Er der guld at finde blandt fedtemøget?
Det er efterhånden en del år siden, vi sidst hørte noget til Wolves in the Throne Room. I 2023 fik vi den utroligt slatne EP, Crypt of Ancestral Knowledge, og før det, tilbage i 2021, fik vi det umådeligt ligegyldige indspark Primordial Arcana. Ergo skal der ikke ret meget til før, Wolves in the Throne Room formår at imponere, selvom statistikken da absolut er imod dem. Albummets titel kan løst oversættes til noget a la ‘flodmunding’, altså et næringsrigt naturområde med masser af dyreliv og brakvand. Det lyder ikke specielt trve, men for et band, der alle dage har trukket en parallel mellem naturens mystik og sin musik, så er det jo særdeles oplagt. Spørgsmålet er dog, om der er liv at komme efter ved flodmundingen her, eller om vi kun bliver mødt af iltsvind og fedtemøg?
Naturvejleder-black
Der findes efterhånden så mange forgreninger af black metal, at det er svært at finde hoved og hale i. Nogle er også ganske store, mens andre er så tyndt befolkede, at selv Hum virker som verdens navle. ‘Cascadian black metal’ er en af disse. For udover Wolves in the Throne Room og Agalloch, ja, så er der ikke mange andre at nævne, og sat på spidsen, så er det bare et fancy-pants udtryk for naturvejleder-atmo-black. Lange, atmosfæriske passager med repetitive rytmer og melodier, der bliver spædet op med diverse naturlyde som vandfald, fuglefløjt, vindens susen og så en hulens masse keyboard.
Ligesom alle andre Wolves in the Throne Room-skiver er Estuary en, der kræver, at man kan holde fokus – og som altid gør bandet det ikke nemt for lytteren.
De to Weaver-brødre er fuldt ud i stand til at skrive fængende riffs og melodier, men de er virkelig også i stand til at tabe det hele på gulvet og forsvinde ud endeløse passager, hvor man føler sig totalt fortabt – som skulle man navigere rundt i netop Hoh-regnskoven uden kort eller kompas. Få bands formår at få seks minutter til at føles som 60 som netop Wolves in the Throne Room. Det er nogle gange godt, mens andre gange virkelig træls. Men det er nu engang en vital del af bandets DNA, på samme måde som et Metallica-yeah eller et Celtic Frost-öugh! “Orca Cliffs” er et fremragende eksempel på, hvordan bandet netop formår at skabe perfekte lydbilleder til vandreture gennem mørke, tætte og ufremkommelige skove.
Her gør det ikke spor, at man forsvinder ind i musikken, for samtlige otte minutter er særdeles fornøjelige, og nummeret understreger, at bandet altså virkelig godt kan komponere stor kunst – hvis man da lige ser bort fra de sidste par sekunder af nummeret, hvor det lyder, som om nogen har glemt at slukke for båndoptageren.
“Foretold in Reflections” derimod viser, at bandet lige så nemt selv kan forsvinde i skovens mulm og mørke. Det nummer er simpelthen alt for langt, og de sidste par minutter er intet andet end ligegyldig og redningsløst tidsspilde komplet med malplaceret dungeon synth og diverse naturlyde.
Heldigvis er Estuary – alle ting taget i betragtning – overordnet set en ret stram og fokuseret skive, som også indeholder nogle af de bedste numre, som Wolves in the Throne Room har skrevet i mange år. Især er ”Knights of Tiamat”, ”Ghosts Among the Obelisks” og selve titelnummeret bestemt værd at fremhæve, da de tre alene formår at understrege, hvorfor Wolves of the Throne Room stadig er relevante her to årtier inde i deres karriere.
Okay-okay, I vinder!
Jeg har før været ret hård ved Wolves in the Throne Room – og det har været retfærdigt, for det er mange år siden, de udgav noget, der virkelig var lytternes tid og pengepung værd. Men med Estuary rammer bandet et niveau, de ikke har været i nærheden af siden Two Hunters fra 2007. Jeg kan derfor kun begræde, at deres kommende koncert i Pumpehuset ligger på noget så håbløst som en onsdag aften … Det må være en slags personlig hævn, og til det kan jeg kun sige: 'Fair play, Wolves in the Throne Room, fair play' – så må jeg jo nøjes med at købe pladen i stedet.
