Foto: Rolfrawphotos
Velkommen tilbage!
Da MØL debuterede på Copenhell tilbage i 2018, var de endnu ikke specielt kendte i Danmark. Vel var deres debutalbum udkommet et par måneder før på et internationalt pladeselskab, blandt andet til store roser fra denne skribent, men rygtet om deres mange færdigheder var ikke nået så langt ud endnu. I 2018 kom de med på et afbud og greb i den grad chancen, men på dette års Copenhell var det en anden snak. Pandæmonium-scenen er siden blevet mindst dobbelt så stor, og det er MØL vel ret beset også, mindst. Med masser af tour-erfaring og endnu et fremragende album under bæltet var det ikke underligt, at pladsen foran scenen summede af forventninger inden koncerten. Det var jo en slags hjemkomst til det, som jeg vil påstå, er århusianernes anden hjemby, nemlig København!
Blackgaze og hawaiiskjorter
Om allehånde AGF-fans vil blive mopsede over ovenstående udsagn, ved jeg ikke, men fakta er, at da MØL gik på scenen, var det til stor jubel blandt det talstærke københavnske publikum. Alle gruppens medlemmer var endnu engang klædt i spraglede hawaiiskjorter – at udfordre metallens konventioner ligger dem tydeligvis stadig på sinde, og man kan da kun elske dem for det. Århusianerne lagde fra land med ”Fraktur”, åbneren fra førnævnte Diorama, og allerede på det følgende nummer, ”Photophobic”, fik vi den første gæstevokalist: Mirza Radonjica kendt fra Siamese (og MØLs management, Prime Collective). Han har, som Kim Song også fik nævnt, en imponerende falset og står da også for samme på albummet. En sikker og overbevisende start, der ikke blev dårligere af, at chefkomponist Nicolai Busse Hansen var vendt tilbage i live-sammenhæng. Han har af private årsager i en periode ikke været med på gruppens turnéer, men Copenhell ville han forståeligt nok ikke gå glip af.
På trods af at der derfor var hele tre guitarister med denne gang, var der i flere omgange flere fotografer end bandmedlemmer på scenen. Kald mig bare gammel, og udskam min manglende forståelse for moderne SoMe-præsentation, men det forstyrrede altså min oplevelse. Et oplagt spørgsmål var, om bandet mon optrådte for publikum på pladsen eller for deres følgere på TikTok? Heldigvis var Kim Songs nærvær og indlevelse endnu engang helt i top. Resten af bandet kom også eksemplarisk og smittende ud over scenekanten, så fotografkaosset var trods alt kun en lille sten i skoen.
Og den sten forsvandt fuldstændig, efterhånden som perlerækken af nyklassikerne fra gruppens to albummer alle blev leveret med førnævnte indlevelse og overskud. Den største oplevelse, ikke bare til denne koncert, men på hele Copenhell indtil videre, var dog, da norske Kathrine Shepard (kendt for sit soloprojekt Sylvaine) kom på scenen for at synge duet på mægtige ”Diorama”. Kim annoncerede den med sårbar ærlighed: ’Vi får brug for hjælp, for denne sang har jeg skubbet foran mig’. Det var tydeligvis en krævende opgave, MØL nu begav sig ud i, og for at gøre ondt værre var der pludselig problemer med hans mikrofon. Men det gjorde intet, og al nervøsitet var overflødig, for det var så rørende, så smukt og så intens en præstation, at gåsehuden med det samme kommer tilbage, nu hvor jeg skal forsøge at sætte ord på oplevelsen. Jeg håber i den grad, at en af de mange fotografer fik foreviget den optræden for eftertiden!
Det bliver ikke meget bedre
Med den danske metalscenes bedste frontmand, og med en sangskriver, der skriver sange på et niveau, som få her til lands kan gøre ham efter, må man sige, at MØLs udgangspunkt er fornuftigt. Når de i Ken Klejs så ovenikøbet har en af landets dygtigste trommeslagere, er det jo ikke mærkeligt, at de endnu en gang leverede en toppræstation. Kun førnævnte fotografmylder og et par tekniske kiks undervejs trak ned på et fantastisk sæt fra et fantastisk band, der bliver ved med at give os fantastiske oplevelser.
Sætliste
Fraktur
Photophbic
Vestige
Penumbra
Diorama
Ligament
Serf
Jord
Bruma