Daufødt ACW pressebillede
Punkens fremtid
Daufødt ligner umiddelbart fire flinke efterskoleelever, men under deres søde ydre gemmer sig en fantastisk rå power og masser af no bullshit-attitude. Og det er lige, hvad der er brug for, når en halvdød punkgenre skal revitaliseres. Kvartetten fra Norge spillede, lørdag aften, op til punkbal i Lille VEGA og gav så meget førstehjælp til genren, at man ikke var i tvivl om, at punken havde en fremtid … Og den fremtid hed Daufødt.
Dødsangst og cirkelspark
Den norske punkscene er helt forrygende i disse år. Tidligere på året udgav Honningbarna det fantastiske album Soft Spot, der sendte dem til Danmark, hvor de gav en vanvittig koncert i marts måned. To måneder senere skulle Daufødt gøre dem kunsten efter i Lille VEGA, og selvom det ikke helt lykkedes, så fik Daufødt vist, at de var et band, der var på vej mod noget kæmpestort.
Under den noisede intro til ”Glitter” lignede Daufødt en flok løver i bur, der bare ventede på at blive sluppet ud. Forsangeren, Annika Linn Verdal Homme, skrabede i scenens gulv, tog en dyb indånding og slog sig derefter løs. Herefter gik det over stok og sten med numre som ”Klokka” og ”Dødsangst”, der blev fremført i et voldsomt højt tempo. Og så var der ”Toxic” fra det seneste album, Glitter, der har det fedeste riff, som man umuligt kan stå stille til. Og det gjorde Homme i hvert fald heller ikke. Sangerens nærvær og høje energi kunne sagtens minde om Ditte Krøyer fra Vulvatorious og den vilde præstation, Krøyer hev frem dagen før på A Colossal Weekend. Homme var også her, der og allevegne – hvis ikke hun var oppe på scenen for at uddele cirkelspark, så gik hun rundt nede blandt folk og sang dem lige i fjæset.
Forsangeren henvendte sig til salen og håbede, at vi kunne forstå norsk. Hvis ikke var vi velkomne i merchboden bagefter koncerten, hvor bandet ville oversætte, hvad de havde sagt. Det fik hele salen til at grine, men ellers lod Daufødt musikken være deres talerør. Med den stærke ”Jeg vil bare hjem” fik de sat fokus på kvinders angst for at gå alene hjem fra byen ’uden at blive et tema i en fucking true crime-podcast’. Daufødt fortsatte i det helt høje gear med ”Knekken” og ”Ingenmannsland” fra albummet 1000 Island (sig albumtitlen på engelsk, og du får lyst til en rejecocktail). ”Ingenmannsland” måtte også vække noget i de Kvelertak-fans, der var til stede, for det lugtede godt af Ivar Nikolaisen-perioden. Til sidst smed Homme sin mikrofon fra sig og joinede moshpitten foran scenen. Koncerten boblede og sydede i et hav af sved og vildskab. Det var ’kjempe greit’, som man vist siger i Norge.
Med hovedet først
Daufødt kastede sig ud i denne koncert med hovedet først, og det blev til en forfriskende og højenergisk oplevelse for alle i Lille VEGA. Til tider kunne det være lige lovligt svært at følge med bandet, der spillede deres numre hurtigere, end man kunne nå at sige ’norsk bruttonationalprodukt’. Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at Daufødt er cremen af den punkscene, som er ved at få liv igen i Norden. Til sidst skal der igen lyde en tak til A Colossal Weekend, som satte Daufødt på programmet og dermed udbredte kendskabet til dette fabelagtige band.