King Diamond
Fyrsten har fået sig en god lang snak med King Diamond om blandt andet hurtige biler, luftfugtighed, DVD planer, downloading og selvfølgelig det nye album, "The Puppet Master".
Vi kom med andre ord vidt omkring, og her får du muligheden for at læse det lange interview råt for usødet, med den flinke og entusiastiske Mr. Diamond. Desværre løb vi tør for tid, og nogle af mine planlagte spørgsmål blev derfor aldrig stillet. Måske der bliver rådet bod på dette i nærmeste fremtid - det vil tiden vise.
heavymetal.dk (HM):
I er jo lige kommet hjem fra jeres US tour, hvordan gik det?
King Diamond (KD):
Utroligt fedt simpelthen, og mange af fansene sagde også at det var det fedeste de havde set, både hvad angår setup og setliste. Også line-uppen er det fedeste vi nogensinde har haft - der er ingen tvivl om noget længere og man føler sig sikker. Og jeg tror aldrig jeg har sunget så godt før i hele mit liv simpelthen. Alle de andre rødder i bandet kom gang på gang hen til mig: ’Jeg fatter det ikke, hva’ fanden er det der er sket – du har aldrig sunget så godt før’. Jeg ved sgu ikke hvad der er sket, jeg tror bare min stemme er blevet uhyggelig meget stærkere end den har været før.
Og da vi indspillede "Puppet Master" var der en ting som garanteret lyder som en stor løgnhistorie, det gør det stadig for mig selv, men da vi var inde og lave de sidste vokaler, var der én dag tilbage i studiet – og normalt tager det mig 5-7 timer at lave vokal til ét nummer, med alle backing vokalerne og de rigtige harmonier. Så har man næsten sunget 4 shows sådan tidsmæssigt og så kan stemmen ikke ret meget mere. Her havde vi to numre tilbage og én dag at lave det i ("Christmas" og "Living Dead"), og dagen efter var et andet band booket til studiet, og jeg havde opgivet alt om at blive færdig. Men så mødtes vi kl. 10 om formiddagen, og gik i gang med den "Christmas" der, og efter 5 ½ time var den så færdig. Så tog vi 20 minutters spisebreak og bagefter var det bare i gang igen og se hvad vi kunne få ud af det.
Efter fjorten timer i studiet, hvor jeg havde sunget i tretten timer, var "Living Dead" færdig – og der er ikke noget jeg vil ændre på den i dag altså – og der er både høje og lave og alle mulige typer stemmer på det nummer også. Jeg fatter det ikke selv i dag, det lyder som om jeg sidder og fylder dig med løgn – sådan føler jeg det selv. Men stemmen var ikke meget værd næste dag.
HM:
Jeg kan forstå at store dele af pladen er optaget hos dig selv ?
KD:
Ja det er rigtigt, men ikke på sådan en måde som på hjemmegear, for det har sgu været fuldt ud professionelt, ellers havde vi ikke gjort det. Du kender mig for godt til at jeg ville skip på noget kvalitet, og jeg synes sgu også det er den plade der lyder fedest af alle dem vi har lavet.
HM:
Jeg synes det er det bedste jeg har hørt siden øh… "House Of God" (her ville jeg egentlig nævne "The Eye" fra 1990, men kommer pludselig i tanke om "House Of God" fra 2000 som også lyd mæssigt er godt skruet sammen, om end jeg fortrækker "The Eye" rent kompositorisk. Det var så bare ikke den pointe jeg fik igennem, og mit spørgsmål faldt lidt til jorden, idet jeg med mit svar/spørgsmål ville fortælle at "Puppet Master" er det bedste jeg har hørt siden "The Eye" ), men jeg synes "Puppet Master" er meget mere organisk på en eller anden måde ?
KD:
Ja der er helt klart en stor forskel på de to plader. Lydmæssigt lyder de sgu meget godt begge to, men den her lyder meget renere og slår lidt hårdere på en eller anden måde. "House Of God" er meget komprimeret i masteringen hvis du ligger mærke til det.
HM:
Jeg tror også meget skyldes den nye lineup, da den nye trommeslager (Matt Thompson) har et fedt flow i sit spil.
KD:
Det er klart, for selve spilleriet, numrene og den måde vi spiller på og så videre - jamen altså, jeg kunne ikke bede om noget bedre.
HM:
Det er jo også en fed pakke man får denne gang med dvd’en, hvor du sidder og fortæller historien der udspilles på albummet.
KD:
Det er en fed pakke, og det har været nogle gode ideér fra pladeselskabet ("Puppet Master" udgives i US af Metal Blade, og i Europa af Massacre). Det var faktisk (Metal Blade boss) Brian Slagel’s idé at lave den dvd faktisk, hvilket kom sig af at en dag var han her hos mig, sammen med præsidenten Mike Faley. Vi skulle til en selskabsmiddag, og var så her i huset hos mig først. Vi sidder så her i stuen om eftermiddagen og jeg fortæller så historien i solskin og alt det der, og han fik sgu gåsehud. Så snart jeg var færdig med at fortælle historien, sagde han at vi måtte sgu finde ud af noget - eventuelt som et bonus track eller en dvd ved siden af. Vi snakkede så lidt om det, og blev enige om at jeg skulle sidde og fortælle historien i fuld make up.
HM:
Det har givet mig en ekstra dimension til historien, da man måske kan mangle lidt detaljer når man bare sidder og læser teksterne igennem. Og her får man så historien fortalt som du ønsker den.
KD:
Klart, og det er historien fortalt frit fra leveren uden tekst, hvor vi bare tog det fra den ene ende til den anden. Det er en ting som der er fed at sidde med for en fan, og en god ledsager til teksterne.
HM:
Det er der ingen tvivl om, men det er også sjovt at hører den danske accent i King's udtale, selvom manden taler bedre engelsk end Lars Ulrich. Jeg springer dog hurtigt frem til næste spørgsmål, da jeg er meget interesseret i at høre om hvornår vi får muligheden for at se et King Diamond show på dansk jord.
Jeg kunne godt tænke mig at vide hvornår i skal turnere Europa.
KD:
Lige nu er det sådan at vi har fået en masse tilbud om at spille på en masse festivaler til sommer, og der er noget i Sverige, Finland, Italien, Spanien og Tyskland, så vi må prøve at flette noget sammen der – men vi må selvfølgelig lave en rigtig tour. Det bliver højst sandsynligt til efteråret.
Men jeg kan fortælle dig at vi har optaget næsten alle shows på denne US tour med henblik på at udgive et (dobbelt) live album, og vi går i gang med at lytte optagelserne igennem her efter jul. Miksningen og masteringen vil forgå på samme måde som på "Puppet Master". Det fik jeg ikke fortalt færdigt lige før, men den måde vi indspillede "Puppet Master" på, var at vi simpelthen tog alt de bedste gear fra Andy’s studie – han har et skide godt studie oppe i Göteborg (www.losangered.com) – og pakkede alt det bedste gear ned i to store flightcases, fløj det herover til mit hus og så simpelthen lavede min stue om til et studie. Jeg har de samme højttalere som han har, og det er de samme som de også bruger i det studie vi normalt går ind i herovre i Dallas (www.nomadrecording.com). Det er nogle fantastiske højttalere - danske i øvrigt (Dynaudio). Vi indspillede så rytme og harmoni guitarerne, bassen og det meste keyboard her, men trommerne var vi nød til at lave i det studie vi normalt bruger, og det var så også her at alle vokalerne blev indsunget. Imens blev soloerne lavet hos Andy, og efterfølgende tog vi alt gearet tilbage hertil og miksede det. Min stue er altså større end deres kontrolrum er, og vi har meget bedre lytteforhold her. Og en ting der virkelig var fedt, som man kunne se bagefter - når du sidder og mikser et sted hvor der er gulvtæpper og møbler, så får du den lyd som du ved andre folk kommer til at høre. De sidder sgu ikke i et studie og lytter til det med hårde trægulve og forskelligt skidt og lort på væggene for at frekvenserne kan ryge fra væg til væg på den rigtige måde
HM:
Det har vel også gjort at I kunne være mere afslappet, da der ikke har været noget studie ur der har tikket i baggrunden?
KD:
Det kan jeg love dig, det er helt sikkert vi har brugt mere tid på detaljer, for det har vi kunnet. Det var så fedt at kunne sidde og mikse under de forhold der og så vide at den lyd vi sidder og lytter på, bliver sådan det kommer til at lyde ude i folks stuer. For hver eneste gang man kommer hjem fra et normalt studie og lytter på det man har lavet, så er det sådan; ’Hva fanden mand, der er nogle frekvenser der ikke er rigtige’ - og så ind og lave det om igen.
Her var det bare første gang og så vidste vi at det var rigtigt. I mastering proceduren gik jeg så ind i studiet og lavede masteringen, som jeg plejer, men lavede det denne gang så meget anderledes fordi der er så mange detaljer i musikken. Den musik kan du ikke komprimere så hårdt som de fleste gør med deres musik, og som jeg vil sige vi gjorde med "House Of God". Man plejer gerne at lave det så højt som muligt og så komme kompression på så det basker. Det er første gang overhovet hvor vi har lavet en plade uden kompression, udover det man laver mens man indspiller, men det gør man altid.
HM:
Men havde det i virkeligheden ikke bare været meget nemmere at optage hele pladen ovre hos Andy, da gearet alligevel skulle flyves frem og tilbage, fordi Andy i mellemtiden skulle optage for et andet band?
KD:
Jojo, det er rigtigt nok – men der er sgu mange ting der gør sig gældende, specielt på vokalerne er det en ting som er altafgørende, og som man også mærker på turnerene. Når du er i et hotelrum, uanset om det er sommer eller vinter - deres aircondition, det er så tørt. Du tørre ud i halsen simpelthen. Om det så er vinter, som på den her tur - jeg har vinduerne stået på fuld knald åbne, og så varmen op på fuld knald for at kunne få noget luft ind med lidt fugtighed i udefra. Ellers skal man bærer de her kæmpe luft fugtigheds maskiner rundt. Og når dit slim tørre ud i halsen er det ligesom at sige: ’Kom så bakterier, nu der åbent hus’.
Når du så er ude på de her turneer (det er så en anden ting altså) så får nogle af crew medlemmerne altid en eller anden sygdom, fordi de er omkring så mange mennesker hver eneste dag, og når det først kommer på bussen, og man er lukket derinde i otte timer, så er det bare et spørgsmål om tid før det har bredt sig.
Men der er sådan en ting med vokalen – du kan ikke bare skifte et stemmebånd som du skifter strenge på en guitar. Så den her velværen har enormt meget med at gøre hvordan man har det. Det er specielt meget anderledes at sidde og lave det hjemme her. Vi kan ikke lave det hjemme hos Andy i hans stue – det kan vi her, da pladsen er her….
HM:
Jamen jeg kunne da forstå at det var et rigtigt studie han har, så jeg kan ikke se hvorfor I ikke kunne indspille der.
KD:
Jo, men budgetter har også noget med det at gøre, specielt i de her tider. Så hvis du skal have alle folk derover og sidde på hoteller, og mad og drikke og så videre. Her der boede vi i mit hus – Hasse (Hal Patino, bass) og Andy de er her, og Matt (Thompson, trommer) bor fyrre minutter herfra …..
HM:
Så det har været der man har kunne spare nogle penge, fordi jeg tænkte på at det må have kostet nogle knaster at flyve ting og sager frem og tilbage.
KD:
Jo, men i den store sammenhæng har det sgu kostet mindre end hvis man havde været i f.eks Andy’s studie. Og så er der den her ubekvemmen og chancen for at du ikke får den præstation ud som du skal have. Vi har selvfølgelig gået alt det her (regnskabet) igennem flere gange, men i det lange løb bliver bekvemmeligheden og præstationerne bedre når det bliver gjort på den her måde. Der er også nogle ting med Andy f.eks. – for når han sidder og arbejder her, så er det svine intenst. Det ville måske ikke være ligeså intenst hvis han sad i sit eget studie, og gik hjem til konen om aftenen.
Her der var det altså tolv timer, fra man stod op og så til ’Okay, nu er det nok’. Meget intenst altså.
Det samme med Hasse også – det var ikke noget med at vi fløjtede rundt på barer, og ud og spise middage. Det var simpelthen arbejde, men det var skide bekvemt fordi vi kunne lige køre over i supermarkedet og købe mad ind og så videre.
Jeg er meget involveret i tromme arrangementerne også, med idéer, og når man selv har skrevet numrene har man altid en god fornemmelse af hvad der virker og hvad der ikke virker, og jeg er nok den eneste der kan have det store overblik fordi jeg ved hvordan vokalerne skal køre.
HM:
Så det er en måde I godt kunne finde på at indspille igen?
KD:
Det er vi nødt til med vores budgetter, men det virker bedre end det nogensinde har gjort, og vi var alle sammen over tilfredse med måden. Det var ligesom: ’Hvorfor fanden er det ikke sket noget før?’. Men hvorfor det skete, var jo simpelthen på grund af alt det download fra internet, hvilket også endte op med at være årsagen til at vi aldrig fik lavet den Abigail tour. Selskabet havde simpelthen ikke pengene, da de havde mistet 30 % i gennemsnit på alle deres artister.
Men ved at vi indspillede pladen på denne måde, fik vi også pladeselskabet med på at ligge et tour budget ind i kontrakten.
HM:
Mon ikke meget af det faldende pladesalg kan skyldes at folk op gennem halvfemserne genkøbte meget af det de havde på gammelt vinyl til CD – og så tror jeg at folks købetrang daler lidt derefter. Jeg tror ikke kun det skyldes pirat kopiering.
KD:
Nej, men det er så hvad pladeselskabet siger, og vores advokat som har gået ind og tjekket på nettet.
Jeg kender en politimand i San Antonio som er en af mine allerbedste venner, og han er ofte på nettet. Jeg snakkede med ham en ganske normal onsdag eftermiddag, og så gik han op på et af de her sites, og tog de fem sidste (King Diamond) plader, og så hvor mange der sad og ventede på at downloade. Der var et gennemsnit på 116, på "Graveyard", "Spiders Lullabye", "House Of God", "Voodoo"… den ene var måske 96, den anden 150 og så videre – men et gennemsnit på 116, på en tilfældig onsdag eftermiddag. Så tænker jeg: ’Hold kæft, bliver der taget så meget væk’. Jeg kalder det tyveri simpelthen, for det er hvad det er.
HM:
Ja der er ingen tvivl om at King har en stor aversion mod meget af internettes muligheder, og netop problematikken omkring downloading kan få debatten helt op og ringe hos mange kunstnere og fans. Jeg vælger at lade den ligge her, og lister det næste spørgmål afsted inden vores tid rinder ud.
Jeg kan forstå at én af dine interesser er hurtige biler?
KD:
Ja, er du sindssyg, jeg elsker racerløb. Det er lige mig - Grand Turismo, Pro Race Driver og alle de der realistiske racerspil. Jeg går også til alle de racerløb jeg kan herovre i USA. Der har jeg fået chancen får at se Indie, og American Le Mans serien med Jan Magnussen og Tom Kristensen – dem har jeg set to gange. Og Nascar - alt hvad der rører sig hurtigt og højt.
HM:
Jeg slutter interviewet af med at spørge om der er nogle planer for en fremtidig dvd.
KD:
Der er snakket om forskellige ting og sager, hvor selskabet har snakket om at lave en koncert dvd fra de shows vi skal lave under den europæiske del af touren. Så er der to retro ting som vi er i gang med at samle materiale ind til. Ting som aldrig er blevet set før, gamle shows hvor vi har originalerne, og "Conspiracy" touren i Europa.
HM:
Dette blev så det sidste King nåede at berette om, inden næste interview stod for døren. Hvorvidt der kommer en opfølger på dette interview er endnu uvist, men i den eventuelle mellemtid kan jeg kun på det kraftigste anbefale folket at give "The Puppet Master" en solid lytter, da den virkelig vokser sig stærk med tiden. Lad dermed uhyggen brede sig i en tid med glögg, snaps, andesteg, salmer og TYK BRUN SOVS. Muhahahahha.......
Kommentarer (5)
Bjorn
Tidligere anmelder
Indlæg: 214
Feeeed Interview All Hail To
Feeeed Interview All Hail To The King And The Fürst
Bjorn
Tidligere anmelder
Indlæg: 214
Feeeed Interview All Hail To
Feeeed Interview All Hail To The King And The Fürst
Keitel
Tidligere anmelder
Indlæg: 425
Kanon interview.
Kanon interview.
Jeg kan især godt lide det med downloading- hvis de små røvhuller, der nakker andres musik ikke snart tager sig sammen-er der hverken nyt musik eller nogle tour's mere. Det er kun de store der overlever. Der skal altså penge ind, ellers kan man ikke lave musik. fat det-eller dø
Fyrsten
Tidligere anmelder
Indlæg: 181
Tak for rosen der - og ja,
Tak for rosen der - og ja, det kan være noget grimt noget med alt det piratkopiering, men uanset hvordan vi vender og drejer det tror jeg næppe King Diamond ville have solgt synderligt meget mere, selvom nettet ikke fandtes.
Der er ufattelig mange aspekter i hele denne internet/download debat.
Desuden er mange koncertbilletter blevet så fucking dyre, at hver billet snart burde inkludere et styks cd.
Jeg skammer mig bestemt ikke over de rigelige mængder kroner og ører jeg selv bruger på cd'er, dvd'er, koncertbilletter, festivaller og merchandise.
Det er dyrt at være metalhoved these days... og alt det øl der skal drikkes. Puha, det er ikke let - måske vi skulle melde os ind i heavy metal fagforening, der kunne tilgodese vores behov?
/F.
tgp88
Man kunne jo fjerne ølposten
Man kunne jo fjerne ølposten fra budgettet... Nej, vel?? :-)