Ud af storhedens skygge
Turbanen var bundet stramt, klar til at gribe de appelsiner, som forhåbentlig ville lande i denne under det belgiske post-rockband Thots koncert. Bandet er stiftet af Grégoire Fray, som nogle måske vil kende fra Chelsea Wolfes soloprojekt. Efter at have delt rampelyset med Wolfes stjerneskær har Fray nu fundet sit eget spotlight og flyttet sit lys ud fra skæppens skygge. Basements skyggekammer kan dog kvæle flammerne i hver en ildsjæl, når de skal performe med den noget mangelfulde lyd og de pauvre rammer. Til gengæld giver scenen mulighed for at komme helt ud til publikum og etablere både en helt særlig både fysisk og sonisk nærkontakt med kældermenneskernes pøbelmængde. Spørgsmålet er dog, hvordan denne nærkontakt ville blive etableret af et band med så flyvsk og fjernt et musikalsk udtryk.
En helt appelsinfri turban
Hvad er den største synd, et band kan begå? Er det at komme anstigende på scenen i en aldeles ikke appelsinfri tilstand, så turbanen svajer under vægten af de gyldne solfrugter, mens forsangeren snøvler besoffent? Nej. Er det, når bandmedlemmer i sværvægtskategorien forsøger at stagedive på et hav af stiklingetynde teenagehænder? Nej? Heller ikke. Den største synd, et band kan begå, er at føle sig bedre end sit publikum. Thot fremførte sig verdensfjernt og uengageret på scenen, og selvom forsanger Zana Berìsha havde en fin stemme og var helt tabt i dansens hoftesving, så virkede det hele performativt og sjæleløst. Frays vokal var ligeledes en anelse endimensionel med en påtaget sårbarhed. Fray følte sig selv, men var for nærsynet til at se ud over sin næsetip og lukke sit hjertekammer op, så lytteren kunne træde ind og mærke suset fra de klaprende hjertekamre og vibrationerne fra blodets pulserende bas. Apropos bas manglede bassist Vee Lourenços at træde mere i karakter, for uden en stærk basbund til at tynge kompositionerne ned blev disse næsten poppede med et indieagtigt islæt. Både bassen og de noget ukreative trommekompositioner fik koncerten til at blive en kende kedsommelig. Selvom Thot kalder sig selv for et post-rock bans, er denne så blankpoleret uden nogen form for rust eller råhed, at man kunne blive i tvivl om, hvordan Thot passede ind i programmet. Det havde ikke i sig selv gjort noget, at de stak ud fra mængden, for der er intet galt med at være en særling. Desværre var Thot ikke mærkværdig nok til at bide mærke i. Frays guitarspil er dog bedre end hans sang, og Gud ske lov for det. På numre som “Hüzun” spiller han glimrende, melodisk og drømmende. Desværre kan resten af instrumenterne (og hans vokal) ikke følge med guitarens niveau.
Where the hoes at?
Der faldt ingen appelsiner i turbanen under Thots koncert. Med et navn som ‘Thot’ (nedsættende internetslang, der efter sigende skulle være en forkortelse af ‘that hoe over there’) havde man forventet mere attitude og mere nerve, for hvad er en luder uden lidenskab? Hvor var den promiskuøse provokation? Fray har selv forklaret, at bandnavnet i virkeligheden er en reference til den egyptiske gud Thoth … men det andet havde nu været sjovere. Med en oprindelse i Belgien er Thot ikke fransk nok til at have næsen så højt i sky. Hvis man er til selvsmagende, pseudointellektuel indierock, vil man dog være godt tilfreds.
