Kunstigt Kunstig intelligens
Hvis man kigger på Violet Colds diverse SoMe og hjemmeside, vil man se, at musikken betegnes som ”AI simulated music”. Hvilket man godt kunne være tilbøjelig til at tro var sandheden, da der som regel kun går et til to år mellem albumudgivelserne. Det er heller ikke nogen undtagelse med Multiverse, som er opfølgeren til den anmelderroste, men også kontroversielle, plade Empire of Love fra 2021. Det er naturkraften Emin Guliyev fra Azerbaijan, som står bag Violet Cold, og med Multiverse er der tonet ned for de politiske holdninger, som også er yderst svære at have og ytre i hans hjemland. I stedet er der atter tonet op for eksistentialismen og kigget ud mod verdensrummet.
Multidimensionelt black
Jovist, Multiverse udkom tilbage i august, og er ikke et album, vi har fået tilsendt, men som altid er Guliyev ikke en særlig genrekonservativ karakter, og derfor er hans albummer nærmest altid værd at dykke ned i. Multiverse er ikke en undtagelse. Nok er black-metal fundamentet, men der sker så meget andet. Det er allerede tydeligt ved første nummer, som er titelsangen, der startes med, hvad der lyder som en theramin (Kan ganske vidst også være et keyboard), mens fræsende guitarer spiller henover, og kort efter vælter Guliyev vredesskrål indover, hvorefter det afløses af orientalske guitarmelodier. Det er et futuristisk og drømmende lydskab, som Guliyev skaber, men samtidigt bevarer han netop lidt af sine rødder ved forsat at anvende de orientalske guitarmelodier, som han gjorde i stor stil på Empire of Love. Det er til tider melodier, som man sagtens kunne se blive implementeret i en af Azerbaijans stereotypiske Eurovision-sange.
Multiverse er lige så legende som forgængerne og fyldt med forskellige implantationer fra forskellige genrer og med anvendelse af flere forskellige vokaltyper. Introen af den forlængede udgave af ”Shazam The Void” startes for eksempel med, hvad der mest af alt minder om et hip-hopbeat. Udover ”Shazam the Void”, så har ”Ein Langer Weg” fra Sommermorgen: Innocence, pt.1 også fået en omgang spatel og slibning, og er kommet med på albummet i ny forlænget version. Det er ret tydeligt at mærke, hvad Guliyev er gået efter med inklusionen af begge, da de bidrager med det futuriske, drømmende og meditative lydbillede, men det er også sange, der skriger på eksistentialistisk frustration. Selvom sangene som sådan passer godt ind på Multiverse, så føles inklusionen af dem en anelse overflødigt og unødvendigt, da albummet ville have stået fint uden, og jeg er af den, måske, kedelige holdning, at det bare aldrig er spændende med gammel øl på nye dåser.
Et af albummets flotte højdepunkter er ”Stardust”, hvor de forskellige elementer og temposkift virkelig spiller godt sammen. Keyboard- og guitarmelodierne harmonerer godt med hinanden og skaber den lidt futuriske lyd. Den kvindelig vokal bidrager til en drømmende, men også meget sørgmodig stemning, som især fungerer godt i sangens rolige passage med det elektroniske lydbillede. Særligt fedt er det til sidst, hvor det hele eksploderer i et klimaks.
Funk dine drømme up
Multiverse er samlet set endnu en spændende udgivelse fra Violet Cold. Det er dog på ingen måder en ny Empire of Love – især ikke, hvis man havde håbet på de stærke budskaber. Givet Guliyevs hjemland er der også en mulighed for, at han har fået en mundkurv op. På trods af det, så er der mange gode ting at komme efter på Multiverse. Guliyev spreder omkring sig med finurligheder og skaber samtidigt drømmende og nærmeste svævende lydflader, som er svære ikke at lade sig fordybe i. Hans største fjende er klart sig selv, da han har en tendens til at fylde alt for meget på til tider, og det bliver lidt for funky i forhold til, hvad sammenhængskraften kan klare. Et eller andet sted synes jeg også, det var yderst unødvendigt at lave en extended edition af både ”Shazam The Void” og ”Ein Langer Weg”, da Multiverse fint kunne have stået foruden.
