Copenhell 2026 – anbefalinger fra en, der ikke skal afsted
De sidste par dage har I kunnet læse diverse Copenhell-anbefalinger fra de af vores skribenter, som rent faktisk skal afsted. Men hvad med dem som ikke skal afsted?
Det jeg ville se og høre … hvis jeg altså kom!
Vi ved godt alle sammen, at den bedste bilist er bagsædechaufføren. Den bedste fodboldtræner er ham weekendfaren, der råber ad indskolingsbørn. Den bedste navigatør er ham uden GPS eller kort, men som engang boede lige i nærheden – og naturligvis er den bedste kok også ham, der sidder ovre i sofaen og ikke kan kende forskel på en stegepande og Kähler-vase, men som har utroligt mange holdninger til, hvorfor der ikke er krebinetter på menuen hver dag.
På samme måde er mine anbefalinger til årets Copenhell de absolut bedste – ikke fordi jeg ikke selv skal afsted, hvilket der er flere grunde til, men fordi du uden mig ender med at stå til en P.O.D-koncert, mens du kæmper en kamp imod det faktum, at du er tættere på de 50 end de 25.
Vanvittig Verdenshistorie (fredag kl. 12.30 – Copenhell Con)
Jeg har begået mig i heavy metal i godt og vel 20 år og ydermere ageret anmelder, ekspert og SoMe-manager i lidt mere end ti år. Dette har lært mig, at den gængse danske metalfan er historieløs, kulturløs og dybt humorforladt … heldigvis har Copenhell den helt rette løsning på alle tre problemer, nemlig Vanvittig Verdenshistorie!
Nu sidder du nok og tænker 'a’hva'ba, en podcast? Kl. 12.30 ... på en fredag?! Jamen, jeg har ikke fået fri fra arbejde!' eller 'jeg sover stadig mine tømmermænd ud der!' eller 'jamen, jeg skal over at se Håndgemeng på Panda-scenen!' Til alt det kan jeg kun sige: æv-bæv-buh, surt show, sæt dig ned og hør efter, for du trænger helt sikkert til en hulens masser røverhistorier om ingen ringere end Anton LaVey, en mand, hvis vilde liv, tanker og bøger om Satan, sex og livet har betydet så ufatteligt meget for metallens verden.
Skulle du dog lig undertegnede være forhindret i at komme enten på grund af arbejde, manglende billet eller Håndgemeng, så kan du dog glæde dig over, at showet bliver optaget og lagt ud som podcast senere i år – lidt heldig har man da lov til at være, selvom man helt klart burde sidde og tænke 'Satans også!' over, at man går glip af et særdeles underholdende show.
Morild (fredag kl. 20.30 – Gehenna)
Morild er måske ikke det største band, vi har herhjemme. Det skyldes primært, at de på grund af deres relative inaktivitet nok var gået lidt i glemmebogen hos de fleste – lige indtil de smed et af 2025’s bedste album på gaden. Men heldigvis for alle fik Disse Fugle Får Ingen At Se folk til at få både øjnene og ørerne op for, hvor topgeniale Morild egentlig er.
Kl. 20.30 er måske nok lige tidligt nok for et band som Morild, men det er jo et generelt problem med black metal og sommeren – forhåbentlig er det overskyet, når gruppen indtager Gehenna, for black metal, især Morilds post-atmosfæriske fortolkning, fungerer altså bedst, hvis man lige slukker lyset. Desværre er det ikke kun disse fugle, som ingen får at se, thi jeg ej vil være at finde på pladsen, når Morild ellers spiller op til dans … satans også!
Gaerea (fredag kl. 23.00 – Pandæmonium)
Hvis vi lige hurtigt ser bort fra, at Gaerea og jeg nok er nået til det punkt, hvor vi, hvis vi var i et forhold på Facebook, for nylig ville have ændret forholdsbeskrivelsen til 'It’s complicated', så skal I stadig gå forbi Pandæmonium på fredag for at se denne portugisiske blacktomime. Jo-jo, de har da i år formået at udgive en værre skod-plade, som var en massiv skuffelse, måske endda årets skuffelse, men det ændrer ikke på, at deres resterende diskografi nærmest udelukkende er mesterlig – og derudover er de et fabelagtigt liveband, der lig en god portvin kun er blevet bedre med årene.
Loss viste os ganske tydeligt, at Gaerea går efter at være det næste helt store stadionnavn – og det kan man jo mene om, hvad man vil, men uanset hvad skal de da have point for ambitionerne. De er større og mere tilgængelige end nogensinde før, hvilket nok betyder, at der kommer endnu flere for at se dem. Derudover overlapper de, ulig sidst de spillede på Copenhell, med absolut ingenting i år – og hvis de gør, så er det ikke relevant eller godt alligevel, så alt er godt! Så held og lykke, Gaerea, gør det, I gør bedst, og spil røven ud af maskerne. Og til alle jer, der mener, Loss er en god plade …: Vær søde at spidse ører, når de spiller alt andet derfra, så opdager I hurtigt, at I tager fejl – og så må I godt lige prøve at finde mig og erkende, at jeg har ret … nå nej, jeg kommer jo ikke … satans også!
Blood Fire Death – A Tribute to Quorthon and the Music of Bathory (lørdag kl. 23.30 – Pandæmonium)
'Jeg kan ikke lide Bathory', 'jeg kan ikke lide black metal', 'jeg kan ikke lide fisk', 'jeg kan ikke lide sovs, der ikke er lavet på pulver' … okay, de to sidste eksempler har måske ikke så meget med musik at gøre, men alligevel er der et vist barnagtigt overlap. Fair nok, at du ikke har lært at kunne lide black metal, og bevares, det er vel også en slags fair nok, at du ikke har lært at værdsætte Bathory. Men faktisk er alt det komplet og aldeles underordnet, for ekstremmetallen, dødsmetallen, vikingemetallen og sågar thrashmetallen ville være et markant fattigere sted, hvis ikke Thomas 'Quorthon' Forsberg i tidernes morgen havde skreget og skrålet om Satan, ondskab, zombier, Odin og Thor.
Jovist, Blood Fire Death – A Tribute to Quorthon and the Music of Bathory er et coverband, og det i sig selv er ikke superduperfedt. Men her skal man jo så lige bide mærke i to utroligt relevante ting: Samtlige medlemmer er legender fra legendariske bands, og Bathory nåede jo aldrig at optræde selv – nogensinde.
Med andre ord, så er det her ikke 'bare' en koncert, det er en hyldest – en ode – til en mand, der trods alle sine særprægede træk og tanker formåede at skabe musik, der influerede utallige bands og artister samt skabte rystelser igennem hele metalverdenen, som stadig den dag i dag kan mærkes. Det her er metalhistorie, det er metalkultur … og der er mødepligt. Eller … Det er der jo så tydeligvis ikke, i og med at jeg jo ikke selv kommer. Satans også …!