Pandæmonium, onsdag, 13:00
Det slår aldrig fejl!
Heavymetal.dk’s ondskabsfulde chefredaktør sender hvert år sitets ældste skribent, altså mig, ud på mindst én opgave, som jeg mildest talt er ret skeptisk overfor. Denne gang skete det allerede på festivalens første dag, og sågar den allerførste koncert i det hele taget. For her havde de amerikanske genre-mixere fra Dead Poet Society (DPS) med mistænkeligt poppede tendenser fået den tvivlsomme fornøjelse ikke bare at overbevise en skeptisk anmelder, men også at få sparket gang i hele festivalen. DPS har en håndfuld EP’er og to albummer i bagagen, og deres mix af alt-rock, poppet melo-core og meget andet, inklusive blues og countryrock, er forholdsvis unik.
Cirkler og ujævnheder
Præcis klokken 13:00 gik amerikanerne på, og der var vist ikke mange foran scenen, der delte min skepsis. Der gik nemlig ikke ret lang tid, før stemningen var langt bedre, end jeg tidligere har oplevet den sværeste koncert på festivalen. Altså den første. Klogt nok havde de ikke helt døde poeter valgt at lægge ud med en af deres største ørehængere, ”.intoodeep.”, og så var vi i gang. Efter et par sange udbrød forsanger Jack Underkofler: 'I wanna see a fucking pit', og som altid kvitterede Copenhell-publikummet.
Uanset hvad bandet kastede efter os – pop, tunge breakdowns, blues, country rock eller sågar Tom Morello-soloer – så fortsatte folk i pitten ufortrødent. I passende afstand til de fysiske udskejelser måtte jeg endda selv overgive mig, for min indledende skepsis viste sig at være overdreven. DPS spillede nemlig solidt, og sangene hang forbilledligt sammen. Til gengæld opstod der et andet alvorligt problem. Der var nemlig langstrakte perioder, hvor guitarist nummer to bøvlede med sine pedaler. Det førte til akavede pauser, en del forvirring og dermed efterhånden en noget ujævn oplevelse.
Der, hvor jeg stod, gjorde det ikke den store forskel, da Jack Collins tilsyneladende fik fikset sine pedaler, der gik i hvert fald noget tid, før der var en hørbar forskel. Heldigvis sluttede sættet af med en uhyre vellykket "Running In Circles", en af deres mere poppede sange. De kan godt nok spinne en catchy tune, de amerikanere, måtte jeg endnu engang erkende. Og apropos spinne, så satte ”Circles” naturligvis gang i koncertens største circlepit.
Reddet nogenlunde hjem
Efter 45 ujævne minutter var det slut. Det er aldrig nemt at åbne en festival, og slet ikke på det ukristelige tidspunkt en time efter middag. Det blev ikke bedre af massive tekniske problemer undervejs, men på trods af de åbenlyse udfordringer gjorde de døde poeter en prisværdig indsats. Koncerten blev reddet nogenlunde hjem af velkomponerede sange og et dygtigt band, der forstod at levere dem stilsikkert, især når teknikken fungerede. Selv lyden på Pandæmonium var god, hvilket absolut ikke altid er tilfældet. Det lovede godt for resten af festivalen.
