Shock-legenden er blevet gammel og træt.
Bøh!!!
“Alice Cooper - Ol’ Black Eyes Is Back” sådan stod der på den billet jeg skulle vise frem i Royal Arena onsdag aften. Og den var god nok, han var tilbage. Men har han nogensinde været væk? Det er altså kun tre år siden vi var vidner til et aldeles glimrende Cooper-show på Copenhell, og seneste album, Paranormal, er ikke mere end to år gammelt.
Men hvorom alting er, så var Copenhell-koncerten af en kaliber, man kunne håbe på ville blive gentaget eller måske endda overgået denne aften på Amager. Men et særligt spørgsmål trængte sig på inden startskuddet lød: Hvor mange flere ture i manegen kan den gamle cirkushest klare?
I mere end 50 år har shock-rockens allestedsnærværende farfar underholdt masserne med sin hårde horror-rock og sit teatralske sceneshow. Den nu 71-årige Vincent Damon Furnier dannede Alice Cooper i 1966, og da han i 1975 satsede på et liv som soloartist, tog han bandnavnet og gjorde det til sit eget. Shock-rocken havde gennem 70’erne og 80’erne den ønskede effekt på amerikanske teenagere, og måske i endnu større grad på deres forældre, og med hits som “School’s Out” og senere “Poison” blev Coopers position cementeret som den mest væmmelige og skræmmende mand på den store rockscene. Vel at mærke i en tid hvor verden endnu ikke kendte til Marilyn Manson eller Slipknot.
Jeg sagde, BØH!!!
Omkring 4500 mennesker havde sikret sig plads i en nedskaleret Royal Arena, der dermed fremstod som noget nær udsolgt. Hard rock-bandet Black Stone Cherry, som det desværre ikke var muligt for undertegnede at anmelde, åbnede ballet ved 20-tiden og godt en time efter var det hovednavnets tur. Scenen - The Nightmare Castle - var en halloween-borg af pap komplet med kranier, kister og andre kulørte kulisser indrettet som Frankensteins kælder. Lige som det skal være, når vi taler Alice Cooper.
Det veloplagte band slog tonerne an til det fænomenale nummer “Feed My Frankenstein”, og ikke længe efter gjorde Cooper sin entre, da han med sin ikoniske høje hat og stok kom stille ind gennem papborgens porte. Så var vi igang og stemningen i salen var forrygende, men desværre druknede vokalen fuldstændig i alt det bulder og brag bandet skabte i symbiose med Royal Arenas til tider tvivlsomme akustik.
Da vi nåede til aftenens tredje nummer, “Bed Of Nails”, var der kommet markant bedre styr på lyden, og heldigvis blev det aldrig de samme jammerlige lydforhold som da Megadeth besøgte Bajer-Boksen i fjor. Cooper trængte igennem og bandet gav alt, hvad de havde. Dog undrede det mig, at et band der spiller forholdsvis simpel rock har brug for tre guitarister. Jeg kommer med et stille bud på, at det er for at give plads til den fabelagtige Nita Strauss, som med masser af lir og karisma er en mindst lige så stor del af showet som Alice Cooper selv. Men tre guitarister? Nej, det var mere show end det var nødvendigt.
Det var en god start, men som aftenen skred frem stod det mere og mere klart, at Cooper desværre ikke længere besidder hverken tilstedeværelse eller stemme nok til at fastholde publikum. Showet er set mange gange før, og når antallet af hits er stærkt begrænset er en koncert på godt halvanden time en lidt sej omgang at komme igennem. Tydeligvis også for Cooper selv, der efter aftenens højdepunkt, megahittet “Poison” og efterfølgeren “Roses On White Lace”, måtte ud bagved efter ilt, mens Nita Strauss gav en solo og bandet jammede over “Devil’s Food” og “Black Widow”. Og nå ja, en ret ligegyldig trommesolo skulle vi også igennem - komplet ligegyldigt og kun til for at fylde tiden ud.
Et uundgåeligt element til en Alice Cooper-koncert er alle de teatralske elementer. Dem manglede der ingen af for tre år siden på Refshaleøen, men i Arenaen var det lidt tyndt. Halvvejs inde i koncerten havde vi kun set et enkelt monster meget kortvarigt, og forstærket af den mere og mere generiske forestilling savnede man noget teater og gøgl til at redde aftenen. Det kom heldigvis i form af både guillotine, zombier og kæmpebabyer, men det var ærligt talt lidt tyndbenet, og man sad lidt med fornemmelsen af, at de enten burde gå all-in eller droppe det helt.
Efter næsten et kvarters fravær til fordel for ligegyldigt fyld, kom Alice Cooper tilbage til en håndfuld numre mere. Pausen havde ikke givet ham mere stemme, ej heller mere energi, men koncerten blev kørt hjem på rutinen med blandt andet “Teenage Frankenstein” og selvfølgelig afslutteren “School’s Out”. Slut prut og farvel og tak til Alice Cooper. Var det sidste omgang i manegen? Jeg håber det faktisk. For mandens egen skyld.
Hørte I ikke, jeg sagde bøh???
Onsdag aftens koncert var ikke andet end alle de gamle tricks og gimmicks Alice Cooper har samlet gennem årene samt et sceneshow han nok efterhånden kan i søvne. Bevares, “Poison” og et par andre numre fik næsten taget til at lette, men derudover var det en kedelig omgang med en frontmand, der er blevet for gammel.
Bandet og til dels Cooper kan deres kram, det skal der ikke herske nogen tvivl om. Musikken har et højt bundniveau og Nita Strauss er altid en oplevelse. Men vi har set det før. Mange gange. Trods nogenlunde okay underholdning kunne man snildt have lade sig nøje med en koncert-dvd hjemme i stuen, for noget nyt eller ophidsende bød showet bestemt ikke på.
Cooper og hans show fortjener uden tvivl en plads i historiebøgerne, men efter denne aften bør Vincent Damon Furnier overveje at stoppe mens legen stadig er nogenlunde god. Den uforlignelige energi, stemme og tilstedeværelse, som har været Coopers varemærke i mange år, er væk. Lad os takke manden for umenneskelig dedikation og inspiration gennem 50 gode år, men samtidig håbe at han trækker sig snarest mens æren er i behold. Ellers er det ikke manden værdigt.
