Foto: Lykke Nielsen Photography
Fra to- til ensomhed
Det er efterhånden et stykke tid siden, at Hiraki har stået på egne ben uden en samarbejdende kunstner at støtte sig til. Første og seneste gang jeg oplevede dem live, var i konstellation med Meejah under A Colossal Weekend. De to artister indgik dengang i en perfekt symbiose, og deres forskellige, musikalske udtryk forgrenede sig fint ind i hinanden. Derfor var jeg spændt på, hvordan det ville lyde, når man delte disse to organismer, og Hiraki igen skulle slå rod på helt egen grund. Ifølge bandets beskrivelse af sig selv spiller de ‘progressive synthpop fra afgrundens rand,’ men hvordan det så lyder, står ikke på forhånd helt klart. Så hvordan lyder afgrunden, når man råber ned i den alene? Griber det fortættede mørke afmagtsskrigene, eller kan deres ekko skabe en ny følelse af samklang midt i mismodets ensomme skyggeland? Det måtte tiden vise.
Arvævs-vævninger
‘Den her er lidt svær at danse til’ sagde forsanger Jon Gotlev, hvorefter både han og guitaren satte i et brøl. Den faste vending lyder dog som bekendt, at man kan, hvad man vil – i hvert fald noget af tiden – og Hiraki satte da også publikum i bevægelse. Gotlev krummede sig sammen over sit elektroniske motherboard som en gal videnskabsmand over sine studier, helt opslugt af at blande synth med symfoni. Guitarist Tue Schmidt Rasmussens riffs vævede sig gennem de elektroniske elementer og skabte et kradsende lydtæppe, hvis fibres frekvenser flænsede øregangene. Sveden stod af ham i stride strømme, og hvis man vred hans krop som en karklud, ville det skabe en salttsunami. Var man så modig at stikke snuden for langt frem, var den i fare for at blive kappet af med hans guitarhals, der sammen med rytmerne huggede luften i småstykker. Trommeslager Tim Frederiksen gjorde rytmerne stoflige, så de nærmest fremstod tredimensionelle, og hans vokal gik godt i spænd med Gotlevs, idet deres afmagtsskrig komplimenterede hinandens mismod. Under sange som “The Idealist” virkede Hiraki som et band, der skar hul på sindets bug og lod følelsernes indvolde flyde ud over scenen. Der er en sårbar sjæl midt i Hirakis harakiri, og det kan mærkes. Der er noget på spil, og det spiller. Det er en flosset sjæl syet sammen af arvæv, og alvoren lå tungt i rummet. Selv mine sidemakkere, der i et lunt lune inden koncerten debatterede, hvorvidt man skulle gå kommando under kilten, virkede pludseligt andægtige. Og da Gotlev bevægede sig ud blandt publikum, veg alle respektfuldt tilbage.
Bandets kaotiske, brutale blodudgydelse under numre som “All Contrast” (fra samarbejdet med Meejah på albummet Intervowen) blev dog brudt mod koncertens sidste halvdel. Sårbarhed blev udskiftet med blødsødenhed med malplacerede keyboard-akkorder, hvis kontrast var mere distraherende end effektfuld. Gotlevs vokal dykkede fra sine vrede tinder ned i et mere afbalanceret, emotionelt lavland, og det kunne stemmen ikke helt holde til. Heldigvis kender bandmedlemmerne givetvis meget til at rejse sig fra støvet igen og kom stærkt tilbage med et brag af en afslutning.
De kan ikke stave, men de kan spille musik
Hiraki kan godt nok ikke stave til sit eget navn (hierarki), men de kan sagtens stå på egne ben (stavemåden er selvfølgelig et bevidst valg). Savnede jeg Meejah en smule? Ja, men hvis man ikke havde oplevet dem sammen, så oplevede man intet afsavn. Hiraki er et band med en klar profil, og man kan mærke, at der er lagt mange kræfter og udkrænget sjæleblod i projektet. Deres indre liv må føles som en sammenkrøllet malertube, efter de har malet scenen i alle nuancer fra den menneskelige følelsespalet. Lyden og scenelyset samlede sig i symbiotisk samhørighed, og trods en enkelt halvkvædet klavervise gik alt op i en højere enhed. Er et enkelt nummer, der falder igennem, nok til at trække en helstøbt oplevelse ned? Nej, efter en grundig grunding er jeg kommet frem til, at der skal være plads til at snuble, når man så til gengæld efterfølgende rejser sig så gevaldigt rankt som Hiraki denne aften.
