Mange metalfans begræd og klagede over, at Kreator/LoG-koncerten, der blev annonceret tilbage i 2020, konstant blev aflyst og rykket. Personligt ragede det mig en papand, da jeg havde travlt med at rase over, at Uada/Afsky-koncerten ligeså blev aflyst/rykket igen og igen. Men trods absurde odds, så lykkedes det endelig at få showet op at køre igen, og ikke nok med det, så endte det med hele tre shows i Danmark, endda hvor rollerne var byttet rundt, således at Afsky overtog tjansen som hovednavn – imponerende alligevel! Min kollega påpegede tidligere på ugen, at smilets by ikke helt havde formået at byde de to bands velkommen, så nu er spørgsmålet, om hovedstaden skulle vise, at de var klar på et seriøst black attack!
Uada
Jeg kan lige så godt spille med åbne kort, for uanset hvor godt jeg kan lide Afsky, så kom jeg for Uada. Jeg er intet mindre end decideret pjattet med deres riffdrevne black, der til tider minder mere om gedigen öldskööl heavy end iskold black metal – især så jeg frem til at blive bombarderet med numre fra Djinn-albummet. Og på den front skuffede de da heller ikke, da de hætteklædte amerikanere startede ballet med netop titelnummeret derfra. Jeg missede desværre det første minut, fordi folk insisterede på at prøve tøjet på i merchboden.
Uada var særdeles veloplagte, og især frontmand Jake Superchi svingede med lokkerne og kastede rundt med sin guitar, som var han besat – pun intended. Desværre drillede lyden, så mandens vokal fremstod noget ulden og uforståelig, ergo måtte hans mimik og gestik tale for ham. Klædt i hvidt lys og lilla røg købte man nemt illusionen om, at de fire herrer var overnaturlige væsner, der blot eksisterede for at spille sin musik. Ulig da de spillede i Aarhus, var publikum – i det store hele – da også klar på at skulle høre noget Uada, omend det var tydeligt, at jeg nok var den eneste, der reelt set var mødt op for dem og ikke for Afsky. Ej heller er Uada et snakkesaligt band, de spiller og går igen uden så meget som et ord, men mon ikke at en omgang ævl og kævl ville ødelægge illusionen? Sætlisten bestod af en god blanding fra bandets samlede diskografi, dog med et primært fokus på Djinn, som er bandets nyeste album. Det paradoksale er dog, at de har en ny plade, som er færdig og bare venter på at blive annonceret og udgivet, så et nyt nummer havde ærligt talt været på sin plads – ligeså savnede jeg et nummer som ”No Place Here”, men man kan jo ikke få det hele. Alt i alt leverede Uada varen, men det var dog tydeligt, at de blot var forretten.
Afsky
Da denne her turné første gang blev annonceret, havde Afsky netop udgivet mesterværket Ofte Jeg Drømmer Mig Død. I mellemtiden har Ole så smidt efterfølgeren, Om Hundrede År, på gaden, ergo var fokus da også på den plade – en plade jeg ikke er lige så begejstret for som min kollega, men lad det nu ligge. Der er ingen tvivl om, at Ole Luk er blevet en institution, når det handler om black metal i Danmark, og med Ofte Jeg Drømmer Mig Død blev han decideret folkeeje, så at folk var mødt så talrigt op, gav sig selv. Nok er han ikke en specielt stor mand, men når han først står på scenen med sin Flying V om halsen og udstøder det ene pinefulde skrig efter det andet, virker han som en kæmpe. Fra det sekund ”Stormfulde Hav”, åbneren fra det nye album, bragede ud i Pumpehuset, havde Afsky hele salen i sin hule hånd, og da ”Tyende Sang” – et af de bedste black metal-numre skrevet i nyere tid – kort derefter blev spillet, var det allerede tydeligt, at denne aften stod i Afskys tegn. København skulle simpelthen bare bede om det største stykke med Afsky, de kunne få, og det fik de så sandelig! Ole og Co. kunne være sluppet afsted med at spille Kandis, og folket havde labbet det i sig, og publikums glæde smittede da også hurtigt af på bandet, der – de dystre tematikker og strofer til trods – storsmilede og kastede horn til publikum. I øvrigt stor ros til bas-Martin, der fungerede fremragende som indpisker. Bandet lavede endda den klassiske “gå-ud-og-lad-som-om-vi-er-færdige-næ-snydt-ekstranummer-tihi!”-finte, noget jeg aldrig har set et black metal band gøre før – jeg ville personligt have fortrukket, at de så havde spillet et Heltekvad-nummer, nu hvor live-medlemmerne af Afsky og medlemmerne af Heltekvad stort set er de samme. Men uanset det, og uanset at jeg fortsat er større fan af Uada end Afsky (jeg synes egentlig ikke, de to bands komplimenterede hinanden specielt godt), så var dette en mageløs præstation og en fantastisk koncert, hvor alt gik op i en højere enhed.
