Redaktionel bemærkning: Grundet sygdom og deraf følgende ændringer i personalet, nåede vi desværre ikke at dække aftenens første koncert med Blood Red Throne. Det beklager vi naturligvis over for både band og læsere.
Eksorcisme i kaninhullet
Det er formentlig de færreste, der ved det, men vi kan i et vist omfang takke polske Vader for, at vi stadig har mulighed for at opleve aftenens canadiske æresgæster. Kender man sin historie, vil man vide, at båndet mellem netop disse to institutioner blev smedet i modgang. Tilbage i midten af 90’erne var det netop en fælles turné med Vader, der rakte et dengang kriseramt Kataklysm en vital livslinje, hvorved de genfandt deres kerneidentitet og kom tilbage på rette spor. Aftenens program, der i øvrigt også talte de norske veteraner fra Blood Red Throne, føltes dermed som konsolideringen af en unik alliance; et broderskab, mere aktuelt end nogensinde. For Maurizio Iacono har de seneste år været en personlig kamp mod angst og depression – dæmoner vækket af årtiers ubønhørligt tråd i hamsterhjulet. Denne indre krise har blandt andet manifesteret sig gennem nummeret ”The Rabbit Hole”, en dyster metafor for det mentale fritfald, som Iacono har måttet navigere i for at genfinde fodfæstet. Spørgsmålet var derfor, hvorvidt de rå rammer i Pumpehuset kunne konvertere denne personlige krise til en form for kollektiv eksorcisme.
Vader
Historisk tyngde
Historiens vingesus var som nævnt tydeligt, og allerede da Vader trådte frem på scenen, stod det klart, hvor lang tid der var gået siden deres første besøg i Pumpehuset. Ifølge bandet selv fandt det sted i februar 1993 – og 33 år senere stod de samme sted og beviste, at tid ikke nødvendigvis er en begrænsning i ekstremmetal. Tværtimod. Vader gik på scenen til tonerne af en Star Wars-inspireret dødsmarch, og pludselig faldt alting på plads. Bandet var ældre end undertegnede, og dermed var den klassiske aldersdynamik for idoldyrkelse intakt – men det tog ikke mange minutter at indse, at det i højere grad var publikum end Vader, der var blevet ældre.
Leverede varen
For Vader leverede varen. Uden omsvøb. Riffs og soloer sad stadig knivskarpt, og guitarpick-tempoet havde ikke mistet sit bid. Det rejste et nærliggende spørgsmål: Skulle man stoppe med at headbange, bare fordi man blev ældre? Vader gav et rungende nej. Når bandet stod på række og leverede synkron headbanging, blev det svært ikke selv at give efter og lade sig opsluge af deres univers. Trommesiden var ligeledes værd at fremhæve. Med Michał Andrzejczyk bag tønderne siden 2022 var der kommet nyt blod til, uden at det gik ud over bandets signatur. Tempoet var hæsblæsende fra start til slut, og præcisionen var intakt – et konstant bombardement, der drev koncerten frem uden ophold. Der var dog også plads til kritik. Showet fremstod til tider rutinepræget. Bandet indtog de samme positioner, arbejdede ud fra en velkendt struktur og introducerede stort set hvert nummer med korte speaks. Det fungerede, men overraskede ikke. De mellemliggende speaks havde dog en oprigtig taknemmelighed i sig. Vader udstrålede både stolthed og ydmyghed over stadig at kunne stå på scenen efter så mange år – og netop den følelse smittede. Det var den slags autenticitet, der altid talte i regnskabet.
Bedst var det dog, da Vader spillede, og grebet om publikum var urokkeligt. Under “Cold Demons” kulminerede energien, og Vader fik for alvor sat gang i salen, hvor både moshpit og circle pits brød ud. Gulvet foran scenen forvandlede sig til et kaotisk, men kontrolleret inferno. Publikum kvitterede. Under de groovy passager i “Lead Us!!!” ramte fællesskabet sit klimaks i et massivt, homogent HEY-brøl, der for en stund ophævede skellet mellem band og sal.
Den perfekte afrunding
Da bandet forlod scenen til de let genkendelige toner af den ægte ”Imperial March”, føltes det som en værdig afrunding – cirklen var sluttet, og Vader havde gjort deres pligt. Men i stedet for at lade det blive ved det valgte de at vende tilbage. Ikke for et ekstranummer, men for noget mere simpelt. De stillede sig ansigt til ansigt med publikum og blev stående i flere minutter. Uden instrumenter. Uden larm. Taknemmeligheden kunne mærkes. Vader beviste, at erfaring og rutine ikke behøvede at være en hæmsko – det kunne lige så vel være fundamentet for en bundsolid koncertoplevelse. Selvom showet til tider savnede variation, blev det opvejet af en urokkelig energi, teknisk overskud og en ægte forbindelse til publikum. 33 år efter deres første besøg i Pumpehuset stod Vader stadig som en urkraft i genren: måske ikke nyskabende, men kompromisløst effektive og stadig i stand til at samle salen i én fælles bevægelse.
Kataklysm
Kom nu!
Kataklysm ramte Pumpehuset med en tungere lyd end tidligere på aftenen, men også med et markant stærkere groove, der fik publikum til at bevæge nakken i takt på et højere niveau end hidtil. De taktfaste klap og den umiddelbare hyldest til aftenens hovednavn vidnede om, at forventningerne var til stede – også selvom salen ved koncertens start ikke var helt så fyldt som under Vaders afslutning. En venlig opfodring fra nærværende anmelder: Kom nu ind fra rygerområdet og baren og vær med! Folk dryppede dog ind i løbet af de første numre og fandt deres pladser, og måske netop på baggrund af denne bevægelse i publikum virkede Kataklysm en smule tøvende i opstarten af deres sæt. Men ved “Die as a King” faldt brikkerne på plads. Bandet var varmet op, publikum var samlet, og energien begyndte at flyde frit. Moshpits opstod, og en enkelt crowdsurfer brød gennem overfladen. Herfra viste Kataklysm deres styrke: en pågående og nærmest insisterende energi, der konstant søgte ud over scenekanten og ind i publikum. Især på numre som “Prevail” og “Soul Destroyer” blev det tydeligt, hvor effektivt bandet arbejdede med energi og groove som drivkraft.
Kaninhullet
Midt i sættet skiftede stemningen karakter. Den indledningsvis nævnte indre krise trådte frem som forudset under “The Rabbit Hole”. Dette ikke kun som sang, men som fortælling. Maurizio Iacono satte ord på den dystre virkelighed og beskrev verden som et mørkere sted end nogensinde. Det var et tungt øjeblik, men også et øjeblik, hvor publikum kunne genkende og identificere sig med bandets budskab. Vi lever i mørke tider. Men netop her lå styrken. For lige så hurtigt som mørket blev introduceret, vendte Iacono det til noget samlende. Han løftede salen med en påmindelse om det fællesskab, der findes i metalmiljøet – et fællesskab, der kan fungere som modvægt til det personlige og kollektive mørke. Her blev koncerten til den føromtalte kollektive eksorcisme. Det var dog også her i denne periode, at sættet kortvarigt mistede en smule momentum. Den tunge tematik og skiftet i intensitet skabte en naturlig bølgedal.
Eksorcismen
Til gengæld ramte Kataklysm hårdt igen. Med “In Shadows & Dust” og “As I Slither” genfandt de både tempo og pondus og cementerede deres plads i genrens historiebøger. Det var her, erfaringen og bandets imponerende katalogs tyngde for alvor kom til sin ret. Iacono vendte flere gange tilbage til aftenens tema om taknemmelighed – over for sine bandkammerater, sit bagland og publikum. Med en simpel, men effektiv opfordring: “Ændr jer aldrig.” Det var måske banalt, men det føltes oprigtigt, og det landede rent i salen. Inddragelsen af superfan Anders, som besøgte scenen i konstant headbanging og afslutningsvis stagedivede, cementerede dette. Budskabet fra Kataklysm var på aftenen klart, da det flere gange blev nævnt, at vi skulle sørge for at leve nu og lade intet stå i vejen for det, vi vil. Og publikum svarede igen. Bandet fyrede op under salen med rendyrkede headbangere, mens røgkanonerne sendte massive skyer ud over publikum. Under “At the Edge of the World” kulminerede det hele i ren ekstase – en fælles frigørelse, hvor både band og publikum gav slip. Kataklysm formåede dermed at omsætte personlig krise til kollektiv energi. Ikke uden små ujævnheder undervejs, men med en autenticitet og gennemslagskraft, der gjorde oplevelsen både nærværende og vedkommende.
