Vansind spiller koncert i Spillestedet Stengade, København N .
Vansind - Mørket

Mørket

· Udkom

Type:Album
Genre:Folk metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 10/10

Brugervurdering: 10/10 baseret på 1 stemme.

Vansind bryder bjælkehegnet omkring Asgård ned

Under Yggdrasils stærke rødder befinder der sig en mørk og kold verden, der i Snorri Sturlusons Edda fungerer som det mørke modspil til det varme Muspelheim. Dette kolde isrige højt mod nord kendes som Niflheim. Det er her, dødsdragen Nidhug holder til. Men den nordiske mytologi og den skandinaviske historie byder på langt flere mørke fortællinger – som for eksempel menneskeofringer eller krigen mellem aser og vaner, der også er kendt som den første fejde. Det er netop disse fortællinger, der har stået fadder til sangene på Vansinds debutplade, Mørket, der udkommer den 17. november 2023.    

Musik, der rører dit sind og dit hjerte

Allerede singlen “Grib til Våben", der blev udgivet for en måneds tid siden, vakte høje forventninger til den kommende plade på grund af sin medrivende melodi, et formidabelt samspil mellem de to vokalisters stemmer og ikke mindst Rikke Klint Johansens mageløse sækkepibespil. Mørket lever i den grad op til forventningerne og overgår dem sågar. Den sjællandske sekstet har skruet en plade sammen, hvis auditive form gennemgående følger en rød tråd uden på noget tidspunkt at blive for repetitiv. Dette gør sig også gældende for de enkelte sange, hvilket især bliver tydeligt på pladens fjerde nummer, “Før Dagen Gryr”, hvor Rikkes tilbagevendende fløjtespil fletter sangen sammen og giver den et meget kohærent udtryk. Yderligere får Line Burglin mulighed for at vise, hvor dygtig og alsidig en vokalist hun er, da hendes stemme her går særlig godt igennem og underbygges af smukke vokalharmonier og Joachim Asmussens kraftfulde growls. Dermed skabes der en meget vellykket kontrast mellem det bløde og det rå. En anden sang, der sandelig har overbevist undertegnede om Vansinds kunnen, er “Den Første Fejde”, der med den emotionelle kor-intro i særdeleshed trækker i denne anmelders hjertestrenge og på smukkeste vis fører lytteren ind i en slags tilstand af trance, der gradvist ophæves af sangens stigende intensitet. Gennemgående sidder mixet i skabet, så alle instrumenter kommer til deres ret, men specielt på denne sang får trommer og guitar lov til at piske derudad. På albummets sidste sang, “Frigg”, viser de seks vikinger, at de ikke kun behersker folk-instrumenterne, men også en lettere moderniseret form af folkevisen, der indirekte opfordrer lytteren til kædedans omkring bålet. Dette nummer danner en yderst værdig afrunding på Mørket, da tempoet sænkes, og man som lytter får lyst til at kravle ned under fåreskindet og tage sig en velfortjent lur efter dansens strabadser. Hver eneste sang på denne plade er noget helt særligt, og der er absolut intet at udsætte på denne yderst stærke folkmetal-skive.     

Vig ærbødigt til side; ikke for mig, men for Vansind, som vi hædrer!

Mørket beviser Vansind, at de er konger – og dronninger – af folkmetal-genren! Det er sjældent, at man får noget så helstøbt, gennemarbejdet og autentisk at høre, så der er ingen tvivl om, at de seks musikere har brugt tiden siden deres debut-ep fra 2021 optimalt. Jeg giver hermed mine allervarmeste anbefalinger og opfordrer til, at man går ud og køber den fysiske udgave af albummet! Hop ned i langskibet, og ro straks afsted til den nærmeste pladebutik!

Tracklist

  1. Den Store Ask
  2. Grib Til Våben
  3. Blodmosen
  4. Før Dagen Gryr
  5. Den Første Fejde
  6. Blót
  7. Rejsen Mod Nord
  8. Frigg