På vej ud af undergrunden?
På trods af kæmpestor kvalitet er det ikke rigtigt lykkedes Offernat at bryde ud af den københavnske undergrund og for alvor opnå den opmærksomhed, gruppen fortjener. Men er det overhovedet københavnernes mål? Det er i hvert fald op ad bakke, når man laver 15 minutter lange post-metalliske sange tilsat prog, black, hardcore og store mængder patos. Vi nåede desværre ikke at anmelde gruppens bedste udgivelse, Where Nothing Grows, fra 2024, der ellers fik en velfortjent plads på denne skribents årsliste for to år siden. Nu er Offernats tredje fuldlængde kommet på gaden, og det er igen Simon Sonne Andersen fra pauseramte Orm, der har siddet bag lydpulten. Så man kan vel godt tillade sig at forvente, at den gode udvikling fortsætter med The Ecstasy of Death.
Der er en Orm i lokalet
Åbneren, ”Tears Dissolved in Light”, starter som et Metallica instrumentalnummer tilsat lyden af Orm. Selvom det første egentlige riff rimer mere på noget med dødsmetal, er man ikke i tvivl om, at Simon Sonne ikke bare har produceret, men givetvis også været en stor inspiration på sangskrivningen og hele tilblivelsen af dette album. Der er Ormske fingeraftryk overalt på The Ecstasy of Death, men heldigvis har Offernat også husket det, der fungerede så godt på deres tidligere udgivelser. Halvvejs under ”Tears” får vi for eksempel lækre, groovy passager som taget direkte fra Where Nothing Grows. Uanset om det så er Orm- eller Offernat-stil, så er der fuld knald på ”Tears”, indtil vi otte minutter inde endelig får den ro og tid til fordybelse, som duoen mestrer så eksemplarisk. Den skiftevis melodiske og groovy afslutning er igen episk på Orm-niveau. Det er ikke let at lave et nummer på over 12 minutter, der formår at holde fast i lytteren hele vejen, men det lykkedes til fulde her, og albummet får således en virkelig stærk begyndelse.
Gruppen fortsætter deres trang til at prøve nyt, for på ”The Signals Origin” får vi en afslappet og langstrakt intro, lidt prog, lidt death-doom, lidt post metal, men meget lidt Orm, indtil nummeret skifter karakter cirka midtvejs. Her følger Offernat pludselig i Blood Incantations fodspor, hvad hang til 70’er ambient angår. Senere eksploderer ”Signals” i endnu et ægte Orm-riff. Stærkt komponeret, selvom besøget i 70’erne gerne måtte have været lidt længere. ”Metamorphosis” sætter streg under, at alle sammenligningerne med producerens band ikke er til at komme udenom. Igen sker der dog spændende ting midtvejs, nu med en kort orgel- og fløjtesolo, der følges op af en lang guitarhelte-ditto henover et solidt Ormsk riff. Nogle vil nok indvende, at det her er lige tæt nok på forbillederne, men det er ikke svært at tilgive, når det er så smukt udført som her.
Desværre kan det 17 minutter lange afslutningsnummer, ”The Ecstasy of Death”, ikke helt holde det forrygende momentum gående. En rendyrket death-doom intro som fans af Hooded Menace vil elske, men det stritter nu i lidt for mange retninger. Vi har tidligere været efter Offernat for at ville alt for meget på deres sange, men titelnummeret er første gang, de falder i den fælde her. Det er vanskeligt at finde hoved og hale i alle de stilskift, og det er, som om de taber sig selv undervejs. Hvad er det egentligt, Offernat vil? Nummeret går næsten i tomgang under den lange, melodiske afslutning, hvor guitarheltestilen vender tilbage. Det lyder da ganske fint, men episke afslutninger er pokkers svære, og der er altså et stykke op til Orms vanvittige niveau i netop den disciplin. Albummet slutter dermed ikke nær så stærkt, som det startede.
Massivt, velspillet og pokkers ambitiøst
Ambitionsniveauet på The Ecstasy of Death er altså på Ormske højder, men der er jo en grund til, at ingen andre bands i kongeriget for alvor har kastet sig ud i den disciplin. Men mange af de parametre, Orm beherskede som få, er også velfungerende her. Albummet er mig bekendt ikke udkommet fysisk, og det er synd. Ikke mindst på grund af det fantastiske cover lavet af Adrian Utzon Dietz fra Solbrud, der helt klart fortjener en vinyludgivelse. Offernats tredje album er massiv, velspillet og pokkers ambitiøs, og det ser da heldigvis ud til, at duoen har fundet et par ekstra hænder til koncerter. Blandt andet på Loppen i København til december. Ind og støt op om den danske undergrund!