Skib ohøj!
Ak ja, så blev det tid til atter en gang at stikke til søs med Copenhell, som havde man flået Refshaleøen fri og sat et par motorer på og marineret hele projektet i Fernet Branca. Jeg tror efterhånden, jeg har besøgt den flydende udgave af Danmarks største metalfestival lige så mange gange, som jeg har besøgt den landfaste – og selvom jeg aldrig er gået i land med den totale “wow!”-følelse, så bliver jeg ved med at komme igen, for der er nu noget grundlæggende hyggeligt over hele konceptet, og en festival, der involverer både kost og logi, vil altid trumfe dem, der ikke gør. Derudover er det altid hyggeligt at besøge Oslo og stikke næsen forbi steder som Neseblod – som i øvrigt trods ildebrand tidligere på året endnu står. Man kan faktisk bevæge sig rundt i kælderen nu, så intet er vel så skidt, at det ikke er godt for noget. Men udover at lasten var fyldt med tørstige festivaldeltagere, så havde Gloryhammer, Baest, Pallbearer, Lucifer, Ashes of Billy, Mercenary, Junkyard Drive og Swartzheim fået lov at være dem, der skulle sætte gang i festivitassen – at man så endnu aldrig har booket så meget som ét eneste norsk black metal-band, når turen nu går til Oslo, mandskabet har corpsepaint på, og der reklameres for ture til Bergen, kommer jeg aldrig til at forstå. Det er måske ikke den mest festlige genre, men when in Rome …
Oslobåden satte fra kaj omtrent kl. 15.00, og kort tid efter startede dagens program så for alvor!
Swartzheim
De unge drenge fra Aarhus – hvilket de da cementerede med en U$O-inspireret “hva’ så, hva’ så?!”-intro – indtog scenen lettere forsinket, men til tonerne af hvinende Slayer-guitar. Så var stilen lagt. De friske fyre høvlede den af fra første øjeblik med deres Exodus-møder-Power-Trip-thrash, hvor der hverken er plads til sjælere eller alskens pjat; det er bare ”fee’ hegn!” og jydecharme fra start til slut. Swartzheim har fået relativt megen opmærksom og ros – hvilket da alt sammen skyldes hårdt arbejde, men beslutningen om at fjerne alt deres materiale fra diverse platforme viste sig at bide dem noget så gevaldigt i røven, for udover de to-tre første rækker virkede publikum til at være mere interesserede i at spytte i deres fadøl og sniksnakke med hinanden. Personligt skal jeg da også blankt erkende, at trods knøsenes energi og attitude så fangede deres ganske formulariske musik mig nul og niks. Fræs og “vi smadrer jer!”-attitude er simpelthen ikke nok til at gøre bandets musik reelt spændende, og spørgsmålet er, hvad Swartzheim gør, når de ikke længere kan spille “vi er unge og seje!”-kortet, for hvis ikke de formår at skabe deres egen lyd eller på anden måde gøre sig interessante, så spår jeg dem en utroligt kort karriere.
Pallbearer
Hvem end der har tænkt, at et sløvt og tungt 70’er-inspireret doomband var en god booking til, hvad der bedst kan beskrives som en flydende bodega, burde få en solid omgang voksenskældud. Pallbearers introverte univers var så malplaceret, at man ikke fatter det. At lyd og lys så også var skrækkeligt, selv før bandet gik på, hjalp heller ikke.
Badet i både blålys og feedback var koncerten intet mindre end ulidelig, og bandet selv lignede også nogle, der hellere ville være alle andre steder end på den scene – og der gik da heller ikke længe, før folk begyndte at udvandre, men om det skyldtes musikken eller de miserable omstændigheder, er ikke til at vide. Heldigvis fik bandet da en chance for at tage revanche dagen efter – jeg sprang dog den koncert over, men jeg håber da, at alle havde en bedre oplevelse.
Junkyard Drive
Da Junkyard Drives koncert lå delvist inde i aftensmaden og delvist inde i Baests koncert, var jeg nødsaget til at skippe roskildebandets optræden, men folk fortalte mig, at det var deres bedste koncert nogensinde, og dét lyder jo godt!
Baest
Hvad kan man efterhånden sige og skrive om en Baest-koncert, som ikke allerede er blevet sagt og skrevet tusinde gange før? Jeg ved det ikke, så her kommer de sædvanlige floskler om dødsmetallens svar på D-A-D, hvilket i øvrigt er ment med både kærlighed og respekt. Som altid kørte Baest den ind med de tre S’er: charme, selvtillid og lækkert hår – kombineret med et utvivlsomt talent og den energi og legesyge, som Baest er blevet landskendte for. Det er altid en kæmpe fornøjelse at se de fyre spille, for det er bare skønt at se nogle optræde med så meget kærlighed til både musikken, publikum og hinanden – den slags energi smitter, som var det byldepesten i middelalderen. Da Baest valgte at spille hele fire nye numre, hvoraf to ikke er udgivne endnu, tog publikum imod disse, som var det en gammel ven; de elskede det, og bandet virkede decideret benovede over modtagelsen af disse. Uden at sige for meget så skal jeg da også gladeligt indrømme, at disse to nye numre, som hed henholdsvis ”Misfortunate Son” og ”King of the Sun”, er noget af det mest spændende og innovative, Baest endnu har serveret for os, så jeg er helt oprigtigt spændt på at høre bandets kommende skive, for jeg tror sgu, de – for alvor – har fat i noget rigtig godt nu! Så ja, endnu en gang kom, så og sejrede Baest.
Lucifer
Selvom tysk-svenske Lucifer er fra 2014, så spillede de en musik, der havde passet betydeligt bedre ind i 1974, hvis ikke 1964 egentlig: okkult syrerock, der trak tråde til Black Sabbath og Coven, men også til bands som Alice Cooper, Heart og sågar Ghost. Trods deres tunge 70’er-lyd, som naturligvis kom ud af nogle Orange-forstærkere, bestemt da også mindede om Pallbearer, så spillede Lucifer en helt anden slags koncert. Her var der energi, charme og masser af heksemuttersniksnak til publikum – derudover var bandet markant mere heldige med deres lyd, end stakkels Pallbearer havde været. Dog var det svært rigtigt at hidse sig op over bandets musik og univers, da man ærligt talt stod med en følelse af, at de var kommet 50 år for sent.
Gloryhammer
Jeg havde helt oprigtigt glædet mig til at se Gloryhammer live. De er et af de få power metal-bands, som både har en tilpas høj underholdningsfaktor, selvironi samt et musikalsk bagkatalog, der gør, at jeg nyder dem. At de så i mellemtiden har erstattet Thomas Winkler, og at Christopher Bowes ikke længere turnerer med dem, er en seriøs streg i regningen – og i løbet af aftenen blev disse tos fravær virkeligt understreget. Sozos Michael, den nye sanger, er sikkert en sød og rar fyr, men hans stemme når ikke Winklers til sokkeholderne, og han er markant mindre karismatisk. Kombinerer man dette med det faktum, at Bowes’ keyboarddele alle var båndede, og ligeså var en del af hans mange spoken word-passager, så fremstod Gloryhammer mest som et Gloryhammer-coverband – og ikke et specielt godt coverband. Michael slagtede alle de gamle numre; hans toneregister kunne slet ikke nå derop, og hans vokal mangler den råhed, som Winkler har – og bandet virkede egentlig heller ikke specielt oplagte; især fremstod bassisten James ’The Hootsman’ Cartwright ekstremt uoplagt. Ydermere kom det bag på mig, hvor dårligt bandets musikalske univers fungerer live. Hele deres rockoperakoncept holder slet ikke vand, når sange fra diverse plader blandes og afbrydes med illusionsknusende småsnak mellem dem. Men det værste ved koncerten var ikke bandet selv, selvom deres optræden var ganske middelmådig, nej, det var publikum. Man snakker meget om koncertpli eller mosh-pli, om man vil, og det var noget, som publikum ikke ejede skyggen af. Størstedelen af publikum virkede til at være individer, der aldrig havde været til en metalkoncert før – og folk, hvis eneste erfaring var at have set den legendariske "What the fuck is up Denny's?!"-video. I forbindelse med Copenhell, snakkes der tit om, hvor trælse “almindelige” mennesker er, netop fordi de ikke aner, hvordan man skal opføre sig til koncerter – og denne koncert var fyldt til renden med disse almindelige mennesker. Metalturister, kan vi også kalde dem – eller sågar spasmodiske trolde: uforskammede, utiltalende, uvaskede og utroligt fulde tosser, der alle kastede om sig med diverse former for enhjørninger; det er mange år siden, jeg har oplevet et så trælst publikum. Jeg ved ikke, om disse individer er så uvante med at være ude blandt andre mennesker, hvis primære kommunikationsform ikke er at kaste terninger efter hinanden eller at sniffe Warhammer-maling, men uanset hvad var de helt galt afmarcherede. Jeg var endda nødt til at rådføre mig med min power-ekspert-kollega, som forsikrede mig om, at det kun er Gloryhammer, der har så nederen et publikum – hvor heldig kan man være?
Så tak, men nej tak til Gloryhammer og co.
Ashes of Billy
Oven på en fredag med koncerter, der var både eminente, spild af tid og tåkrummende – samt alt midtimellem – var det nu blevet tid til et aftenprogram, der egentlig primært bestod af gengangere (Pallbearer, Baest og Gloryhammer spillede alle to gange i løbet af denne weekend; vi har dog valgt kun at anmelde deres første koncerter), men der var dog lige Ashes of Billy og Mercenary, der manglede at vise, hvad de har lavet af!
Lad mig starte med at understrege, at grunge og 90’er-alt-metalbølgen aldrig har sagt mig noget og aldrig kommer til at sige mig noget. Derudover er jeg svær at imponere, og argumentet om, at bandet er unge og friske, holder ikke vand. Når alt det så er sagt, så kan jeg kun sige én ting angående Ashes of Billy, og det er: Wow! Alt ved de her drenge er imponerende; selv deres entre på scenen var mesterlig – den unge trommeslager Johan, der midt under deres intromusik tonser op bag sine gryder og bare hamrer derudad, så er vi sgu i gang!
Ashes of Billy har den der “fuck jer, vi er de sejeste!”-energi, man kun har, når man er teenager, men ulig de andre ynglinge, Swartzheim, så var AoB helt utroligt charmerende og så ufatteligt oprigtige.
De spiller ikke en genre, som alle andre gør; de prøver ikke at være seje eller passe ind – for helvede, vi har at gøre med nogle teenagere, der spiller grunge i 2024! Hvem fanden gør det?! Salen var da også proppet til renden, og den gennemsnitlige tilskuer lignede en, der selv var teenager under grungens storhedstid, så roskildebandet her har afgjort formået at tappe ind i noget nostalgi, hvilket er noget, der for alvor sælger billetter. Det er svært at sige, hvad der var mest imponerende ved de tre: om det var deres publikumstække, deres optræden, deres energi, deres sammentømrede kammerateri eller Daniels helt fantastiske vokal – hvem fanden synger så godt i så ung en alder?! Det var som at høre Gavin Rossdale fra Bush jo, som min grungeelskende kollega påpegede. Hvis jeg endeligt skulle finde et hul i osten, så skulle det da være alle de gange, forsangeren undskyldte for et lydproblem, ingen havde opdaget – aldrig sig undskyld, aldrig start forfra, bare kør, mand! Ashes of Billy var en fantastisk og dejligt oprigtig koncert; så al den hype, de her drenge har fået, er fuldt fortjent. De har fat i den lange ende – så tak for at have leveret en af de bedste koncerter, jeg har set på Metal Cruise nogensinde!
Mercenary
Mercenary var, ulig Pallbearer, en fantastisk oplagt booking til Metal Cruise. Det er tilpas ufarligt til, at folk kan danse og drikke øl til det, men samtidig tilpas farligt til, at alle de gråsprængte kunne føle sig lidt onde igen. Mercenary var nogle charmerende og rutinerede herrer, der ved præcis, hvad den generelle metalbefolkning i Danmark gerne vil have, og der blev da ikke sparret på “hey, hey hey!”-passagerne eller “wooooow!”-fællessang. Faktisk føltes det, som om hvert eneste nummer havde disse, hvilket hurtigt blev utroligt ensformigt – men Mercenarys In-Flames-møder-Killswitch-Engage-metal har heller aldrig været noget, der stillede store krav til lytterne. Heldigvis behøver musik heller ikke være så abstrakt, at man skal have en ph.d., før man reelt kan værdsætte den. Min største udfordring, udover den relative monotoni, var dog, lig Gloryhammer, at alt keyboard var båndet, og keyboard spiller nu en ret stor rolle i Mercenarys lydbillede, og derfor fremstår det både kikset og utroligt uorganisk, når det så er båndet. Men Mercenary gjorde præcis det, de var blevet bestilt til, nemlig at levere en fest.
Endnu et Copenhell Cruise er nu overstået, og i det store hele var det, som det plejede. Nogle sejrede, nogle fejlede, og nogle skulle helt været blevet væk – det gælder artister såvel som publikummer. At den danske metal er overrepræsenteret, giver god mening; at jeg så ikke er den største fan af vores nationale scene sådan helt overordnet, er et migproblem, men de internationale bookinger var igen spøjse. Det undrer mig eksempelvis, at man aldrig har booket Alestorm – prøv selv at komme på et mere oplagt band, måske udover Running Wild. Ligeså undrer det mig, som før nævnt, at der aldrig er norsk black, men dét, der undrer mig allermest er, hvorfor quizzen var væk i år!? Giv dog en mand en chance for atter at vise, han er den bedste og har det bedste hold, selvom det selvfølgeligt er en automatisk sejr. Men spørgsmålet er så, om jeg kommer med båden igen næste år? Der må svaret nok være: Yaaaaarrr!