Sunken. Foto: Lykke Nielsen
Mosekonens mikrobryggeri
Mosekonen var på overarbejde i aften, for hun havde brygget en massiv omgang tåge til det danske blackmetalband Sunkens koncert. Tågebanker skiltes som surmælk for projektørernes lysprojektiler og smøg deres røgslør om bandmedlemmerne. Sidste gang, jeg anmeldte Sunken, var til When Copenhell Freezes Over dette anno domini 2026. Ubevandret inden for blackmetallens mørke afkroge anmeldte jeg dem, fordi jeg da dækkede festivalen i sin helhed. Det kan svare sig at holde sindets evigt roterende svingdøre åbne for nye gæster, for kun sådan udvider man sine horisonter til også at favne sit verdenssyns blinde vinkler. Spørgsmålet er således, hvor meget både bandet og jeg har udviklet os siden vort sidste møde, og om min smagspalet i mellemtiden er blevet bred nok til også at favne blackmetallens mange nuancer af sort.
På tågebankernes bred
Siden min første, noget bratte introduktion til bandet har jeg sat Sunken på, hver gang jeg sætter mig til rette i lænestolen med en god bog. De rammer nemlig præcis den frekvens, hvis lydbølger kæmmer min ellers noget krøllede hjerne og maner tankemylderet til ro. Den selvsamme svale ro indfandt sig til aftenens koncert. Det var en nærmest meditativ oplevelse, hvor al rastløshed blev revet væk af de repetitive riffs. Når man først har åbnet ørerne for temposkiftenes finesser, er der ufatteligt mange lag og farvenuancer i det ved første ørekast lidt monotone lydbilledes monokromatik. Som en frø koges langsomt i gryden under gradvis opjustering af vandets temperatur, har jeg således vadet direkte ud i blackmetallens kogekedel, og nu er der vist ingen vej tilbage.
Sceneshowet var ligesom sidst en tilrøget fornøjelse. Samspillet mellem lys og scenetåge mindede mig om den dansk-islandske kunstner Olafur Eliassons installation ’Din blinde passager’ på Arken for nogle år tilbage. Både til Sunkens koncert og ved denne installation vandrede man gennem tågebankernes hookahcafé og vænnede sit syn til en verden af hvidt. Trommeslager Joachim Højer Larsen var til tider næsten usynlig, men det var hans rytmer til gengæld ingenlunde, for de skabte en smuk bundklang. Guitarist Simon Skotte Krogh, rytmeguitarist Alexander Salling og bassist Andreas Tagmose Grønkjær spillede i symbiotisk samklang med hinanden, og selvom jeg kunne have ønsket mig en anelse mere lyd på guitaren, så var lydbilledets forskellige bestanddele ellers lagdelt perfekt. Forsanger Martin Skyum Thomasens vokal var både afmægtig og storladen, og man kunne ikke andet end føle hans skrig sprætte de gamle ar i sjælen op under sange som “Og det er lykke”.
Lykke, ulykke, de gange på rad
Men var det så lykke? Kunne dette deathcorehoved virkelig omvendes til blackmetallens mørke side? Ja, for hulen da! Det var ren lykke at have en stille stund, hvor mit hoved endelig holdt mund og kunne hengive sig til udistraheret at lytte. Der var igen en smule for meget stroboskoplys til min smag, men det er blot skårene i mine øjnes sarte linser, der taler her. Det blev stadig en smule langtrukkent til sidst, så jeg er nok stadig ikke helt beredt på at nå kogepunktet som frøen i blackmetallens sorte gryde. Med en anelse mere variation og lidt mere lyd på guitaren havde koncerten dog siddet lige i skabet.
Sætliste:
Din Røst malede Farver i luften
Og det er Lykke
Ensomhed
Dødslængsel
Når Livet går på Hæld