Interview med Merkúr

Merkúr

I anledning af Merkúrs nye album Melancholia havde Heavymetal.dk den ære at tale med bandet en mørk aften i oktober. Merkúr er et af de allermest interessante nordiske thrashbands lige nu. Vi har en anmeldelse klar i løbet af den kommende uge.

Hvad siger I til at starte med en kort præsentation af, hvem I er, og hvilke instrumenter I spiller på albummet?

Arnar: Jeg kan sagtens starte. Jeg er Arnar Júlíusson, og jeg er den ældste i bandet og er født i 1999, hvilket betyder, at jeg er 23 – to år ældre end Birgir, der spiller bas, men det tæller stadig ... hehe.

Jeg er en af sangerne og en af guitaristerne. For et par år siden ville jeg have sagt, at jeg var den ledende sanger og guitarist, men de roller har siden delt sig ligeligt iblandt os, så nu siger jeg bare, at jeg er sanger og guitarist.

Jeg arbejder som guitarlærer og har spillet guitar de sidste ni år. Det var igennem det at spille guitar, jeg blev introduceret til metal. Til at starte med lyttede jeg mest til rock, men på et tidspunkt lærte jeg at spille ”Slither” af Velvet Revolver, hvorefter jeg begyndte at headbange, når jeg spillede sangen. Det føltes så godt, at jeg efterfølgende begyndte at lytte til noget frygteligt og forfærdeligt musik – og nu er vi her, så det endte jo alt sammen med at løse sig.

Ivan: Hvad er det for noget frygteligt musik, du lytter til, da?

Arnar: Nu til dags er det nok Lorna Shore med alt deres growling og frygtelige lyde – det er i hvert fald ikke noget, jeg ville spille for min mor, imens vi er ude og køre.

Mikael: Nu må det må vist være min tur. Jeg hedder Lars Ulrich og er trommeslager … he-he …

Spøg til side, mit navn er Mikael Magnússon, og jeg er trommeslageren i bandet. Jeg er også en aspirerende sanger – det er en lang proces, må man sige. Jeg er født i januar 2003, så det betyder, at jeg snart er de angstprovokerende 20 år.

Jeg begyndte at interessere mig for metal for mange, mange år siden, da jeg var en lille dreng. Det var min far, der introducerede mig for metal. Fra den ene dag til den anden begyndte han at spille ”For Whom The Bells Tolls”, og det føles, som om det har været mit svar på heroin lige siden.

Arnar: Det er også værd at nævne, at du er den eneste med en egentlig “musikalsk uddannelse”.

Mikael: Det er rigtigt! Jeg er den eneste i bandet med en egentlig, formel musikalsk uddannelse. Jeg har studeret trommer her på øens musikskole i otte år. Jeg startede, da jeg var otte og stoppede, da jeg var 15, eftersom de ikke underviste i andet end basal pop/rock, så på det tidspunkt var det bedre for mig at gå min egen vej og lære det hele på egen hånd.

Jeg har spillet på trommer, siden jeg var 7, hvilket betyder, at jeg har spillet trommer i 12 år nu. Ikke for at prale, men tidligere i år fik jeg prisen som den bedste trommeslager til det islandske Battle of the Bands.

Mikael: Nogen sagde, at det var langt om længe – det var jeg enig i!

Ivan: Hvor mange bands var der? 2, 3, 4, he-he …?

Mikael: Din skøre slyngel! Hvert år er det i hvert fald over 20 bands, der er med i konkurrencen. I år var der faktisk over 40 bands, der stillede op.

Ivan: 40 bands fra Island? Hmmmmm.

Mikael: Ja, det kan jeg godt forstå kan være svært at tro på!

Opsummeret, så startede jeg med at lytte til Metallica og endte i en noget tungere forgrening af rockmusikken – og nu lytter jeg også til Lorna Shore og andre deathcore-bands.

Trausti: Så er det vist ved at være min tur. Mit navn er Trausti Mar Sigurðarson. Jeg er 19 år gammel og bliver 20 om to måneder. Det er nok mig, der har været et metalhead den korteste tid. Min interesse for metal startede, da jeg hørte Skálmöld for første gang i 2016. Det var den fedeste lyd, jeg nogensinde havde hørt. Herefter begyndte jeg meget hurtigt at lede efter andre bands og endte ligesom alle andre i bandet med at høre rigtig meget Lorna Shore.

Jeg begyndte at spille guitar, da vi som band øvede allerførste gang. Det var meningen, jeg skulle være bandets frontmand …

Arnar: You sucked!

Trausti: Jaaa … men altså, så gav Arnar mig en guitar og spurgte, om jeg vidste, hvordan man spillede, jeg sagde nej, hvorefter Arnar sagde: "Super, så er du guitarist nu”.

Mikael: Altså, det var sådan her. Vi ville spille ”Whiplash” af Metallica, så vi gav ham bare en guitar og sagde: “Du ved, den tykkeste streng på guitaren, E-strengen – bare hamr løs på den, så går det hele”.

Trausti: Ja, det er nok den sang, hvor jeg har lydt bedst på overhovedet. Siden da har jeg nok overtaget rollen som førsteguitarist fra Arnar – og jeg havde faktisk overvejet, om jeg overhovedet skulle sig det i dette interview, men jeg kan også sige, at jeg havde den bedste lærer i Arnar. Han lærte mig alle sine tricks, og jeg brugte dem senere til at blive bedre end ham …

Birgir: Jeg hedder Birgir Þór Bjarnason og spiller bas. Startede med at spille bas, da vi øvede første gang. Samme historie som Trausti. Det hele startede med E-strengen, jeg er bare ikke rigtigt kommet videre fra den endnu, he-he …

Hvornår og hvordan blev I et band?

Trausti: Vi startede i 2017, og historien starter faktisk i en karatetime, hvor Mikael og Arnar hele tiden mødte op og fortalte hinanden, at nu har jeg lært den her Metallicasang, og nu har jeg lært den her Metallicasang, så på et tidspunkt spurgte jeg dem: ”Har I spillet noget sammen overhovedet?” De sagde nej, så senere den aften lavede jeg en Messenger-gruppe med os og proklamerede, at nu er vi et band. Og så blev vi et band. 

Hvad er der egentlig at lave på sådan en ø som jeres?

Arnar: Hmmm … ingen af os drikker, og skal vi være ærlige, så er der intet at lave her udover at lave musik. Der er arbejde, skole og musik. Det er det.

Hvordan vil I beskrive jeres lyd for mennesker, der ikke har hørt jeres musik?

Birgir: Vi er blevet beskrevet som post-thrash eller sågar dødsmetal eller progressive groove metal – det er vi ikke helt enige i. Men jeg synes bare, vi er “really fucking heavy”.

Arnar: Vi blev booket til et show, hvor de kaldte os et thrash-band. Og vi startede helt sikkert som et thrash-band, men … måske melodic thrash.

Mikael: “We play fast, we hit hard, and we hit heavy”.

Hvilke bands inspirerer jer?

Mikael: Som band er vi inspireret af Metallica, Lorna Shore og Skálmöld.

På den nye plade hvem skriver musikken, og hvem skriver teksterne?

Mikael: Jeg har skrevet fem ud af de syv numre på albummet. Temaet er depression. Hen over vinteren er der perioder, hvor vi kun får omkring tre timers lys. Manglen på D-vitamin giver alle beboere på øen en vinterdepression.

Birgir: … og så går alle amok om sommeren … he-he …

Trausti: Vi har faktisk en term for det her på Island. Det hedder “Short day depression”.

Arnar: Da vi gik i skole, ville lærerne installere de her store infrarøde maskiner i klasseværelserne for at give eleverne D-vitamin, kun på grund af manglende sol. Jeg tror, det var min idé at lade os inspirere af denne tilstand, og selvom depression er beskrevet ret grundigt i metalgenren, synes vi, det er vigtigt også at fokusere på et lokalt fænomen, når vi nu kommer fra en ø ude i midten af ingenting. Lidt ligesom Alien Weaponry synger i et sprog, der er næsten dødt, har vi også brug for en niche.

Mikael: Det er faktisk direkte inspiration til nummeret ”Black Mornings”. Sangen handler om, hvor træt jeg er af at have det på den måde her på Island. Jeg er meget direkte i mit sprog, og vi har faktisk også haft en idé om at kalde det nye album for Black Mornings, fordi det faktisk er hovedtemaet på pladen. Men vi synes måske alligevel ikke, det var helt dækkende, så vi prøvede også at google cool words for depression … he-he … Vi har også forsøgt os med story-telling, for.eksempel på numrene ”Blind” og ”Lost” og …

Arnar: … og ”Parasite”, som handler om Twitter … fucking Twitter … he-he …

Mikael: For tre år siden besluttede jeg mig for også at lære at spille på guitar. Jeg blev nødt at kunne kommunikere med de andre, og for eksempel nummeret ”Parasite” har jeg skrevet alene, undtagen guitarsoloen.

Trausti: You are so talented, Mikael … he-he …

Trausti: Ja, vi skriver musik ved, at vi alle får ideer, men for mit eget vedkommende tager det et halvt år om bare at komme op med et ord, så for eksempelmed sangen ”Lost”, hvor jeg havde en idé, spurgte jeg Mikael, om han ikke kunne skrive en tekst baseret på den idé.

Arnar: Men altså, hør nu her, alt det her er jo historien fra tidernes morgen om trommeslageren (Mikael), der går sådan her: Hvad sagde trommeslageren, inden han blev smidt ud af bandet? Hey guys, I have an idea for a song … he-he-he … Vi lader vores trommeslager lave lidt sangskrivning, det er helt fint for os.

Mikael: Men helt ærligt, de kan ikke smide mig ud, der er kun tre andre trommeslagere på øen …

Arnar: Ja, og ingen af dem kan spille med dobbelt stortrommepedal … He-he …

Fortæl lidt om hvordan, af hvem og hvor albummet er produceret?

Arnar: Vi har ingen anden måde at gøre det på end at gøre det selv. Jeg besluttede mig for at lære at producere. Det kan helt sikkert kan høres i vores tidligere materiale, men min udvikling kan heldigvis også høres nu. Det her album er produceret af mig. Det er faktisk delt op i to dele, så halvdelen af albummet er indspillet i en gammel kælder i en kirke, ja, faktisk et stort rum, som var lavet om til et skate-miljø, der bare lød “nasty”, den anden del af albummet blev faktisk optaget i et studie. Vokalen er indspillet i mit soveværelse, og guitarerne er indspillet forskellige steder.

Hvordan ser fremtiden ud for Merkúr?

Trausti: Vi samarbejder med en person fra juryen i Wacken Metal Battle. Lige nu drøfter vi mulighederne for en tour rundt på hele Island og efterfølgende på Færøerne.

Arnar: “The plan in short is basically to just take over the world, and the dream is to tour Europe”. Det er det, vi arbejder på.  

Tilføj kommentar