Persefone

Lille Vega, København V

Officiel vurdering: 7/10

Se billeder i galleriet

Andorranske prog-metallere Persefone besøgte i lørdags Danmark for tredje gang som afslutningen på anden etape af deres Aathma Tour. Med sig på hele etapen, og selvfølgelig også i Vega, havde de danske Defecto og finske Oddland.

 

Defecto

Defectos dygtige bassist, Thomas Bartholin. Billede: Peter Hesselø

Lørdag aften er lidt en sløv aften. Ugen er overstået, det er weekend, og man har bare mere tid. Publikum virkede, som om de havde glemt tiden, for da Defecto gik på kl. 21, var Lille Vega under en tredjedel fyldt. Det var der heldigvis ingen, der havde fortalt Defecto, så da Nicklas Sonne trådte ud på scenen til introen af ”Final Night of Silence” og brød isen med ordene ”Hvad siger I til det, Vega?!”, kunne manglen på mennesker ikke mærkes. Defecto ville feste, og publikum var helt med på den.

Med egostands, røgmaskiner, lys og ekstremt energiske musikere var sceneshowet på plads, og hos publikum kom hornene op og håret ned. Lyden i Vega var næsten upåklagelig med undtagelse af en smule mudder i vokalen under ”Endlessly Falling” fra albummet Nemesis. Det påvirkede heldigvis ikke stemningen, og publikum hyggede sig. Defectos publikumstække og beskedenhed var gennem hele aftenen intet mindre end fantastisk, da de på intet tidspunkt tabte publikum og samtidig lavede jokes med dem selv, deres musik og selvfølgelig at spille den med Slayer.

Det blev meget tydeligt, at det var tourens finale, da de andre bands og tour crewet spontant myldrede ud på scenen med guldkæder, tanktops og huer halvvejs gennem Defectos sæt, og Persefones bassist, Toni, på gebrokkent engelsk rappede et nummer, som Persefone engang skrev på vej til Japan. Efterfølgende leverede Defecto ”Excluded” fra albummet af samme navn, som ledte op til deres klart bedst leverede og bedst modtagne af deres numre, ”Drifting Into Blackness”. Efter det takkede de varmt, spillede ”Sovereign” og smuttede af scenen.

8/10

Oddland

Oddland. Billede: Peter Hesselø

Efter Defecto var mange gået ud at ryge, og da scenetæppet trak fra, var der næsten tommere i salen end på scenen. Uden monitors og uden diverse gøgl til sceneshow ser scenen på Vega meget stor ud, og desværre lykkedes det ikke for Oddland at fylde den ud. Selvom enkelte mennesker blandt publikum var kommet kun på grund af Oddland, var det nemt at se, at ikke ret mange mennesker kendte bandet, og at de blev drevet lidt væk af bandets optræden og mangel på tilstedeværelse. Hvis nogen troede, at Lille Vega var tom til Defecto, skulle de have set den til Oddland.

Oddlands musikere er teknisk dygtige, og deres rene vokaler og fede bas lød rigtig godt, men alt, hvad de spillede – endda også det, de sagde til publikum – lød som afspilningen af en optagelse, og lyden var på ingen måde levende. Derfor forlod folk Lille Vega for at snakke uden for eller for at gå i baren. Hvor pitten tidligere havde stået og kastet horn og headbanget, var den største anerkendelse, Oddland fik, smånikkende mennesker med korslagte arme og en øl i hånden. Under sangen ”Skylines” blev også Oddland pranket af Persefone og deres tour crew, som lavede kædedans over scenen. Det vækkede publikum fra søvngængeriet et kort øjeblik, men efterfølgende gik folk tilbage til at sove.

Udover ensformigheden i Oddlands sovemusik var der problemer med diskanten, som gik ind og påvirkede folk, og også jeg var nødsaget til at forlade lokalet i de sidste to sange.

4/10

Persefone

Marc fra Persefone. Billede: Peter Hesselø

Persefone gik på uden videre hurlumhej. Sættet startede instrumentalt, og efter introen til ”Aathma 1: Universal Oneness” kom deres dygtige, energiske forsanger, Marc, på og vækkede alle de synligt trætte fans med sin vilde stemme. Der blev kastet horn, rakt tunge, råbt og sunget med. Publikum var glade og fulde af energi – og det var bandet også!

Persefone bød på en kavalkade af lækre sange, både med fællessang på ”Living Waves” fra Aathma efterfulgt af den nye sang ”In Lak’Ech” og fed moshpit til ”Stillness Is Timeless”. Under hele koncerten havde Persefone virkelig god scenekontakt, og medlemmerne havde en fest på scenen – med hinanden og også med publikum. Publikum var helt igennem imponerede af de talentfulde andorraneres tekniske dygtighed og sangenes energi og følelse. Desværre havde lydmanden glemt, at der er to sider i et lokale, så lyden var klart bedre i venstre side af Lille Vega end i højre.

Nu hvor Persefone havde leget med begge deres supportbands’ shows, havde Defecto besluttet sig for, at legen gik begge veje. Så under et instrumentalstykke, hvor hele Persefone var gået i gang med noget seriøs hovedrystning, blev Nicklas Sonne fra Defecto pakket ind i et Tyrannosaurus Rex-kostume, og både Defecto og Oddland væltede ind på scenen med deres lille T-Rex uden rigtig at blive opdaget af Persefone, som stadig stod og spillede foran deres stjernespækkede backdrop. Da Persefone endelig opdagede dinoen i lokalet, flækkede de af grin, men spillede samtidig videre uden at lave fejl. Det var sgu lidt imponerende!

9/10

Se flere billeder her.