A Colossal Weekend 2026 - Blackwater Holylight

Store VEGA, København V

Officiel vurdering: 7/10

Vi er her, men ikke fuldtallige

Trioen Blackwater Holylight fra Los Angeles har været aktive siden 2018, men har os bekendt ikke besøgt Danmark siden 2021. De spiller en psykedelisk og shoegaze-agtig doom og har her i 2026 udgivet deres fjerde og meget vellykkede album, Not Here, Not Gone, som vi desværre endnu ikke har fået anmeldt her på Heavymetal.dk. De havde fået lov til at åbne Store VEGA på A Colossal Weekends andendag, hvilket godt kan være lidt af en mundfuld for en powertrio bestående af bare guitar, bas og trommer. Der var da heller ikke mødt ret mange op i festivalens største sal kort før koncertstart klokken 19:00.

Kunsten at lave en sætliste

Faktisk var der knap kvart fyldt, men guitarist og forsanger Allison Faris startede koncerten ganske utraditionelt med at sige velkommen og tak til dem, der trods alt var mødt frem. Og så gik trioen, fuldendt med Mikayla Mayhew på bas og Eliese Dorsay på trommer, ellers i gang med deres langsomme og drømmende udgave af doom metal. Der var aldrig langt hen til den næste smukke melodi, og Allison Faris’ drømmende vokal svævede ubesværet hen over det hele. Det var ikke just en energifyldt start på festivalens dag to i Store VEGA. Efter de første sange var den nu efterhånden halvt fyldte sal ikke ligefrem på kogepunktet. Måske var der andre end mig, der lod sig forstyrre af, at trioen blev suppleret af lidt for meget backingtrack. En ekstra guitarist på scenen havde helt klart klædt det samlede udtryk.

Igen og igen blev de lyse, stemningsskabende soloer nemlig leveret fra backingtrack, og det blev lidt irriterende efterhånden. Men bedst som jeg stod og blev enig med mig selv om, at en snert mere variation og vildskab ville være velkommen, fik vi lige præcis det i ”Heavy, Why?”. Det er vel nok gruppens bedste nummer, bygget op om et mægtigt doomriff, og nu vågnede Store VEGA efterhånden også op. Samtidig gik det omsider op for mig, at sættet var designet med støt, øget intensitet for øje. Godt lavet. Og alt imens ”Giraffe” blev afviklet fra bånd – som vi kaldte det i gamle dage – byttede Faris og Mayhew pludselig instrumenter.  Vi fik nu endnu mere af den efterlyste vildskab, endda inklusive dobbeltpedal fra den ellers primært lækkert groovende Eliese Dorsay på trommerne.

Årsagen til instrumentskiftet blev aldrig helt klart, for trioen fortsatte egentlig bare i samme ubesværede stil, bortset fra at ”Spades”, sættets sidste nummer, blev afviklet som nærmest rendyrket heavy metal, og for en anmelder fra lige netop dette medie var det naturligvis yderst velkomment. Og så er det et tegn på selvtillid, at et band udelukkende spiller sange fra deres seneste album.

Solid afslutning

Blackwater Holylight sluttede med andre ord rigtigt solidt af. Tilbage står dog, at et bandmedlem nummer fire i den grad havde pyntet. Der var fine momenter, og Farris lød fantastisk, men for meget backingtrack, den forsigtige start og lidt for få rigtigt stærke momenter resulterer i syv store kranier herfra.

Sætliste

“How Will You Feel”

“Mourning After”

”Fade”

”Involuntary Haze”

”Heavy, Why?”

”Giraffe”

“Poppyfields”

“Void To Be”

”Bodies”

”Spades”