Final Dose

På falderebet

Først til noget helt andet. Hvis man var kommet lige på falderebet til aftenens koncert, var der intet at frygte – bødlen i Final Dose, aka forsanger Bruno Fusco, stod klar til at henrette alle. Med en sort maske, der fik ham til at ligne frontmanden i et hardcoreband, skilte han sig ud fra sine corpse paint-malede bandfrænder. Og måske er sammenligningen med hardcore ikke helt dybt godnat, hvis man tænker på genrens rødder i punkscenen. Final Dose er nemlig forbundet med selvsamme rodsystem, idet de trækker saft og kraft fra den engelske punkscene ind i deres black metal. Det kan fungere i teorien, men hvad med praksis? Bandets seneste album, Under the Eternal Shadow, blev i hvert fald benådet med en hæderlig karakter. Ville det mon spille i aften på Pumpehusets kosteskab af en scene? Nu var det Final Doses tur til at lægge hovedet på blokken og blive bedømt enten til livet eller døden.

Stukket ned af lyd

Man skulle næsten tro, at det spøgte i Pumpehuset. Lyden af klirrende klæder fyldte salen med deres diskante klang, inden bandet betrådte scenen. Det var dog hverken gespenster eller hvide damer, der raslede med lænkerne, men en flok hvidmalede herrer. Vi satte straks i gang med fin fremdrift. Til gengæld havde bandet ikke behøvet at genopføre den grynede produktion på deres album live … det kunne lydforholdene i Pumpehuset sagtens selv klare. Lydbilledet var feedbackmættet, hvilket ofte er et stilistisk valg, der kan højne lytteoplevelsen, ligesom kameraets flimren på ‘found footage’-film fremmer uhyggen. Den mudrede lyd gjorde dog, at feedbackflimmeret blev en hæmsko for koncerten, der gjorde det endnu sværere at skelne de individuelle instrumenter fra hinanden. Således oplevede jeg det i højre side af salen fremme mod scenen, mens lyden muligvis var bedre længere bagude. Idet jeg havde glemt min skammel derhjemme, valgte jeg dog at stå lidt tættere på, så jeg kunne se løjerne. Der var dog enkelte særdeles fine momenter under koncerten, og eksempelvis den slagkraftige “Weathered Axe” ramte os med et brutalt øksehug. 

Særligt andenvokalen skal have ros, når den som hesten Artax i The Never Ending Story stak hovedet op af mudderet for blot at drukne i tristhedens sump igen. Denne andenvokal lød næsten mere kraftfuld end Fuscos. Hans stemme præsterede fine, luftige screams, men de blafrede mest af alt i luften som en meget tyndhåret mands mullet i modvind uden hverken fylde eller tyngde. Det blev ikke bedre af mikrofonens udsving, når de som diskante lyd-dolke penetrerede koncerten med skingre toner, der forekom aldeles uintentionelle. Man kom en anelse ud af stemning … hvis man altså var i stemning i første omgang. Filipe Simões’ trommetonsning var generelt af en hæderligt klassisk karakter. Undertiden kørte rytmerne dog lidt meget i tomgang – særligt, når umba-umba-rytmerne tog over. Det var ellers netop trommesekvenserne, der bar præg af punk, og det var således ærgerligt, at de haltede en smule. Guitarsiden fungerede fint uden at være prangende, og jeg ønskede mig en anelse mere komplicerede kompositioner samt mere dybde og atmosfære. 

Bedre held næste hug

Final Dose gav publikum en dødelig indsprøjtning af black metal og punk, men måske havde de ikke fået doseringen rigtig. Der manglede særligt bas i lydbilledet, og i min side af salen var det nærmest umuligt at høre den ene guitarist. Final Dose har en voldsom energi i deres musik, men blev hæmmet af forholdene og kom aldrig rigtigt ud over scenekanten. Mange nakker forblev stillestående og stive i skjortekraverne, og en del var endnu ikke mødt op. Men med bedre lydforhold, mere bas og en udvikling i vokalen har bandet stadig potentiale for at udvikle sig. De er i den mærkelige alder, hvor de hverken er et gammelt eller splinternyt band, så der er stadig tid og rum til forbedring. Jeg vil i hvert fald krydse fingre og håbe på, at Final Doses bøddel rammer rent ved næste hug.

5/10

Worm

Hvilken blodsugertype er du?

Sigmund Freud talte om penismisundelse, men for mit vedkommende var det noget helt andet, der var på færde i aften: sværdmisundelse! Worms frontmand med det velklingende navn Phantom Slaughter svingede nemlig med det sejeste sværd, jeg har set længe. Sådan et vil jeg også ha’! Han lignede derudover lidt vampyrversionen af en ung Ozzy med sine runde briller … og deres seneste album, Necropalace, bugner også med vampyrrelaterede referencer til eksempelvis Castlevania. Der eksisterer som bekendt mange former for vampyrer: John Polidoris klassiske vampyr, Bram Stokers fanfiction-version af denne, Carmilla, Lestat og Nosferatu. Nu var spørgsmålet så, hvilken blodsugertype Worm ville vise sig som i aften. Måske Nandor The Relentless? Vi måtte blotte vores skrigende halse for at finde ud af det ved koncertens første bid.

En mørk støddæmper mod verden

Monty Pythons riddere behøver ikke at lede efter den hellige gral længere, for Worm havde fundet den og taget den med på scenen. Var det en anelse teatralsk og i overkanten  ligesom sværdet? Ja, og netop derfor elskede jeg det. Phantom Slaughter levede sig fuldt ind i rollen som den Ravenloft-inspirerede vampyrpersonage og brød på intet tidspunkt karakter. Lyden var en del bedre end under Final Dose, og nu kunne man faktisk høre guitaren, som gjorde det glimrende. Musikken havde generelt mere dimension og fylde med sine symfoniske elementer. Det var mørkt og grumt som en stærkt brygget espresso … men med solide guitarriffs, der lagde sig som en crema på toppen og gjorde lyden blødere. Wroth Septentrion, aka Philippe Allaire-Tougas, spillede guitarens gribebræt tyndt med klart klingende toner, hvilket bidrog til bandets mere symfoniske lyd.

De soniske bølger fra scenen brusede ind over publikum og skabte ringe i vandet, når nakkerne bøjede sig i semisynkron headbanging. Ja, min sidemand levede sig så meget ind i seancen, at han bankede panden mod enten monitoren eller scenekanten – dog uden en blodtud til følge. I stedet for smertens grimasse var det dog et smil, der blomstrede på hans ansigt. Musikken havde på det tidspunkt grebet os alle i en sådan grad, at en enkelt bule i panden ikke var nok til at bryde stemningen … og hvis han rigtig ville ligne Hellboy, kunne han jo bare headbange den anden side af hovedet ned i scenen. 

Sætlisten bød på en del numre fra deres nye album, og det valg deler muligvis vandene. Necropalace har ofte ageret støddæmper mod verden i mine høretelefoner, når supermarkedets menneskemylder blev for meget, og derfor står det mig nær. Derudover har det en anden dybde end deres tidligere materiale og markerer et stilskifte for bandet i retning af en mere symfonisk tilgang. Dog savnede dedikerede fans, der har fulgt dem længere, muligvis at høre ældre sange. Heldigvis blev også deres ønske opfyldt, og der var en naturlig fremdrift i sætlisten, hvor den ene sang flød over i den anden, uden at det dog blev monotont.

Phanthom Slaughters stemme havde en fin klangbund. På sange som “Necropalace” buldrede den ud over mikrofonen som en lavine af kampesten, der knuste os på den helt rigtige måde. Således dømtes publikum til Peine forte et dure og nød det. Der kunne dog godt være skruet op for mikrofonen, så stenene landede med endnu større kraft. Trommespillet var stringent uden at udmærke sig synderligt, og omend den lagde en fin bund, kunne baslyden være justeret en anelse op. Men c'est la vie, når man står på Pumpehusets lille scene, hvor lyden næsten aldrig er i topform. Alligevel fik Worm spundet os godt ind i deres mørke symfoniske univers af klangfulde riff og screams fra vampyrens grotte. 

Er det et sværd, eller er du bare glad for at se mig?

Jovist, Worms inspirationer fra eksempelvis Dimmu Borgir kan tydeligt spores i musikken. Men det er jo ikke helligbrøde, og de fremstår alligevel som sig selv. Med en uhellig nadver i form af gralen på scenen og det svære sværd – som jeg i øvrigt ønsker mig i julegave – skabte Worm en helt særlig stemning. De kom ud over scenen uden overhovedet at tale til publikum. Det gav mening, idet Phanthom Slaughter har udtalt, at det ikke er de menneskelige artister, der skal fylde, men musikken i sig selv. De fik sat salen i bevægelse, og særligt Wroth Septentrion udmærkede sig med sit guitarlir. Worms vampyrflagermus har muligvis ikke nået sin sidste evolution endnu, og det bliver interessant at følge dem på deres videre blodtørstige togt gennem natten.

8/10

Wolves in the Throne Room

Ulve både i tron- og Folketingssalen

Mennesket er et mærkværdigt dyr. Især fordi det baserer essensen af sin eksistensværdi på en grundlæggende fornægtelse af netop at være et dyr. Vi lever i den antropocæne tidsalder, hvor skove erstattes af imposante skyskrabere, hvis toppe kradser himmelhvælvingen som vor tids Babelstårne. Disse tårner eksempelvis op i dele af Pacific Northwest, hvis kontrastfulde landskab ofte anvendes som inspiration for Wolves in the Throne Rooms (herefter WitTR) musik. Denne del af Nordamerika byder også på bjerge og barsk natur … selvom byen kan være lige så barsk, blot med en anden brutalitet. En brutalitet, der tolker naturens orden som bestial, mens civilisationen selv bygger nye hierarkier og forgyldte tronstole. Nu er ulvene dog trængt ind i tronsalen, og magten er vendt til naturens side … lige indtil Christian Rabjerg Madsen tager dem med ind i Folketingssalen, selvfølgelig. 

Nymånemesse med rødvin

Duften i luften var skiftet en del gennem aftenen. Mens guitaristens lokker under Final Dose først sendte shampooduft ned til mine næsebor – ja, jeg stod måske en anelse tæt på ham – skiftede det til en udpræget aroma af stald under Worm. Nu trådte WitTR ind på scenen med røgelse, idet de rensede luften og indviede scenen til aftenens nymåneritual, der blev igangsat af “Crown”. Ja, katolikkerne har i sandhed inspireret mange af black metal-scenens æstetiske greb, og røgelsen spredte en stemning af midnatsmesse i salen. Denne messe var komplet med endnu en uhellig nadver, men denne gang var der ingen hellig gral på scenen. Nej, bandmedlemmerne pimpede simpelthen rødvin direkte af flasken som erfarne drankere. Det kunne vel … noget? Det forekom ærligt talt en kende komisk, men er på den anden side en del mere trve end de Tuborg-dåser, hvis undskyldning for en øl ofte lyser grønt op på metalscenen. Scenen var således sat med både rødvin, røgelse og bastante banker af scenetåge. Vi var trådt ind i ulvenes verden.

Og hvilken verden var det så? Jo, det var et lydlandskab præget af Nordamerikas bjergtinder, idet “Old Ones” bragte os helt tilbage til urtidens landskab. Hvis man skar disse over, ville man se klart markerede sedimentlag, der markerede forskellige geologiske tidsaldre. På samme måde var der generelt en fin lagdeling i musikken, så begge guitarister blev hørbare, mens bassen tyngede lydbilledet. Guitaren var skubbet lidt langt frem i lydbilledets front med sin talentfulde, tonsende tremolo picking … men det kan også skyldes, at jeg igen stod lige ved guitaristens skosnuder. Nathan Weavers vokal manglede desværre mere lyd, men var ellers klangfuld og luftig med en fin dybde under eksempelvis “Estuary”. Til trods for mindre petitesser i forhold til lyden lykkedes det WitTR at skabe en fortættet stemning, så man som af en ellepige blev ført ind i deres mørke skov af atmosfærisk black metal. Hvis man nogensinde er faret vild i en svensk skov på en sen vinteraften, er det netop sådan, det føles. Den kølige lyd var isnende som vinden, der blæste gennem kødet og ind til knoglerne. De mørke melodier i mol slukkede øjnenes sole og skabte en evig nat. I det fjerne hørtes knækken af grene og vildsvins skraben mod mulden … og i det øjeblik vidste man, at man var fortabt mellem træernes golde stammers tremmer. Jeg har selv oplevet det, og denne koncert gav mig deja vu til de ængstelige timer i skovens altomsluttende skygger. 

Der var en fin fremdrift koncerten igennem, og de velplacerede, minimalistiske temposkift gjorde, at man holdt koncentrationen. Trommeslager Aaron Weavers kompositioner forekom til tider en anelse simple, men havde også velfungerende sekvenser, hvor de simulerede et buldrende, indrullende tordenvejr. Både stemningen og musikken var mættet af mystik, og man gik fra koncerten i et helt andet stemningsleje, end man ankom i. Nok var der absolut ingen kontakt med publikum og lidt meget rødvinstyllen, men det var alligevel en helstøbt aften. 

Firbenede tronarvinger

Ulvene har gjort sig fortjent til deres plads på tronen, efter de først udgav deres bedste album i lang tid og derefter leverede denne særdeles vellykkede koncert. Vi kom helt ind i den mørke skov og for nær vild mellem de sære dampe af røgelse og scenerøg. Der var enkelte lydtekniske udfordringer, og på et tidspunkt kunne jeg næsten høre tågemaskinens hvislen tydeligere end vokalen. Men det er nu forholdene, når man befinder sig i Pumpehusets kosteskab af en lille scene. Koncerten blev dog alligevel en helstøbt oplevelse, hvor jeg følte mig ført væk på rytmernes kaosvande.

8/10