Industrialiseringens vugge
Efter solnedgang. "Nu skrider Dagen under, og Natten vælder ud". Således lyder den fulde titel på oliemaleriet af L.A. Ring, der ligger til grund for både den visuelle og titulære tilblivelse af Idaslets første værk i fuld længde. Der kan tillige trækkes adskillige aktuelle paralleller til originalværksets fortolkning af naturen, der visner bag hellige mure. Som en af datidens pionerer inden for både symbolisme og socialrealisme skildrede Ring på sin vis industrialiseringens spæde aftryk som trodsreaktion mod bøndernes kummerlige kår – en udvikling, vi til stadighed mærker konsekvenserne af i dag gennem verserende klima- og miljøkriser. Med sit højaktuelle oplæg understøttet af den lettere ejendommelige fusion mellem død, black og ’polka-core’(!) er fundamentet på plads forud for opfølgeren til den debuterende EP, Lurernes Glammen (2020).
Polka for proletariatet
Nu Skrider Dagen Under følger i kølvandet på et særdeles begivenhedsrigt år, der har sendt Idaslet forbi mangt et spillested. Således er det blevet til optrædener på blandt andet Udgårdsscenen ved Copenhell, Royal Minifest i Åbyhøj og senest til Udgårdsfest 2023. De dansksprogede folk-entusiaster betræder et i forvejen tætbefolket territorie, hvilket blev tydeliggjort i forbindelse med sidstnævnte optræden i Pumpehuset. I flæng kan nævnes Svartsot, Trold, Huldre og Vansind, hvoraf både sidstnævnte og Nanna Balslev, netop med fortid i Huldre, også var at finde på årets program. For at understrege sit kunstneriske ophav yderligere er albummets intromelodi navngivet efter første del af originalværkets titel. De norske tremoloriffs, slæbende skridt hen ad grusstien og den ubønhørlige blæst sætter stemningen af Melby Kirke ved skumring.
Sat i samme tungsind, som vi forbinder med konventionel atmo-black, baggrundskor, guttural low pitch growl samt rytmiske riffs al la Amon Amarth, lægger ”Ære oder Dodt” (red.: ære eller død) et absolut hæderligt niveau. Dette forbliver dog en stakket frist … Som det fremgår andetsteds, jævnfør Lurernes Glammen, besidder Idaslet en udtalt begejstring for harmonikaen, der atter tillades at forplumre de fleste kompositioner herfra. Med sit akustiske strengespil og de dystert bamlende kirkeklokker stilles vi ellers en lovende produktion i udsigt på ”Spirets Tone”. Den infernalske polkainterferens forrykker ligeledes indtrykket af ”Salens Kor”, der ellers viser fine takter gennem passagerne med unison vokalharmoni mellem skønsang og growl.
Endnu værre tager kakofonien sig ud under sidste tredjedel, hvor den spidsfindige lyrik på ”Kæmpens Ni Spørgsmål” og ”Ragnarok” ellers fremstår som ganske attraktive elementer. Der, hvor Fenrisulven dog endegyldigt står lænket, er ved ”Balders Død”. Ført an af Sofia Schmidts billedskønne røst og de dragende flygeltoner går beretningen om gudens sørgmodige skæbne durk i hjertekulen. I knap tre fortryllende minutter besnærer den alsidige troldkvinde fra Ethereal Kingdoms – der tidligere har deltaget i så varierende projekter som Exelerates debutalbum, Lamentaris kor på Copenhell og senest Marco Angionis Street Fighter – samtlige sanser. Jeg vil som udgangsbøn nøjes med at tilføje nummerets officielle spilletid, som er opført til 5:45. Resten er, som man siger, historie (eller i dette tilfælde tragedie).
Rundt i Ring
Med sit fascinerende oplæg, der vedrører en definerende og yderst relevant periode af Danmarks historie, kommer vi glimrende ud af startblokken. Meget hurtigt forfalder Idaslet dog til fordums uskik med umådeholden hang til polkamuzak. En uforståelig devaluering af det samlede værk, hvis umiddelbare formål synes at være higen efter pøbeltække. Harmonikaen er i begrænsede doseringer en munter størrelse, men ender omvendt meget hurtigt som en vedvarende kilde til irritation, når den får lov til at fylde SÅ meget i landskabet. Det skaber en kædereaktion, der ikke alene umuliggør dechifreringen af den kryptiske lyrik, men samtidig saboterer sidste halvdel af, hvad der burde have stået tilbage som skivens ubestridte magnum opus. At tænke sig … i tre sublime minutter står frøken Schmidt og krænger sin sjæl ud … blot for efterfølgende at blive forulempet på det groveste af ’de triste sømænd’! På samme måde bliver de indtalte passager dybt enerverende, når de som oftest growles (!) på modersmålet. Jeg må således konstatere, at det ingenlunde skorter på idéer af både den gode og den tvivlsomme slags. At sondre imellem disse er tilsyneladende straks en ganske anden sag, hvorfor Idaslet i mere end en forstand fortsat valser rundt i ’Ring’.
