Rosa

Hvad er cybercore?

Rosa er et så nyt projekt, at der ikke findes meget historie bag det. Duoen fik for alvor opmærksomhed i sommeren 2026 gennem covere af blandt andet kendte metalcore-numre, men har siden begyndt at danne et udtryk, som de selv har døbt cybercore: et futuristisk sammenstød mellem alternativ pop, mørk elektronisk musik og moderne metal. Bag Rosa står Rosa Olander på vokal og Emilio Torres på produktion og trommer. De har kendt hinanden siden børnehaven og gennem flere år eksperimenteret med forskellige musikalske konstellationer. Nu står de på egne ben med et projekt, der både vil være råt, sårbart og minutiøst produceret. Men på papiret kan man kalde sin musik hvad som helst. Det er først på scenen eller på udgivelser, at et nyt projekt skal bevise, om det faktisk har noget på hjerte, og om den hjemmelavede genrebetegnelse cybercore rummer mere end blot et smart navn.

På en kølig efterårsaften på Richter stod Rosa foran publikum for blot anden gang nogensinde, og endda som åbner for Siamese. Spørgsmålet var derfor ikke kun, hvad cybercore er, men om Rosa allerede havde fundet den lyd, de har ledt efter så længe.

Med sut og støttehjul

Rosa havde netop spillet deres første koncert aftenen inden, da de åbnede for en historisk aften med Odd Palace og Cold Culture i Lille Vega. Det var næsten umuligt ikke at bemærke forskellen: selvtilliden. Hvor Rosa i Vega stadig virkede som et projekt, der forsigtigt mærkede efter om de havde nogenlunde fat på publikum, stod de på Richter med en langt større tro på deres eget udtryk. De havde netop oplevet, at et publikum ville dem på Vega, og det kunne mærkes. Ilddåben var overstået. Nu skulle der gives gas.

Efter en kort, cyberpunket introsekvens gik Rosa på scenen med et minimalt setup. Hverken lyset eller lyden var noget at råbe hurra for i begyndelsen, men som aftenens første band skulle lydmanden naturligvis lige finde balancen i den fyldte sal. Efter et nummer eller to lød det tilstrækkeligt, og resten af koncerten holdt lyden sig forholdsvis stabil rundt i salen. Det tekniske kom derfor aldrig til at overskygge musikken. Sceneshowet var tilsvarende sparsomt. Det var uden banner og nogen former for rekvisitter. Blot bandets udstyr. Det viste sig dog hurtigt ikke at være afgørende. Der var enormt meget bevægelse på scenen, og Rosa virkede markant mere komfortable i deres fysiske udtryk end aftenen før. Det begrænsede lys blev derfor heller aldrig noget stort savn. Energien måtte komme et andet sted fra, og den kom fra bandet selv. Publikum skulle dog stadig lige varmes op. Som aftenens første navn og med blot én koncert i bagagen havde Rosa ikke den samme naturlige autoritet over salen, som et etableret navn ville have haft. Men langsomt blev afstanden mellem scene og publikum mindre. De hårdere passager fik mere respons, og da en wall of death pludselig opstod, var det svært at argumentere imod, at Rosa havde formået at komme ud over scenekanten. Men lige dér, hvor koncerten begyndte at samle sig, blev dens største svaghed også tydelig. Rosa ville for meget med for lidt. En trommeslager, en forsanger og en mand, der skiftede mellem guitar og bas fra nummer til nummer. Desværre ikke på den cool Angine-måde. Det kunne have været en charmerende del af et minimalistisk setup, men endte med at holde dem tilbage.

Der er ikke noget galt med variation. Tværtimod mener jeg, at de mest interessante bands oftest er dem, der tør modsige sig selv. Men kontraster fungerer kun, hvis man kan mærke, hvad der binder dem sammen. Hos Rosa føltes de til tider mindre som forskellige sider af den samme identitet og mere som forskellige identiteter, der stadig kæmper om pladsen. Det skabte en smule forvirring blandt publikum, som på det kortere sæt ikke fik chancen for at bevæge sig ind i universet. Selve musikken var for det meste god, og bandet spillede fejlfrit og med god energi, så det skal de bestemt have point for!

Det her kan blive stort

Det ville være urimeligt at forlange en færdig identitet af Rosa efter to koncerter. Faktisk er noget af det mest lovende ved duoen netop, at de tør eksperimentere i så høj grad. De virker ikke interesserede i at passe ind i én bestemt kasse, og det er en kvalitet i sig selv.

Men hvis Richter-koncerten skulle pege i én retning, så var det svært at komme uden om metalcore-elementerne. Det var her, Rosa virkede mest overbevisende. Her blev musikken fysisk, og publikum reagerede tydeligst. De elektroniske og poppede elementer gav koncerten en interessant kontrast, men live var det de hårdere passager, der havde den største tyngde, og det er ikke nødvendigvis et argument for at skære resten væk. Tværtimod kan det være netop spændingen mellem det hårde og det elektroniske, der bliver Rosas stærkeste kort, hvis de lærer at få de to verdener til at føles som én.

For talentet er svært at overse. Det samme gælder ambitionerne. Rosa vil tydeligvis noget andet end blot at være endnu et metalcore-navn med elektroniske samples ovenpå. De vil skabe et univers. Og selv om universet endnu har nogle løse ender, var der allerede ved anden koncert øjeblikke, hvor man kunne ane, hvad det potentielt kan blive til.

6/10

Ghost Iris

En velkommen tilbagekomst

Ghost Iris har efterhånden forsynet den danske metalscene med metalcore i mere end ti år. Det var i hvert fald tydeligt, at publikum denne gang vidste, hvem de var, da antallet af fremmødte hurtigt blev fordoblet. Bandet har for nylig været på en hiatus grundet skader, men er netop vendt tilbage med deres seneste singler, ”ONE-WAY WASTELAND” og ”Deadlocked Soul”. Ghost Iris skulle levere aftenens tunge midterdel, da bandet bærer en væsentligt tungere lyd sammenlignet med både Rosa og Siamese. Spørgsmålet var derfor, om det var den rigtige booking til supportpladsen, og om deres højenergiske udtryk ville tænde eller udmatte publikum inden hovednavnet.

Ubehageligt behageligt

Ghost Iris var en øjeblikkelig omvending fra Rosa og et tydeligt skridt i retning af den mere traditionelle metalcore. Desværre var det første, man bemærkede, det meget ujævne lydudtryk. De enkelte bandmedlemmer skiftede konstant mellem at være langt fremme og næsten forsvinde i mixet, hvilket gjorde det svært at få et samlet indtryk af musikken. Når en genre i forvejen bygger på kontrasten mellem tunge instrumentale passager og melodiske vokallinjer, bliver et ustabilt mix ekstra problematisk, fordi netop den dynamik risikerer at forsvinde. Heldigvis blev lyden forholdsvis hurtigt rettet ind, og pludselig stod det langt tydeligere, hvad Ghost Iris havde at byde på. Deres kombination af tunge grooves og melodiske passager var på et niveau, man ikke ser hver dag, og især de rytmiske dele gav musikken en fysisk tyngde, der fungerede særdeles godt live. Samtidig var det en kærkommen ændring i aftenens program. Ghost Iris var markant tungere end de øvrige bands, men bevægede sig stadig inden for en lyd, der gjorde dem til et naturligt led i aftenen frem for et stilbrud.

Bandet havde samtidig stort fokus på at komme ud over scenekanten, hvilket i nogen grad kompenserede for et ellers relativt anonymt visuelt udtryk. Forsanger Jesper Gün havde proppet så mange LED-lamper på kroppen, at man næsten skulle tro, han kunne forbindes direkte til Philips Hue-appen. Som gimmick var det ganske underholdende til at begynde med, men som en del af bandets samlede udtryk holdt det ikke helt. Jeg havde derfor gerne set, at Ghost Iris tog sig selv bare en smule mere alvorligt. Især fordi deres lyrik beskæftiger sig med flere tunge emner og temaer, som egentlig kunne danne grundlag for et langt mere sammenhængende udtryk. Flere gange lykkedes det Ghost Iris at skabe et kortvarigt momentum på gulvet, men de fik aldrig helt presset det langt nok til, at eksempelvis pitten for alvor blev vedvarende. Det føltes, som om bandet gentagne gange havde fat i publikum, men mistede grebet igen, før energien nåede at blive til noget større.

Når bandet lod deres gimmicks og fjollerier træde i baggrunden og i stedet zonede helt ind på deres faktisk fremragende katalog af moderne metalcore, fungerede det. Instrumentalt spillede de med en tyngde og præcision, der ofte gjorde koncerten mere tilfredsstillende at lytte til end at se på. Det er i sig selv et kompliment til musikken, men også en indikation af, hvor potentialet ligger. For mig er Ghost Iris ikke langt fra en rigtig stærk koncertoplevelse. De skal blot turde stole mere på det, de allerede gør godt: de tunge grooves, den melodiske metalcore og den musikalske præcision. Hvis gimmickene blev skåret ned, og det visuelle i stedet fik lov til at understøtte musikken, kunne Ghost Iris gå fra en god koncert til en fremragende én.

Aftenens sorte får

Ghost Iris leverede præcis det, de skulle. Selvom de aldrig rigtig fik tændt op under pitten, sørgede de alligevel for at få tændt op under publikum, nøjagtigt som deres opgave var. Lyden og lyset var bestemt ikke altid med dem, men bandet arbejdede godt under omstændighederne og lod sig ikke slå ud af det. De gav den alt, hvad de havde, og selvom LED-lygterne var så corny, at man ikke kunne lade være med at rulle øjnene så langt op, at man næsten kunne se sin egen hjerne, lod det alligevel til, at publikum fandt det underholdende. Forsanger og frontmand Jesper Gün havde ingen tid at spilde og holdt sin bevægelse konstant både på scenen og ude på gulvet. Det gav koncerten en energi, som ellers kunne have været svær at finde i det mere begrænsede sceneshow.

Det var bestemt tydeligt, at Ghost Iris ikke var for alle, og for nogle var det nok lidt for hårdt. Til gengæld lod det alligevel til, at folk nummer efter nummer blev vundet mere og mere over på deres side. Bandets valg om at fylde midterdelen med mere melodiske numre var derfor i stor stil et fornuftigt valg.

7/10

Siamese

Efterhånden veteraner

Siamese har været et stort navn på den danske metalscene i en årrække. De har båret et ellers mangelfuldt udvalg af dansk metalcore, og med Prime Collective-chef Mirza Radonjica i front har bandet for længst etableret sig som et af de mere markante navne på scenen.

Bandet har netop udgivet dissolution. Et mørkere og mere følelsesladet album, som har skåret ned på de mere poppede elementer og bevæget sig mod et tydeligere metalcore-udtryk. På Richter spillede bandet deres første koncert efter udgivelsen, hvilket gjorde aftenen ekstraordinært interessant. Et nyt album skal ikke kun fungere på plade, men også kunne finde sin plads i et livesæt, hvor det skal konkurrere med flere års bagkatalog og publikums forventninger. Men ville vi få lov til at opleve en ny æra af Siamese, eller skulle vi blot agere forsøgskaniner for deres nye materiale i live-indstilling?

Vent, var det alt?

Allerede klokken 21.15 var det tid til aftenens hovednavn. På en fredag aften virkede det tidligt, og der var en forventning blandt publikum om et show på halvanden time, måske endda to. Her var jeg samt dem, jeg fik snakket med, helt gale på den. Mirza annoncerede ved koncertens start, at det var planlagt, at bandet kun skulle spille omkring en time, hvilket hurtigt skabte forvirring blandt publikum, da det virkede ualmindeligt kort. En time behøver naturligvis ikke være for kort til at levere en god koncert. Men når et band med et efterhånden stort bagkatalog samtidig skulle præsentere et nyt album, blev sætlistevalget desto vigtigere. Hver sang kom til at fylde mere, og der blev mindre plads til at bygge koncerten op. Nu var spørgsmålet, om Siamese kunne levere et eksempel på kvalitet over kvantitet på Richter.

Bandet begyndte med åbningsnummeret fra dissolution, ”dark”. Et techno-poppet nummer, der egentlig virkede som en forventet start på koncerten. Alligevel virkede det lidt spøjst, da det ikke ligefrem er et nummer med meget gang i. Hvis man skulle vælge noget fra det nye album, havde den nyudgivne bonussingle, ”nevermore”, efter min vurdering fungeret bedre. De to numre arbejder principielt meget ens, mens ”nevermore” har en smule mere edge, der kunne have givet starten på koncerten lidt mere uforudsigelighed.

Lyden havde heldigvis fået rigeligt med mulighed for at blive justeret op til Siamese, hvilket man på alle måder godt kunne høre. Mixet havde præcis den klarhed, som netop er så vigtig, når musikken skifter mellem melodiske omkvæd og tunge passager. Her opleves det desværre ofte, at især niveauerne i guitar og vokal kan svinge og skabe en svimlende følelse, der let kan resultere i en hidsig hovedpine, hvis den ikke sidder korrekt. Heldigvis var det ikke et problem her, da der generelt set ikke var en finger at sætte på lydudtrykket. Deres lys- og sceneshow var ligeledes identisk med de tidligere gange, jeg har set bandet, med blot en platform oppe foran og et minimalistisk banner bagved. Siamese har altid været en koncertoplevelse, der først og fremmest er båret af musikken, hvilket ikke var anderledes her. Jeg havde dog gerne set, at sceneshowet var blevet opdateret til at matche dissolutions udtryk, da albummet bærer en meget bestemt identitet. Med en mere aftonet og direkte visualisering af bandets sårbarhed kunne man godt spekulere over, om der ikke var noget at arbejde på for netop at få omskabt dette univers til virkelighed.

Bandet havde nogenlunde godt fat i publikum gennem hele koncerten, dog var det næsten forskrækkende lidt, der var gang i pitten. Her stammer forklaringen nok mere end noget andet fra sættet, som havde undgået mange af de sange, der oftest tænder publikum. Her havde sange som ”B.A.N.A.N.A.S” klædt sættet godt, da den ofte tænder lunten på pitten. Til gengæld formåede bandet at komme godt ud over scenekanten, og især forsanger Mirza sørgede for at skabe en god bevægelse på scenen. Det hjalp med at balancere manglen på et storslået sceneshow, hvilket løftede energien markant. Bandet præsterede godt, og især violinist Christian Hjort viste for alvor sit musikalske talent. Hans evne til at blande violinen ind i musikken giver et anderledes tvist, hvilket specielt i Siameses situation skiller dem ud fra massen. Det fungerer enormt godt på plade og fungerede især godt live. Dette må de aldrig holde op med!

Forsøgskaniner

Siamese leverede en jævn koncert, der blev holdt tilbage af forskellige faktorer. Endnu engang var de 60 minutter ikke nok til at variere sættet ordentligt, hvilket resulterede i en koncert, der føltes, som om den manglede en midterdel. Den var lige gået i gang, og så var det pludselig tid til de sidste numre. Når et band kun har en time, bliver koncertens opbygning endnu vigtigere, og her føltes det, som om Siamese aldrig helt nåede at få den dramaturgi på plads, som kunne have løftet sættet. At de sluttede på ”This Is Not A Song” virkede som et bizart valg, da det ikke gav en reel afsked til publikum. Her havde jeg nok forventet, at der var en sang eller to mere, så det ikke føltes, som om koncerten bare pludselig var slut. Koncertafslutningen behøvede ikke nødvendigvis at være den største sang i kataloget, men den skulle gerne have føltes som et punktum.

Derudover var det uheldigt, at der var tekniske udfordringer og enkelte misforståelser i sættet blandt bandet, dog påvirkede det ikke den overordnede oplevelse meget. Jeg havde måske håbet, at der var en sang eller to fra dissolution, der blev skiftet ud med noget fra deres tidligere album. Oftest føltes det, som om vi fik en masse fra netop deres seneste udgivelse for at finde ud af, hvad der fungerede godt, og hvad der ikke gjorde. Om det var, hvad man kunne forvente, er svært at sige, men når de kun havde en time at arbejde med, havde jeg forventet noget mere variation.

6/10