Interview med Jeppe Nygaard Christensen (A Colossal Weekend)

A Colossal Weekend poster A Colossal Weekend poster

I næste uge løber A Colossal Weekend endnu engang af stablen i større ramme end nogensinde. Vi har taget en snak med Vegas booker og medarrangør Jeppe Nygaard Christensen om årets udgave af festivalen plus meget mere.

 

Hej Jeppe, først og fremmest tusind tak for din tid og for at du ville lave dette interview med os. Vi glæder os enormt meget til at skulle dække A Colossal Weekend i år.

Kære Heavymetal.dk- selv tak! Vi glæder os til endelig at slå dørene op til ACW endnu engang. Vi er spændte og glæder os rigtig meget.

Der er efterhånden mange små nichefestivaler i Danmark, og det er svært at have kendskab til dem alle. Til de af vores læsere, som har et lille eller intet kendskab til ACW, kan du så ikke forklare, hvordan festivalen adskiller sig fra andre danske festivaler?

Jeg er egentlig ikke så meget for at sammenligne ACW med andre festivaler, eller prøve specifikt at udpege, hvor vi er forskellige fra andre. Jeg mener, at nichefestivalerne i Danmark gør et kæmpe og vigtigt stykke arbejde generelt, og at vi er vigtige for undergrunden og kreativiteten. Mange er os er non-profit og kæmper om publikums gunst med de helt store spillere med nogle helt andre budgetter. Vi prøver at skabe en festival, hvor flere forskellige niche-genrer er repræsenterede, og hvor bands og publikummer med forskellige ’ståsteder’ kan mødes og blive inspireret. Jeg synes, vi opererer i nogle rammer, der gør, at man kan opleve nogle af de her nicheacts i nogle gode rammer og så prøver vi på at have et stærkt program præget af stærk diversitet, med et international fokus, dog også med en stærk lokal forankring.

Festivalen er tæt på at kunne melde udsolgt. Hvordan ser fremtiden ud for ACW? har I planer om at rykke til større rammer eller på anden vis øge kapaciteten?

Vi er faktisk allerede i år rykket i langt større rammer end tidligere. Vi har tidligere kun været i Lille VEGA, VEGAs Lounge samt Basement, mens Ideal Bar og Råhuset også har været i spil et par år. I år har vi simpelthen taget Store VEGA i brug, hvilket giver os mulighed for at øge den daglige kapacitet fra 500 til 1000. Så det er jo intet mindre end double up :)

Vi håber fortsat at kunne blive ved med tilføje nye elementer til festivalen, men det er også et spørgsmål om, hvorvidt indholdet kan trække flere publikummer, og hvor stor vi i virkeligheden ønsker, at festivalen skal være. Vi har klart en ambition om at komme mere ud i byen og måske også involvere andre spillesteder. Omvendt er det også fedt at have det hele samlet på Vesterbro lige omkring VEGA. Nu har vi mere end fordoblet billetsalget på ét år, så må vi se, om det er en udvikling, vi vil prøve at fortsætte. Oplevelsen og stemningen er det vigtigste for os.

Vi er non-profit og uden de helt store bidragsydere eller sponsorer, så vi er på et ekstremt tight budget. Festivalen var ikke mulig, hvis ikke VEGA investerede så massivt i festivalen med lokaler, personale osv. Dette er vi også afhængige af fremadrettet, og selvom vi er næsten udsolgt i år, skal vi helst sælge hver en billet for, at det løber rundt.

Hvilke bookinger har du været særligt stolte af gennem årene?

Svært spørgsmål. Personligt topper Anna Von Hausswolff, Yndi Halda og Cult of Luna min liste, men jeg vil gerne understrege, at hvert et act, der spiller, er nøje udvalgt og er en vigtig del af årets lineup. Samarbejdet mellem Afsky og Halvcirkel er jeg også rigtig stolt af, ligesom jeg glæder mig til Zola Jesus og Absalon String Quartet i år. Nårhja, og så er jeg vildt glad for at have landet både Chat Pile og Kylesa på årets festival. Jeg er sikker på, de kommer til at gøre det godt.

I er begyndt at køre med Artist in Residence på festivalen. Sidste år faldt valget på danske Katla, i år er det Zola Jesus. Hvad gør, at valget i år er faldet på en udenlandsk artist, og hvorfor specifikt Zola Jesus?

Sidste år var det faktisk både Katla, Afsky og Halvcirkel, der var Artist in Residence. Det er lidt ’nemmere’ med de lokale acts, da de ofte har mulighed for at mødes og øve – for eksempel i forbindelse med samarbejder. Det er lidt mere ressourcetungt, når det er et internationalt act. Både for pengepungen, men også i forhold til koordinering. At valget faldt på Zola Jesus i år, skyldes dels, at hun er en mangefacetteret kunstner, der har været vidt omkring i stil og udtryk - og fordi hun specifikt ønskede at lave noget specielt til denne optræden. Det blev så foreslået, at hun udover at lave en koncert som Zola Jesus med et strygerensemble også skulle lave et show under hendes andet ’navn’ NIKA, som bliver et mere støjende og grænsesøgende indslag i Basement fredag aften/nat. Man mærker hurtigt, når en artist har interesse i at gøre lidt ekstra og udfordre sit eget kunstneriske udtryk - det var tilfældet med Zola Jesus - det er vi glade for.

Noget af det, som kendetegner ACW, er specielle koncerter, som da for eksempelvis Afsky lavede en særlig koncert med Halvcirkel i 2024. Hvilke specielle koncerter er du særligt stolte af at være lykkes med?

Du nævner selv koncerten med Afsky og Halvcirkel, som var noget helt specielt. For nogle år siden have vi Jo Quail, som er cellist, til at spille nede i Cisternerne ved Søndermarken. Det var ret vildt. Derudover er jeg meget glad for Zola Jesus / Absalon samarbejdet i år - og nu må vi se, hvor fedt det så ender med at blive. Jeg er meget optimistisk og forventningsfuld :)

Hvis vi kigger fremad, hvilke tiltag, nye rammer og idéer håber I så på at kunne tilbyde festivalens gæster?

I år er rammerne væsentlig anderledes, men jeg er superglad for, at Store VEGA er i spil. Det giver bare nogle helt andre og bedre muligheder for at imødekomme nogle større produktioner og dermed skabe nogle vildere oplevelser. Der er selvfølgelig noget logistik, vi glæder os til at se folde sig ud - især fordi vi kommer til at være flere mennesker, og fordi kapaciteterne i de forskellige sale er forskellige. I år vil der være flere ‘hang out-områder’ food trucks med mere - så man får nok lidt mere den der ‘ægte’ festivalsfølelse :)

Hvilke bands/artister drømmer du om, at der måske en dag kommer til at spille på festivalen eller lave en særlig koncert?

Jeg drømmer om at se Explosions in The Sky spille hele ’The Earth Is Not A Cold Dead Place’ i Store VEGA. Jeg gad også godt få Old Man Gloom til Danmark igen (det var en utaknemmelig opgave på Roskilde sidst), og så håber jeg snart, at Duster finder ud af at komme til Europa igen. Og så mangler vi også en indendørs koncert med Neurosis eller Converge.

Hvilke andre festivaler i både ind- og udland finder du selv inspirerende og synes, ACW måske godt kunne låne lidt idéer fra?

Det er ingen hemmelighed, at det de laver nede i Tillburg i april er noget, vi holder øje med og lader os inspirere af. Ellers så er Le Guess Who festivalen i Utrecht også en, vi holder øje med, mens Arctangent ved Bristol også er megasej. Jeg er også glad for Roskilde Festival og det, at de tager nogle chancer indenfor feltet - og jeg synes, de gør et kæmpe arbejde for at samle undergrunden og præsentere den i en kontekst der også indeholder hitlistemusikken

Hvilke ting på årets program vil du fremhæve som, ”Det må I bare ikke glip af!”?

Agriculture, Machukha, Valerian Swing, Lueenas og Zola Jesus med Absalon String Quartet. Men altså, jeg tror der er mange uforglemmelige oplevelser at finde i årets program.

Hvad med dig selv, hvad glæder du dig mest til opleve på ACW 2025?

Machukha, Agriculture, Elder og Oranssi Pazuzu.

Nogle sidste ord eller bemærkninger til vores læsere?

Kom og vær med, I vil ikke fortryde det :)