlig højt nok. Nu var spørgsmålet så, om monstermusikkens brøl denne aften ville sprænge både decibelskalaen og det grå kulturgulds trommehinder.
Charlies, Hells eller Jakobs Angels?
Vi har brug for monstre i en monstrøs tid. Alt brænder ned, mens sjælen tilsodes af svovl fra en verden i flammer. Truslerne får hjertet til at hamre, som når man kan høre boss-musik i et spil, men endnu ikke se sin modstander. Det hele er så frygteligt uhåndgribeligt, og vi står afmægtige tilbage, mens menneskehedens eksistens går på hæld. Så hellere nogle kvalmeinducerende, kødædende kæmpemonstre som for eksempel titanerne fra Attack On Titans, hvis musik blev spillet denne aften. For nok er de væmmelige, men i det mindste er de håndgribelige – og åbenbart nogle af de monstre, som for alvor kan sætte en skræk i livet på Stegelmann.
Vi lagde ud med at vende verden på hovedet og dykke ned i The Upside Down i Stranger Things-universet, hvorefter både THX-lyden og musikken fra The Thing fulgte. Disse var mesterligt spillet af Stegelmanns husorkester, Jakobs Angels – ja, jeg kom til at tænke på rockere, men det er egentlig en reference til Charlie’s Angels. I alle fald tæller bandet medlemmer fra dødsmetalbandet Elitist, der netop har fået otte kranier smidt i nakken under Copenhagen Metal Fest. De udviste en stor alsidighed denne aften, idet de brød enhver genregrænse og spillede alt fra Mick Gordons industrial-inspirerede soundtrack fra Doom og surf-pop-sangen fra Scooby Doo. Lige meget hvilken genre de kastede sig ud i, udførte de den til perfektion, og det blev da også til en smule headbanging fra de bløde stolerækkers magelige sæder for kulturens meningsdannere. Hvis dette havde været en stående koncert, var det resulteret i en brutal moshpit under Gordons “The Only Thing They Fear Is You”, der i øvrigt er glimrende træningsmusik – og derfor meget svært ikke at slå nogens tænder ud til. Inden sangen fik vi en af aftenens mange interessante anekdoter. Her om Gordons blærerøvsguitar med hele ni strenge, og man gik fra koncerten med mere viden, end man kom med. Det var således både underholdende, humoristisk og informativt.
Scooby-Doo var et af aftenens mange nostalgitrip, der fik hjertet til at banke af gensynsglæde i samme takt som et barn med sukkerchok på en solidt oppustet hoppeborg. Dette var ligeledes tilfældet ved det tragiske epos om menneskets evige forsøg på at kontrollere naturen, jage sagesløse monstre, indfange dem i små beholdere, som ville få burhøns til at føle sig som parcelhusejere, og tvinge disse monstre til brutal hanekamp … ja, det er selvfølgelig Pokemon, vi taler om. Vokalen kunne man ikke klage over, for det er den, man hører, hvis man afspiller den nyeste danske version af Pokemon-titelmelodien. Som vanligt vil jeg dog fremhæve trommesiden – ikke af vane, men fordi den var så mesterligt udført.
Stegelmann spillede godt sammen med bandet, og de delte både humor og viden. Særligt det falsetprægede, forvoksede ‘børnekor’ under “Reptilicus” vakte grin fra maveregionens dyb, og Stegelmanns påtagede forargelse var helt perfekt uden at kamme over. Herfra har jeg også et Stegelmann-citat, som man måske snart kan læse i en anmeldelse … for som Stegelmann sagde om Reptilicus-filmen: ‘Den er lidt god … men det er den jo ikke.’ Publikum kendte den i hvert fald, og måske er der egentlig ikke så langt fra kultureliten til metalfolket. Stegelmanns far var jo også den velrenommerede filmanmelder Jørgen Stegelmann, så den kære Jakob har tydeligvis lært både at bevæge sig blandt kulturparnasset – og samtidig tale direkte til den indre nørd, som bor et eller andet sted i alle vores hjerter.
Sammen om at være udenfor
Der var så mange positive ting at skrive om monsterkoncerten, at skruen snart ikke fik nogen ende, men borede sig direkte gennem tindingerne på Boris Karloffs Frankenstein-monster. Stegelmann har selv udtalt, at koncerten var bevidst genreforvirret, men samhørigheden mellem al musikken var tætvævet og klar. Det er meget få petitesser, der afholder koncerten fra at få topkarakter – eksempelvis en guitar, der meget kort faldt ud af lydbilledet, og enkelte musikalske neddroslinger af energien. Disse var dog ikke hyppige. Vi sluttede selvfølgelig med den temamelodi, som Stegelmann overhovedet ikke kunne drømme om at have tyvstjålet fra Gremlins-filmene. I en tidsalder, hvor virkelighedens alvor tvinger en til at blive tidligt voksen, var det en gave at føle det indre barn blive levende igen. Det var, som om sjælen pludselig huskede, hvordan det var at sidde i nattøj med en skål Coco Pops foran flimmerkassen med store polypper og åbne ører. Metalmiljøet er tæt forbundet med nørdernes fællesskab, og vi føler os nok alle lidt som monstre, der trods varierende musiksmag og interesser kan være fælles om at skabe en ny familie uden om samfundets besnærende normativ. Her var vi alle nørder, høj som lav, og Stegelmann favnede os alle sammen med sit særdeles habile husorkester.
