Interview med Deterium

Deterium Deterium

Fredag den 27. august debuterer danske Deterium med den spændende 'Unmapped Mind' – en ep, der både er thrashet og melodisk, fuld af energi. Dét og meget andet tog vi en snak med bandet om. Læs med lige her.

Der sidder måske et par stykker derude, som endnu ikke kender Deterium. Vil I kort præsentere jer selv og måske også fortælle, hvordan bandet opstod?
Jamen vi er nogle gutter fra København, som elsker metal. Tobias, Niclas og Christoffer kender hinanden fra gymnasietiden, og Parviz er stødt til, efter vores oprindelige bassist hoppede fra. Seneste (og meget nylige tilføjelse) er Jannick på trommer. Vi startede egentlig bare med at jamme i et øvelokale på Vesterbro og var dengang tre guitarister og ikke andet.

På fredag den 27. august er I klar med debut-ep’en Unmapped Mind, som vi her på Heavymetal.dk netop har givet flotte syv ud af ti kranier. Kan I sætte et par ord på den plade – er der et særligt tema, en bestemt stemning eller noget tredje, I bevidst har forsøgt at skabe?
Ja, og tak for det! Det er egentlig vores ærefulde første toner, som høres i mange af sangene. De fleste er skrevet tilbage mellem 2014-2015 og har fulgt med os siden. Det er selvsagt ikke alle sangene fra dengang, som vi har med, men de ’udvalgte få’. Vi forsøger musikalsk at ramme et moderne, men stadig tro take på de genrer, som vi bedst selv kan lide – og at skabe den fedeste kombination af disse. Lyrisk er temaet i den mørke afkrog af at kæmpe med forskellige psykiske udfordringer, som ikke altid er nemme at håndtere alene.

Stødte I på nogen særlige udfordringer i arbejdet med Unmapped Mind?
Absolut – som før nævnt har sangene fulgt os i en årrække. Det er heller ikke første indspilning af disse. Vi har indspillet dem i et studie tilbage i 2015, men kvaliteten af produktet synes vi ikke er højt nok til at udgive. De forblev ’demoer’ så at sige, indtil vi tog opgaven op selv.

Hvad synes I, er lykkedes allerbedst på ep’en?
Generelt er vi ret tilfredse med ’what you hear is what you get’ – vi leverer, hvad vi også leverer live. Og selve forløbet, vi har været igennem i årrækken siden første indspilning af sangene. Det har været en lang og til tider tung vej, men ikke desto mindre lærerig. Vores guitarist, Niclas, har været den klare drivkraft bag selvproduktionen.

I lader til at være et band, der har det rigtig sjovt, og jeres spilleglæde skinner klart igennem på Unmapped Mind. Hvad er det, at metalgenren kan for jer?
Vi har det skidesjovt sammen. Vi bruger jo også mange timer sammen, så det er vigtigt, vi kan have det sådan. Metalmusik og -miljøet kan noget for alle – for os som band er det energien og det, vi kan give og opleve live. Samspillet og sammenholdet, som eksisterer til en metalkoncert, kan ikke sammenlignes med noget.

Det er også tydeligt, at I har lyttet en hel del til 80’ernes store helte, herunder Metallica. Hvilke bands er I særligt inspireret af – og hvordan kommer det til udtryk i jeres musik?
Det er nemt at hive fat i mastodonterne – og selvfølgelig er vi inspireret af alt fra Metallica til Iron Maiden, Lamb of God, Trivium, Death og så videre. Vi forsøger dog at undlade genrebegrænsninger i inspirationen såvel som i selve sangskrivningen.

Hvis I skulle anbefale vores læsere ét nummer fra Unmapped Mind, hvilket ville det så være – og hvorfor?
”Misery”. Den har en speciel plads i vores hjerter grundet sin power-from-the-get-go og er en af de få sange, vi har spillet til samtlige koncerter til dato.

Hvad er den største oplevelse, I har haft med Deterium indtil videre?
At få lov at spille vores musik live i Pumpehuset. Det har altid været et fantastisk venue at se livemusik i, så det var en stor oplevelse for os.

På jeres facebookside kan man se, at I allerede arbejder på ep nummer to. Hvor langt er I i den proces?
Det er helt korrekt – og det positive er, at det hele faktisk er færdigindspillet. Vi kan også løfte sløret for, at det udkommer, inden vi rammer 2022. Det giver os samtidig en ro og noget rum til at kunne fokusere på at lave ny musik samt få indrulleret vores nye trommeslager, Jannick.

Lad os slutte med et stort spørgsmål: Hvor er Deterium om fem år?
Forhåbentlig bidt fast i den danske og måske internationale metalscene, en tour som support for et større band og med et Copenhell-hak i bæltet. Man skal drømme stort, ikke?

Vi krydser fingre for det hele! I skal have tak for jeres tid og jeres svar.