Et græsk triumvirat

Sammen med Rotting Christ og Necromantia hører Varathron med i det triumvirat, der har betydet mest for den græske udgave af blackmetallen. De tre grupper gik tidligt komplet forskellige veje, og det er vel kun Rotting Christ, der har været i stand til at holde dampen oppe siden begyndelsen. Gruppen føres an af forsanger Stefan Necroabyssious (ja, det hedder han altså), som er eneste tilbageværende originale medlem. På trods af den lange karriere sender Varathron nu deres kun syvende udgivelse på gaden, The Crimson Temple, deres første siden 2018.

Smadder er godt, folkehalløj er ikke

Det er et album, der mildest talt ikke åbner særligt stærkt med en komplet ligegyldig instrumentalintro. Store armbevægelser kombineres med græske/orientalske vibes, men det føles som noget, man har hørt tusinde gange før. Så går det straks bedre på den symfoniske “Hegemony of Chaos” med højt til loftet, fine temposkift og et lækkert groove. Men som på flere andre sange i starten af albummet er det lidt rodet – Varathron vil simpelthen for meget på for kort tid. Nightwish- og Maiden-melodier, folk-elementer, storladne kor og endda ret traditionel heavy metal. Jo, vi får det hele på sange som ”Crypts in the Mist” og ”Cimmerian Priesthood”, men det er lige i overkanten og i øvrigt meget lidt black. 

Ret usædvanligt i disse streamingtider ankommer The Crimson Temples bedste numre til gengæld på albummets anden halvdel. “Immortalis Regnum Diaboli” viser, at Varathron er bedst, når de skralder lidt mere igennem. Her får vi nemlig næsten knallertblack, og det spiller! Selv når mere græsk folkehalløj pludselig slutter sig til festen, ødelægger det ikke mit humør. Det er stadig melodiøst og storladent, men ”Immortalis” er bare et stærkt underholdende nummer. Det samme er tilfældet med “Shrouds of The Miasmic Winds”, hvor der også er smæk på. Der er mere vægt bag ordene, også på de melodiske/symfoniske stykker, når de krydres med noget græsk smadder. Det skader heller ikke, at hovedriffet på ”Shrouds” er albummets bedste.

“Constellation of the Archons” slutter på ganske traditionel vis albummet af med en lang og episk omgang. Så er alle flueben ligesom sat, og bandets rutine taget i betragtning er det hverken specielt originalt eller inspireret. Der er et fint akustisk stykke, men ellers efterlades man mest med en følelse af stor ståhej for ingenting. Ikke ligefrem en perfekt afslutning på et temmelig ujævnt album

Rutine og perfektion

Varathron anno 2023 er altså storladent og i øvrigt flot produceret, men ellers skriver grækerne stort set stadig musik som dengang for 35 år siden, da de hørte til trendsætterne på den hjemlige blackscene. Det er tydeligvis rutinerede kræfter, der står bag, men man savner den vildskab og råhed, der herskede på gruppens 90’erudgivelser. Noget af charmen er gået tabt, og de nye elementer – rutine og perfekt produktion – er ikke nok til at erstatte det, der mangler.