Endnu en tur gennem stjerneportalen
Sidste år udgav dødsmetalmystikerne Blood Incantation fra Denver, Colorado årets album, og da de gæstede Amager Bio for et par måneder siden, spillede de såmænd bare det, der indtil videre har været årets koncert i Danmark. Mine helt personlige forventninger var derfor hysterisk høje, da Blood Incantation gik på scenen sent lørdag aften for endnu en gang at spille hele mesterværket fra 2024, Absolute Elsewhere.
Absurd dygtig og ekstremt sympatisk
Det var ikke mere end tre år siden, amerikanerne spillede på Gehenna-scenen, og at de nu stod klar på Hades, var ganske symbolsk for den kæmpe optur, deres karriere har været på siden. Det skyldes især nyklassikeren, der udkom sidste år, og selvfølgelig den modtagelse, albummet efterfølgende har fået nærmest overalt. Scenen var dermed langt større, antallet af tilskuere tilsvarende mangedoblet, men koncerten var alligevel 1-til-1 en gentagelse af sættet fra Amager Bio. Det gjorde ikke noget – faktisk tværtimod. Absolute Elsewheres unikke blanding af teknisk/brutal dødsmetal og 70’er-prog var vi tydeligvis mange, der stadig ikke var blevet bare halvt færdige med. Atter en gang blev albummets to sider altså spillet i deres helhed, og atter en gang blev ”The Stargate” og ”The Message” leveret med både beundringsværdig præcision og sublim indlevelse af dette både absurd dygtige og ekstremt sympatiske band.
Beundringsværdigt er også, at den succes, de oplever nu, ikke er kommet ved at lefle for kommercielle trends eller via et egentligt ønske om for enhver pris at slå igennem med nogen form for gevinst for øje. Deres gennembrud er opstået, fordi de kompromisløst har fulgt deres kunstneriske ambitioner. Det kan da kun gøre enhver romantiker glad. Så på trods af alt det, som nogen givetvis vil kalde prætentiøst snobberi, så var det nede i pitten bemærkelsesværdigt at konstatere, hvor brutale og tekniske BIood Incantation stadig formår at være. Selvom fokus naturligt nok har været på prog- og ambientelementerne, der fylder så meget på Absolute Elsewhere, så fik vi masser af eksempler på, at bandets seneste album indeholder nogle af de mest brutale riffs, gruppen endnu har skrevet. Riedl og hans kumpaner kunne altså stadig levere på de gamle, brutale parametre.
Samtidig var koncerten en lektion i, hvordan man fremfører selv meget ambitiøs musik live. Altså musik spillet af levende mennesker og ikke holdt oppe af backing tracks og effekter. Det var der mange af dette års artister, der kunne tage ved lære af. Ingen nævnt, ingen glemt – I ved selv, hvem I er. Efter den episke afslutning på ”The Message [Tablet III]” havde man egentlig ikke brug for mere, men opvisningen i musikalsk symbiose var ikke slut endnu. ”Inner Paths (to Outer Space)” fra Hidden History of the Human Race og “Obliquity of the Ecliptic” fra den nylige EP Luminescent Bridge afsluttede på smukkeste vis, med et par yderst fortærskede udtryk, endnu en monumental magtdemonstration fra Blood Incantation. For mig var oplevelsen dog ikke helt oppe på perfektion som den i Amager Bio for to måneder siden. Det skyldes primært, at bandet stadig har lidt at lære i forhold til at fylde så store rammer ud, som Hades gav dem.
Enestående
Der var så meget emotionel resonans mellem band, musik og publikum under hele koncerten, at det i perioder var svært ikke at tænke på det tragiske dødsfald fredag aften, hvor Copenhell tabte sin uskyld. Især under den smukke og episke solo, der afsluttede ”Obliquity”, blev man næsten overvældet af tabet og sørgmodigheden, der krøb ind under huden. Den kommer tilbage her i skrivende stund, men det beviser bare den dybde og styrke, der er i Blood Incantations musik.
Enestående. Der er ikke andre ord tilbage.
Sætliste
”The Stargate”
”The Message”
”Inner Paths (to Outer Space)”
“Obliquity of the Ecliptic”
