Med neckbreakkende fart mod stjernerne
Der er ting, jeg har svært ved at vænne mig til. Såsom at Twitter nu hedder 'X', at Frederik nu er konge og ikke længere kronprins, og at Nakkeknaekker nu hedder Neckbreakker. For to ud af de tre har der dog i det store og hele været gode ting i vente, efter navnet er blevet ændret – og den, der ikke længere pipper, er ikke én af dem. De halsbrækkende unge herrer fra Silkeborg er på rekordtid blevet et kendt navn, både herhjemme og i udlandet. Endda så kendte, at mastodonter som Slayer og Gojira vil lege med dem. Intet mindre end imponerende. Efter at have favoriseret tiden på scenen frem for tiden i studiet udkom det meget hypede album Within The Viscera endelig i 2024. Et album, vi her på mediet kastede hele ni kranier efter. Neckbreakker er for alvor på vej mod de store scener, men de havde skam også tid til at slå vejen forbi Fyns land.
Fe’ dø’ – tak, vi er med
Med “Shackled To A Corpse” befandt mejeriet sig atter i landet, hvor den brutale dødsmetal regerer, og det var tydeligvis, hvad gæsterne var sultne efter. Lynhurtigt blev der sat gang i en circlepit, og det skulle også vise sig, at der ikke var mange øjeblikke med tomgang på gulvet. De to spadeførere fra Persecutor, Benjamin Stage og Stefan Sørensen, havde åbenbart ikke fået nok af pitten efter deres egen fest tidligere og var fast inventar under størstedelen af koncerten. Jeg er sædvanligvis til fals for rytmesektionen, og jeg brugte da også en væsentlig del af forestillingen på at betragte Neckbreakkers nye mand på trommerne, Viktor Bjørnstad, der også slår sine folder i hardcorebandet Split. Det var en fornøjelse at se ham udfylde de store sko, som Anton Bregendorf efterlod tidligere i år. Det er mit første bekendtskab med Bjørnstad, men mit førstehåndsindtryk var, at han besad lige dele kraft og præcision – nøjagtig, som jeg kan lide mine tøndebaskere. Da sættet nærmede sig sin afslutning, og der blev spurtet gennem “Face-Splitting Madness”, var manden bag kedlerne da også langt mere våd end tør. Sikke en kraftudladning!
Forsanger Christoffer Kofoeds vokal overbeviste mig ikke til fulde denne dag. Om det helt kunne tilskrives lydbilledet, eller om han hist og her kom for tæt på mikrofonen, vil jeg ikke gøre mig til absolut dommer over, men han gik ikke altid rent igennem – heller ikke når han mellem numrene henvendte sig til publikum. Undertiden faldt han ud af sit growl og fremsatte en mere tvivlsom, ren vokal. Måske var det hensigten? Under alle omstændigheder gav det en lidt ujævn oplevelse, som publikum dog ikke klandrede ham for. Det var tydeligt, at Kofoed var glad for at varedeklarere musikken som ‘fe’ dø’’. Bevares, det er vel ikke uden grund, at bandet er populært, men det krævede næppe fem gentagelser at få publikum overbevist. Jeg er stor fan af parolen ‘show it, don’t tell it’. Det gjorde ungersvendene da for så vidt også, men så lad værket stå alene på den konto. Metalguderne skal vide, at Neckbreakker har optrådt i en sådan grad, at debutpladen lod vente på sig, og den praksis har da også givet afkast på publikumstæften. Alligevel kan jeg heller ikke lade være med at tænke, at interaktionen med publikum var lige lovlig meget forankret i kommandoer som ‘op med hænderne’, ‘vink med armene’, og ‘skub til dem foran’. Nuvel, jeg leder måske efter hullerne i smøreosten, men vi har på dette års Mejerhell set skoleeksempler på ‘kongens efterfølger’, når bands mere organisk fik publikum med på noderne. “Silo” skulle blive sidste nummer fra Neckbreakkers hånd, og publikum kvitterede med jubelråb og klapsalver. Dødsværket var fuldbragt, og kvintetten kunne velfortjent forlade scenen og tage del i festlighederne, inden turen gik videre til næste job. Ja, de har fart på.
Knæk nu ikke nakken
På ægte jysk manér spytter Neckbreakker i hænderne, smøger ærmerne op og går grundigt til værks. Man kommer simpelthen ikke sovende til, hvor de er – og er på vej hen. End ikke et exit fra en bærende kraft som Bregendorf lader til at kunne stoppe bandet. Jeg håber ikke, deres ungdommelige energi svigter dem undervejs på deres rejse, for de har sandt for dyden fart på. Denne lørdag blev der efter min smag brugt lidt for mange kræfter på at minde publikum om, at vi havde gang i ‘fe’ dø’. Men det lader til, at jeg er ene om den anke. Publikum var lige så tørstige efter, hvad Neckbreakker leverede, som de var efter øllene i køleren. Og det er til syvende og sidst det, det handler om.
