Zakk Wylde - Book Of Shadows II

Book Of Shadows II

· Udkom

Type:Album
Genrer:Folk Rock, Groove
Antal numre:14

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Guess who’s Zakk, Zakk again

Vi kender alle sammen Zakk Wylde, også kendt som Jeffrey Phillip Wielandt, men det er sgu ikke et særligt heavy navn, så skiftet er forståeligt. Kendt for at være Ozzys højre hånd, kendt for sin bullseye Les Paul, sit biker-udseende og især kendt for evnen til at fremmane en milliard overtoner på få sekunder. Han overraskede hele metal-samfundet i ’96 med Book of Shadows, der viste, at bag bikeren var der et bankede og blødende sydstatshjerte fyldt med dybe tekster og eminente akustiske melodier, der bragte tankerne tilbage til Lynyrd Skynyrd, Neil Young og Eagles. Book of Shadows tog folk med storm, og folk ville have mere – så meget, at hver gang Zakk kom med en ny Black Label Society-skive, var folks primære reaktion nærmest kun ”jo jo, det er da meget fint, Zakk, men øh… Kommer der en Book of Shadows 2!?”. Og det gjorde der så – 20 år efter!

Zakk attack!

Book of Shadows II er en mastodont af en skive: Zakk spiller og synger fabelagtigt, det er tungt, det er melodisk, og det er country uden at være kvalmende redneck-agtigt. Det er country med en historie og et budskab udover, at man har slået konen og er løbet tør for dåseøl og hjemmebrændt. Zakk mestrer vitterligt sin guitar, men det har han jo altid gjort, og netop den mere minimalistiske og akustiske tilgang gør, at når han så sparker op for sine super-distortede soloer, så går de rent ind, og man leder febrilsk efter en lighter, som man kan tænde og hæve højt i vejret, mens man skråler med – uden sådan rigtigt at kunne teksten.

Under de mere stille numre drømmer man sig af sted til en solstrålebeskinnet veranda i Memphis, iført en beskidt fløjlsskjorte, en kasket med et bovlamt budskab printet på forsiden og et koldt glas iste i hånden. Det er sgu et godt stykke arbejde fra Zakks side af, så jeg tager truckerhatten af for ham og ønsker i mit stillesind, at jeg selv kunne lave en skive som denne.

To be continued…?

Book of Shadows var et mesterværk, der virkeligt viste, at Zakk Wylde ikke kun er guitarist, men musiker af dimensioner. Book of Shadows II beviste, at han stadig kan, og at romancen mellem Zakk og den sydlige akustik ikke kun var et one night stand. Hvis vi er heldige, forbarmer Zakk sig over os og vælger at udgive en 3. bog indenfor de næste tyve år.

Tracklist

  1. Autumn Changes
  2. Tears of December
  3. Lay Me Down
  4. Lost Prayer
  5. Darkest Hour
  6. The Levee
  7. Eyes of Burden
  8. Forgotten Memory
  9. Yesterday's Tears
  10. Harbors of Pity
  11. Sorrowed Regret
  12. Useless Apologies
  13. Sleeping Dogs
  14. The King