Træk en gammel sweater på
Da vi her på Heavymetal.dk første gang havde Maunah under lup, udløste det fire halvforkølede kranier. Bandet havde fundet sit eget udtryk, men sangene på debut-EP’en Heimaland lignede hinanden alt for meget. Vores anmelder sammenlignede således udgivelsen med en uldsweater, der begyndte at kradse, jo længere man havde den på. Ved Copenhagen Metal Fest tidligere på måneden virkede sweateren dog straks blødere, og nu er debutalbummet Hjarta så landet med alle tre EP-numre om bord. Maunah beskriver selv musikken som ’Heartfelt Nordic Doom’ og benytter ordløs vokal til at skabe en fortælling, som ikke lader sig begrænse af sproget. Det lyder umiddelbart som en idé, man sagtens kunne købe. Spørgsmålet er, hvor længe man har lyst til at have den efterhånden famøse uldsweater på.
Hvad hjertet er fuldt af
“Heimaland” åbner med halvandet minuts vokalharmonisering, førend nummeret overhovedet kommer ud af startblokken. Lad mig for god ordens skyld lige føre til protokols, at jeg i reglen intet har imod en sang, der tager sig tid til at opbygge en stemning. Men når selvsamme sang så løber over godt syv minutter, skal indledningen altså også gøre andet og mere end blot at bede om tålmodighed. Bevares, produktionen er praktisk talt pletfri, og som underlægningsmusik til et drama i den nordiske vildmark kunne nummeret sikkert gøre en vis gavn. På egen hånd bliver det dog for langtrukkent og i sidste ende ganske uvedkommende. “Solin Vaugna” følger trop med sart fløjtespil, stille, fodslæbende guitar og endnu en langmodig omgang vokalharmoni. Og allerede her begynder adstadigheden at føles som en fast fremgangsmåde snarere end noget, den enkelte sang har gjort sig fortjent til.
Det er i grunden en skam, for strengespillets vellydende doomkonstruktioner rummer potentiale, og produktionen lader detaljerne træde frem i rigt mål. På “Theinajau” får de bare ikke lov til at forløse det. Søren Sol Koldsen-Zederkof messer løs som om i morgen ikke eksisterende, og de uartikulerede stavelser fylder så meget, at nummeret mest af alt lyder som en stort anlagt stemmeopvarmning. Maunah forlader sig med andre ord udelukkende på brugen på klangbilleder og følelser som talerør direkte til lytteren. Det er som sådan et forståeligt valg, om end jeg efter tre sange savner både melodier og egentlig progression, der kan bære de mange vokalpassager. Den velpolerede, moderne post-metal skaber samtidig mere afstand, end jeg bryder mig om. Jeg vil gerne tættere på de guitarer, som igen og igen antyder, at bandet har noget vigtigt på hjerte.
“Saivør” efterlader mig desværre ikke meget nyt at tilføje regnskabet. Jeg tager mig snarere i at tænke på min femårige søns hjemmebryggede rim og remser: Han spiller ganske vist ikke et instrument endnu, men hans hittepåsomhed udgør sædvanligvis et væsentligt større element af overraskelse. “Vætna” klarer sig straks bedre, når den ordløse vokal træder tilbage og lader instrumenterne få plads. Til gengæld går det så trægt, at jeg begynder at spekulere på, om man mon kan spille i negativt BPM. Mindre vokal hjælper altså, men løser ikke problemet alene. Det otte minutter lange titelnummer får den sidste chance for at få pladens idéer til at samles. Det ændrer nu ikke ved, at jeg efter seks numre husker intentionen noget tydeligere end ’sangene’.
Få den af mig!
Maunah har ingenlunde lavet en sjusket plade. Tværtimod gør den omhyggelige produktion det let at høre, hvor meget arbejde der er lagt i Hjarta. Jeg kan også godt forstå ønsket om at lade stemmen udtrykke noget uden konkrete ord. Visse idéer tager sig bare bedre ud på papiret end i ørerne. Havde bandet lagt lige så meget energi i at give sangene særpræg som på at opbygge atmosfæren, kunne guitarernes potentiale have givet os et helt andet album. Som det står nu, må jeg erklære mig enig med min estimerede kollegas dom over EP’en. Kort sagt: Sweateren kradser i den grad stadig. Det er krateddermame ikke merino, det der. Og få den så af mig!