The Nocturnal Affair

Fra Las Vegas’ neonlys til Vegas mørke

Forventningerne til The Nocturnal Affair er vokset støt, siden de med albummet Meta fra 2022 for alvor markerede sig på den alternative metalscene. Bandet fra Las Vegas har tidligere imponeret som support for navne som Ville Valo og 10 Years, hvilket har placeret dem i et spændingsfelt mellem HIMs melankolske love metal og Type O Negatives dystre tyngde. Med deres moderne dark rock var der lagt op til en atmosfærisk åbning, hvor især Brendan Shanes vokal på forhånd var det store trækplaster.

Melankoliens tunge vingesus og barytonens magt

Da de første toner fra "Into the Fire" ramte salen, stod det hurtigt klart, at The Nocturnal Affair ikke blot er et ligegyldigt opvarmningsband, men en velolieret maskine. Brendan Shane indtog scenen med lige dele udseende og sceneaktivitet som David Draiman fra Disturbed og stemme med lækre noter af Peter Steele fra førnævnte Type O. Hans dybe, fyldige baryton lagde en solid bund under de industrielle undertoner og de tunge guitarriffs, som kendetegner flere af numrene.

Bandets evne til at blande det gotiske med en mere aggressiv, moderne metalkant fungerede upåklageligt i live-regi. Særligt deres single “Oxygen” viste en mere sårbar side, uden at de mistede den dystre pondus, der gennemsyrer deres eget materiale fra Meta. Musikalsk blev der eksekveret med en præcision, hvor især samspillet mellem de tunge rytmer og de atmosfæriske synth-flader skabte et imponerende lydbillede. Selvom de som opvarmning havde begrænset plads, formåede de at skabe et visuelt univers, der matchede deres lyd, mørkt, intenst og dragende, samtidig med at særligt forsangeren formåede at give fysikken stor udfoldelse på få kvadratmeter. Der var ingen unødig snak ud over lidt smiger til værtslandet og vores mad samt øl. De lod musikken opbygge en spænding, som holdt publikum i et jerngreb. Det stærke favntag blev lidt fjollet til sidst, men publikum var med på spøgen, og der blev sunget glad med på covernummeret “What is love” som afslutning på det 30 minutter lange set.

En lovende optakt til nattens gerninger

The Nocturnal Affair leverede en glimrende præstation, og de kunne måske blive et spændende navn at følge indenfor moderne mørk rock, hvis de blev lidt mere produktive. De formåede at løfte opgaven som support ved at skabe den rette melankolske stemning, uden at det nogensinde blev stillestående eller kedeligt. Med en karismatisk frontmand og et par velskrevne sange beviste de, at de har substansen til at nå langt ud over Las Vegas’ bygrænse. En solid og yderst stemningsfuld start på aftenen.

7/10

HATE

Polsk præcision i skyggen af de største

Når polske HATE indtager scenen som opvarmning, er det ikke blot en pligtmæssig seance, der skal overstås. Med en diskografi, der tæller milepæle som Auric Gates of Veles og det seneste mørke kapitel Rugia, har forsanger “Adam the First Sinner” og hans kumpaner opbygget et ry for at levere en nådesløs og teknisk overlegen blackened death metal. Forventningerne er altid farvet af deres evne til at blande Behemoths storladenhed med Belphegors kompromisløse aggression. Efter års intens turnéaktivitet forventede vi intet mindre end en sonisk magtdemonstration, som kun sande mørkemænd kan levere den.

Et rituelt angreb på sanserne

Masser af props på scenen og rigeligt med corpse paint satte scenen i den rette stemning til skiftet fra dark rock til blackened death. Fra det øjeblik de første toner af "Bellum Regiis" skar gennem luften, stod det klart, at HATE ikke var kommet for at agere statist. ATF Sinner stod som en urokkelig monolit i front, og hans autoritære vokal og præcise guitarkonstruktioner udgjorde rygraden i deres rituelle fremførelse. Koncerten var en rejse gennem bandets nyere materiale, hvor blandt andet den monumentale "Lux Aeterna" demonstrerede deres evne til at balancere mellem det atmosfæriske og det direkte brutale. Stilen var præget af en iskold polsk præcision, hvor trommespillet, anført af en hyper-fokuseret indsats bag kedlerne, leverede blastbeats med en maskinel nøjagtighed, der føltes som et fysisk overgreb. Sangene vævede sig sammen af mørke lydflader og særligt fremførelsen af "Erebos", som med sit tunge, slæbende groove viste en mere nuanceret side af bandet, uden at de mistede den underliggende følelse af ondskab. Det er denne evne til at skabe en lydmur, der er både teknisk kompleks og emotionelt knusende, som gør HATE til en unik oplevelse live. De formår at transformere en opvarmningstjans til en ceremoni, hvor hver eneste tone føles vægtig og gennemtænkt.

En sortseende succes uden sidestykke

HATE leverede en lektion i, hvordan man som supportband tager ejerskab over en scene. De mødte de tårnhøje forventninger med en optræden, der var både iskold, teknisk overlegen og atmosfærisk mættet. Ved at trække på deres stærkeste materiale og en kompromisløs visuel stil beviste de, at de er langt mere end blot en parentes i polsk metalhistorie. Det var et intenst og dystert midterste opvarmningsband, der efterlod publikum både møre og imponerede.

8/10

Crystal Lake

Krystalklar forventning om kaos

Som tredje opvarmningsnavn for Fear Factory kunne Crystal Lake nemt være havnet i rollen som aftenens energimæssige mellemmåltid. Det var der dog ingen grund til at frygte. Japanerne har gennem flere år opbygget et ry som en formidabel live-maskine, og med The Weight of Sound har bandet samtidig fået nyt materiale at slå i bordet med. Det interessante var især, om John Robert Centorrinos afgang som frontmand tidligere i år ville præge bandet og deres udtryk.

Crystal Lake åbnede sluserne

Der gik ikke mange sekunder, før det stod klart, at Crystal Lake ikke havde tænkt sig at opføre sig som et opvarmningsband. Den nye forsanger PK var mere end en fuldfed erstatning og indtog scenen med den slags selvtillid, der får en mand til at ligne en frontfigur, selv når han står foran et publikum, der primært er kommet for Fear Factory. Publikum kvitterede straks med fysisk aktivitet fra første riff, hvor gulvet nærmest blev et ekstra instrument: moshpit, circlepit, wall of death og konstant bevægelse blev en integreret del af koncerten. Crystal Lake spillede ikke bare til publikum, men fik publikum til at spille med. PK endte selv med at crowdsurfe lidt i den lille sal.

Instrumentalt er Yudai Miyamoto, T.J., Mitsuru og Gaku Taura en særdeles velkørende enhed. De nye numre, ikke mindst ”BlüdGod”, ”Neversleep” og titelnummeret, fungerede fint sammen med ældre favoritter som ”Apollo”, ”Watch Me Burn” og ”Lost in Forever”. De spillede lige så tight, som de spillede vanvittigt hurtigt. Jeg havde virkelig ikke forventet, at jeg selv eller publikum ville være klar til et tredje opvarmningsband, og så et progressivt metalcore band klemt ind mellem HATE og Fear Factory. Men når hele salen hoppede, råbte og moshede, var det svært at finde fejl i det umiddelbart besynderlige lineup.

Tredje support? Mere som førsteprioritet

Crystal Lake burde på papiret have haft en utaknemmelig opgave som tredje opvarmningsband. I praksis føltes det snarere som et band, der allerede havde vundet aftenen, inden Fear Factory overhovedet gik på. PK beviste, at han kunne løfte rollen, mens resten af bandet leverede en kompakt og nådesløs mur af metalcore.

Det var vanskeligt at sætte en finger på ret meget undervejs. Crystal Lake er en liveoplevelse, du skal unde dig selv. Det var en vanvittig energiudladning, og hvis der var nogen til stede i Stauning Salen onsdag aften, der ikke kunne lide metalcore, kan jeg her afsløre, at alle stod med brede, men stadig onde,smil i hele hovedet fra start til slut, og efter koncerten var der lang kø ved merch-salget.

9/10

Fear Factory

Når maskinen skal genstartes

Der var gode grunde til at være spændt på Fear Factorys besøg på Vega. Aggression Continuum har vist, at bandets industrielle dødsmetal stadig kan bide fra sig, men siden udgivelsen var Burton C. Bell forsvundet, mens den nye forsanger Milo Silvestro og trommeslager Pete Webber var kommet til. Med Dino Cazares som eneste oprindelige medlem var spørgsmålet derfor ikke bare, om Fear Factory stadig kunne levere de gamle klassikere, men om denne nye udgave kunne føles som det samme band.

Gammel software, ny frontmand

De tre supportbands havde på hver deres måde leveret en mindeværdig aften og gjorde det svært for hovednavnet. Fear Factory havde derfor noget at leve op til, og det begyndte katastrofalt. Milo Silvestro gjorde hurtigt enhver bekymring over vokalskiftet til virkelighed. Der var ikke kraft i hverken de rene stykker, eller når der skulle growles. Det var tørt og tamt som den vokale version af Lars Ulrich på St. Anger, så man bare hørte en hul ping-lyd. Silvestro kunne ikke genskabe den særlige blanding af industriel kulde og menneskelig desperation, som Bell gav materialet. Og når sættet primært var bygget op om numre, publikum allerede kender til hudløshed, bliver spørgsmålet uundgåeligt: Er dette en ny Fear Factory-æra eller en ringe genopførelse af den gamle? Ret skal være ret. De virkede glade for at spille, og Silvestro formåede at lokke flere og flere til at vende tilbage til koncerten, og med “Zero Signal” fik de også gang i gulvet. Hver især holdt bandmedlemmerne deres egen fest, og der blev klasket maskinelt uden sammenhæng. Der blev forsøgt lidt samspil på deres nyeste single, “Roboticist”, der for mig lyder som en blanding af hardcore og så Fear Factory. Det ville måske fungere, hvis det ikke lige var netop Fear Factory, jeg var til koncert med.

De forlod scenen efter 50 minutter, men efter lidt tilråb og klapperi var de klar til ekstranumre, som startede med ”Demanufacture”, der naturligvis fungerede, som de mesterlige klassikere de er. Den del af publikum, der ikke var gået hjem, sang med, pitten levede, og ”Replica” og ”Resurrection” var nærmest umulige at ødelægge og blev leveret som de to afsluttende numre. Sammenlignet med den næsten eksplosive energi, som især Crystal Lake og de andre intense opvarmningsbands havde leveret tidligere på aftenen, føltes Fear Factorys industrielle præcision paradoksalt nok lidt mindre levende. Maskinen fungerede hakkende, men manglede mere end bare en smule olie.

En tarantel forvandlet til et fembenet stankelben

Fear Factory leverede ikke en godkendt koncert. Det ville være både urimeligt og i modstrid med virkeligheden at acceptere deres præstation, selvom publikum lod sig rive med og var i højt humør. Milo Silvestro viste, at han ikke kan udfylde de enorme støvler efter Burton C. Bell. Jeg har ikke noget imod, at han afprøver nye ting og hele tiden skal bruge sin rytmeboks til at ændre lyden af sit eget output, men det er uværdigt, når det lyder dårligt, lige meget hvad der gøres ved den stemme. Dino og Tony virkede som glade gamle mænd, der ikke kunne høre, hvad den anden lavede, og ikke vidste, at der sad en trommeslager bag dem. Som nostalgimaskine kan der måske være potentiale på en god dag, men nogen ny æra med de gamle giganter kan jeg ikke forestille mig.

4/10