Jeg havde aldrig oplevet Destruction på dansk grund før, men til gengæld set dem nogle gange på Wacken. Derfor så jeg frem til endelig at se dem indedøres i Danmark. Da vi bevægede os mod Klippen, var det i den tro at vi også skulle nyde to andre glimrende thrash-bands, nemlig Gamma Bomb og Bonded By Blood, men til min store skræk var det de totalt intetsigende dødsentusiaster fra Debauchery, der stod på scenen da vi ankom. Hvad der lige var sket med programmet var der ikke rigtig nogen der kunne svare på, men fakta var at Gamma Bomb og Bonded By Blood, som havde stået på plakaten (og biletten) i månedsvis var blevet erststtet af Scared To Death, som jeg gik glip af og ligegyldige Debauchery, der heldigvis var ved at slutte af, kort efter vores ankomst. Så blev det Destructions tur til at levere varen, hvilket blev gjort med stil og overbevisning. Destruction spillede pisse fedt og hamrende tight denne aften og lyden var noget nær perfekt fra starten og den ene klassiker afløste den anden. Der blev lagt ud med "Soul Collector" fra "Inventor Of Evil" pladen, hvorefter det ellers gik over stok og sten med "Bestial Invasion", "Total Desaster", "Mad Butcher", "Death Trap", "Antichrist", "Tormentor", "Curse The Gods", "Life Without Sense" og til min store overraskelse og endeløse fryd "Release From Agony". For helvede da et fedt thrash show i absolut Weltklasse. Der var godt nok ikke vildt mange mennesker denne aften, hvilket nok skyldes at der samtidig var Mötörhead i Vega, men de der havde valgt at indfinde sig på Klippen var godt med og der blev banget og skrålet med til den helt store guldmedalje. Af nyere klassikere, efter Schmiers tilbangevenden, blev der fyret 1-2 stk af fra hver plade, hvilket vil sige numre som: "The Butcher Strikes Back", "Thrash 'Til Death", "Nailed To The Cross", "Metal Discharge" og de to spritnye "Devolution" og "Urge (The Greed Of Gain)". Selvom drengene i Destruction vel efterhånden alle har rundet de 40 er der intet tegn på at de er fede og færdige og jeg håber sgu at de runder København igen snart ved lejlighed, for selvom de er okey på Wacken, findes der ikke noget bedre end en intens indendørs koncert, med masser af fed lyd og et inferno af klassikere.