Foto: Rolfrawphotos
Col. Jessup in da house
Man kunne godt få den mistanke, at rækken af instrumentale metalbands har mindst en ting til fælles: De orker ikke forsangere med nykker (’is there another kind?’ hører man Col. Jessup sige). Om Pelican fra Chicago er med i den klub, skal jeg ikke kunne sige, men faktum er, at de i et kvart århundrede har spillet deres groovy post-metal uden en forsanger til at ødelægge den gode stemning. Det er en meget specifik subgenre med få, men meget dedikerede fans, og det var spændende at se, hvor mange af dem der mon ville dukke op lørdag aften i Store VEGA, hvor A Colossal Weekend 2026 skulle til at kulminere.
Pelikanen havde jo intet tøj på
Det spørgsmål var nemt at svare på, for VEGAs store sal var cirka lige så proppet som den havde været til Sunken en time tidligere. Hvad der til gengæld ikke var så nemt for Pelican, var at følge op på den magtdemonstration, vi havde været vidner til fra det eneste danske band, der fik lov at optræde i Store VEGA på dette års festival. Vist var der mange mennesker, og vist var der da en ihærdig skare af dedikerede fans, der tydeligvis nød den pelikan, de fik serveret, men der var så sandelig andre end mig, der undrede sig over, hvad fangruppen var så begejstret over. Pelican er jo tydeligvis virkeligt dygtige, men det var jo bare de samme riffs, de stod og jammede uden den store variation i over en time. Samme tempo, samme sangstrukturer og samme virkemidler hele vejen igennem. Udover deres solide grooves og enkelte ganske ferme riffs skete der jo absolut ingenting.
Når der nu var plads til det, hvorfor gik de så ikke mere amok med overdrevne soloer og andre ekvilibristiske tiltag? Eller bare en smule dynamik? Det virkede decideret fattigt og som en ret selvbegrænsende tilgang til kunsten, og der gik ikke ret lang tid, før det blev decideret kedeligt. Tomme stiløvelser, der ikke førte nogen veje hen, og uanset hvor meget jeg anstrengte mig, kunne jeg simpelthen ikke høre forskel på sangene. Vist var der fine guitarharmonier i en sang og en ikke ueffen hardrock-solo i en anden, men det er i skrivende stund umuligt at komme andre højdepunkter i hu. Efter de første tre sange fortalte Trevor de Brauw, den ene af gruppens to guitarister, at de var startet med 'some new tunes'. Fint nok, men det var som allerede indikeret helt umuligt at skelne de gamle fra de nye sange.
Tidsspilde
Noget af det mest frustrerende man som musikskribent kan komme ud for, er, når man møder sindssygt dygtige mennesker, der spilder deres tid med ligegyldigheder. At bestride at folkene bag Pelican er dygtige, er jo vanvid, men jøsses, hvor fik de lidt ud af det denne aften i VEGA. Kulminationen på dette års festival var med andre ord dansk og black-metallisk.
Sætliste
Ny sang
Ny sang, der lød som sang 1
Ny sang, der lød som sang 2
Gammel sang, der lød som sang 3
Knap så gammel sang, der lød som sang 4
Lidt ældre sang, der lød som sang 5 bortset fra lidt finger-tapping
En sang, der lød som sang 6 bortset fra introen, der lød som Sunn O)))
En sang med lidt højere tempo, som stadig brugte det samme riff som sang 7
You get the picture ...