Danefae fortæller om deres nye ep

Danefae Danefae

DETEKTOREN: Er du til progressiv rock med smukke klangflader og et nordisk afsæt, er danske Danefae med garanti noget for dig. Lær bandet at kende her, hvor vi har talt med forsanger Anne Olesen.

Der sidder måske et par stykker derude, som endnu ikke kender Danefae. Vil du kort præsentere bandet og måske også fortælle, hvordan det opstod?
Vi er et firemandsorkester, der indimellem er heldige at have en pianist med. Vi består af Anne Olesen (vokalist, sangskriver og deltidspianist), Anders Mogensen (guitarist og medkomponist), Carl Emil Tofte Jensen (bassist) og Jonas Agerskov (trommeslager). Bandet er opstået meget efter bogen faktisk. Vi har allesammen nørdet musik det meste af vores liv, og på et tidspunkt lærer vi hinanden at kende gennem vores uddannelse. Jeg tror, vi opdager en fælles kærlighed til tung rock og svær musik, og så opstår der ellers bare sød musik. Jeg begynder at skrive sange, og drengene hjælper med feedback og arrangement.

Jeres bandnavn, Danefae, er jo et meget ladet ord: Det peger mod Danmark, vores kultur og vores historie. Hvad betyder det bandnavn for jer?
Vores guitarist Anders’ mor var endda så dejlig ærlig at sige, at det lød lidt som en Rasmus Paludan-fanklub! Det vil vi gerne lige understrege, at det er vi ikke! Jeg tror, navnet lå godt til os både på grund af de danske tekster, og fordi mange af vores numre er lidt en kommentar til vores kultur. Blandt andet nummeret ”Folder mine hænder” fra vores nye ep, der handler om vores tendens til at sidde i sofaen med hænderne i skødet i stedet for at tage handling. Så ja, Danefae handler om kultur, og det er både på godt og ondt, vi fortolker den.

Karakteristisk for jeres band er – som du også selv nævner – at jeres tekster er på dansk. Hvad kan det danske sprog for jer, som for eksempel engelsk ikke kan?
Altså hvis vi nu skal være helt ærlige, så skrev jeg faktisk sange på både dansk og engelsk i tidernes morgen. Men dem på engelsk var bare overhovedet ikke lige så gode. Jeg tror, at ens modersmål kan fortælle noget mere ægte. Hvis ens budskab skal oversættes til et andet sprog, tror jeg også, at noget af fortællingen går tabt. Udover det synes jeg, at det er et godt modsvar til den store globalisering, der foregår – at man anerkender sine rødder og har interesse for sit ophav.

I har netop udgivet ep’en Alene, som vi her på Heavymetal.dk gav flotte 7/10 kranier. Kan du sætte et par ord på den ep – er der et særligt tema, en bestemt stemning eller noget tredje, som I bevidst har forsøgt at skabe?
Ja, først og fremmest tusind tak for den fine anmeldelse! Det er jo tre numre, der også kommer med på vores album, og jeg tror bare, at de hang så godt sammen stemningsmæssigt. Tematisk hænger de sammen, fordi de beskriver to måder at blive ladt i stikken på – deraf titlen Alene. “Løbe” er en meget opgivende sang, der handler om, at man kan se en ende på noget, man ønsker skal vare evigt. Stemningen ændrer sig og bliver lidt mere dyster gennem efterspillet til “Løbe”, der fører over i “Folder mine hænder”, hvor nummeret i højere grad er et udtryk for frustration over at blive ladt lidt i stikken. Der er endda enkelte sarkastiske steder i teksten. Så udviklingen på ep’en er, at man går fra at være håbløs og opgivende til vred og i handling. Begge dele forgæves.

Hvis du skulle anbefale vores læsere ét nummer fra Alene, hvilket ville det så være – og hvorfor?
Det kommer selvfølgelig meget an på, hvad ens smag er. Jeg tror, ”Løbe”, det første nummer, er fedest at starte med. Det er mere direkte både i tekstformidlingen og i musikken – så lidt mere tilgængeligt, hvis man bare lige vil have et hurtigt lyt. Men generelt må jeg jo bare sige, at jeg er kæmpe fortaler for album og ep’er med en rød tråd, som vi også har prøvet at skabe på vores. Så jeg håber da, at folk har lyst til at give hele albummet et lyt, når det udkommer i efteråret.

Stødte I på nogen udfordringer i arbejdet med Alene?
Masser! ”Løbe” og ”Efterspil” var to numre, der nærmest skrev sig selv, hvorimod ”Folder mine hænder” tog vildt lang tid at færdiggøre. Udover det har der jo været den evige udfordring for upcoming artister, nemlig at få finansieret sine udgivelser. Vi har fået lidt hjælp fra Kodas vækstlagspulje og fået støtte til promo af Aalborg Kommunes musikerpulje, så det har virkelig reddet udgivelsen.

Som nævnt udgiver I senere på året jeres debutalbum, hvor numrene fra Alene også vil indgå. Kan du fortælle lidt om, hvad vi kan forvente af det album?
Altså følelsesmæssigt er det album bare en kæmpe rutsjebanetur. Det er det sådan set også rent stilistisk. Det er nogle af de lidt lettere numre, vi har udgivet indtil videre, tør jeg godt at sige i det forum her. Så lidt flere numre med guf på og også et par overraskelser i de nye sange.

Hvad er det største, I som band har oplevet indtil videre?
Altså jeg er lidt et kedeligt menneske på den måde faktisk: Jeg synes, det vildeste er, når fremmede kontakter os enten online eller efter en koncert for at sige, at de er blæst bagover af det, vi laver. Det er sødt, når ens mor gør det, men når folk, der ikke har nogen aktier i ens liv, tager sig modet og tiden til at fortælle os det – det er bare et kæmpe boost. Jeg får lyst til at vise dem alt, hvad vi laver, og skrive 20 sange dedikeret til dem! Men sådan mere koncertmæssigt var det største nok at spille på SPOT i maj. Det er sgu en ret stor festival, og stemningen var bare mega fed.

Er der noget særligt, I gerne vil opnå med Danefae – spille på en bestemt scene, sammen med et bestemt band eller noget lignende?
Jeg tror bare, at vi rigtig gerne vil spille en masse koncerter, for at være ærlig. Men altså hvis Tool ringede og sagde, de manglede opvarmning, eller Copenhell lige havde et hul i deres program, så tror jeg rimelig meget, at vi ville føle, at vi havde peaket. Det ville være ret sygt.

Apropos koncerter: Den 10. september spiller I i Gylling sammen med genrekollegaerne Advocacy og ÊTRE. Kan vi forvente flere koncerter med Danefae i den nærmeste fremtid?
De kan I i hvert fald! Vi skal ud at spille en lille håndfuld koncerter i efteråret/vinteren. Vi har ikke fået endeligt styr på alle datoer endnu, men lover at dele alle på en gang, så snart vi har! Så en lille opfordring herfra til at følge med, hvis man vil have en live experience, men ikke lige bor i oplandet til Gylling.

Den opfordring er hermed givet videre! Tak for jeres tid og jeres svar.