Darth ville være stolt

De polske dødsmetalveteraner i Vader er igen albumaktuelle, og denne gang er det med den 12. langspiller i rækken, Solitude In Madness. Siden debuten The Ultimate Incantation, der udkom tilbage i 1992, har bandet gennemgået en del udskiftninger. Men siden 2011 har det været de samme fire stormtropper, med Piotr Wiwczacek i front, som har udgjort besætningen. En hårdtslående kvartet, der på to studiealbums og tre EP’er allerede har bevist deres værd. Spørgsmålet er, om de fire endnu en gang kan holde tempoet oppe og levere den kvalitet, som alle dage har kendetegnet bandet?

Veteraner vækker vildskaben til live igen

Til det spørgsmål er der kun ét svar: ja! Vader formår i den grad at levere den kvalitet, der i mere end tre årtier har gjort dem til et stort navn på den internationale metalscene. Med stor overbevisning smadrer de døren til lytterens øregang og vælter ind med lynhurtige blast beats og knivskarpe riffs. Vanen tro, fristes man næsten til at sige. Det er nemlig sådan, Vader har for vane at åbne deres albums, og skæringen ”Shock and Awe” er ingen undtagelse. Næste nummer ”Into Oblivion” lægger sig i direkte forlængelse heraf, og med trommer, der lyder som et tungt maskingevær, fortsætter de ufortrødent deres fremmarch. Trommeslager, James Stewart, viser endnu en gang, at han er blandt de bedste, til det han gør. Der findes helt sikkert trommeslagere, der kan spille hurtigere og hårdere, end han kan, men det er svært at finde nogen, der spiller så overbevisende, som han gør.

Onde tunger vil sige, at historien gentager sig, og at det hele er set og hørt før. Det er det uden tvivl, og endda op til flere gange. Men hvorfor skal man også begynde at reparere en maskine der kører fuldstændig upåklageligt, og prøve at være noget, man ikke er? Dette dilemma er Vader heldigvis kommet sig over for længe siden, og på Solitude In Madness beviser de, hvordan den barberede ged skal puttes ind i det skab, de ved hvor skal stå. Vader spiller dødsmetal med et thrashet udgangspunkt, og samtidig får de indarbejdet elementer fra den mere klassiske del af heavy metal i musikken. Dette kommer til udtryk på sangene ”Emptiness” og ”Final Declaration”, hvor leadguitar og soloer sender skud ud til klassisk heavy metal.

Er man fan af Vader, så er der masser af lækkerier at komme efter på Solitude In Madness, og vi har vel næsten at gøre med Vader-Classic. Det går hurtigt, det er skarpt skåret, og det bliver leveret på så overlegen vis, at det er svært ikke at lade sig imponere. Pladen er godt produceret og har den vildskab, der er så svær at opretholde, når man har eksisteret i mere end 30 år og har så stort et bagkatalog, som tilfældet er med Vader. Kender man ikke Vader, så er dette album et godt sted at starte. Man får en god luns af det, bandet er bedst til, og den nuværende besætning er måske den bedste, der har været overhovedet.

Rutine og godt håndværk fornægter sig aldrig

Det er klart, at den manglende udvikling og fornyelse ikke sprænger karakterskalaen. Men det også langt fra nødvendigt. I virkeligheden er det ret fedt, at der stadigvæk er bands, man kan regne med, og hvor man ved, præcis hvad man får. Solitude In Madness bliver aldrig kedelig, og Vader har med relativt korte sange – 11 skæringer på lige knap 30 minutter – begået en genistreg. Som lytter får man lige nøjagtig det, man kunne tænke sig, hverken mere eller mindre. Der er intet nyt at komme efter.  Til gengæld så fornægter kvalitet og godt håndværk sig sjældent, hvilket heller ikke er tilfældet på Solitude In Madness. Det er bare godt lavet.