Urkraft - Our Treacherous Fathers

Our Treacherous Fathers

Udkom

Type:Album
Genre:Melodisk Death Metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: 7/10 baseret på 1 stemme.

Urkraft er tilbage!

Tilbage i 00’erne udgav danske Urkraft en serie stærke demoer og albums, men i 2009 sagde de stop kort efter udgivelsen af den ellers meget vellykkede A Scournful Death. Ti års pause er det blevet til, og nu er melo-døds-veteranerne pludselig vendt tilbage med et nyt udspil, Our Treacherous Fathers.

Melodi og grooves, noget svensk og lidt dansk

I deres første periode kiggede Urkraft tydeligt henover Øresund efter inspiration, og man aner med det samme, at grupper som At The Gates og In Flames også er med i bagagen denne gang. ”Place of Coldness” starter løjerne op med et tungt, gyngende riff og en virkelig lækker guitar-tone, og lyden er i det hele taget tæt på perfekt hele vejen igennem. På ”Primordial Diaspora” sættes tempoet lidt op, men det er nu stadig et midt-tempo riff, der sætter kursen, og som lytter er det helt umuligt at sidde stille til de lækre grooves, Urkraft konstant disker op med. Titelnummeret starter med et smukt, melodisk stykke med lidt clean-guitar indover, mens verset støttes effektfuldt af samme tema, og en afdæmpet solo understreger tidligt i sangen den lidt sørgmodige stemning. ”Our Treacherous Fathers” er måske nok et usædvanligt dødsmetal nummer, men det er også usædvanligt vellykket.

På deres første demoer tilbage i 00’erne sang Urkraft på dansk, og hvem siger, at det kun er black metal bands, der må det? Den tradition genoptages på ”Håbets Tyranni”, og det klæder dem rigtigt godt at synge på modersmålet. Ud over det, byder dette nummer atter en gang på masser af melodi og groove. Det er altså generelt virkelig veludført og professionelt arbejde det her, men der er ikke meget variation på Our Treacherous Fathers. Uanset hvor gode de enkelte riffs og grooves er – og tag ikke fejl: De ER gode – så undgår man ikke en følelse af, at der er lidt for meget genbrug i spil, hvilket også har været tilfældet på nogle af Urkrafts tidligere udgivelser.

Man savner noget afveksling og ikke mindst nogle ægte raseriudbrud på dette comeback album, selvom ”Descended Shadows” har noget af den aggressivitet, jeg længes efter. De fleste sange afvikles i det samme tempo med de efterhånden lidt for enslydende riffs og rytmer. Albummet sluttes dog rigtigt godt af med et instrumentalnummer og klogt nok med det Urkraft gør bedst: melodi og tunge grooves til overflod. ”Å” læner sig en del op ad Soilwork, men det er igen så godt både skrevet og udført, at man bare må tippe med hatten. 

Et kærkomment gensyn

Kan man så høre, at det nu er en flok ældre og mere modne herrer, som står bag Urkraft? Ikke rigtigt faktisk, for det lyder som om tiden har stået stille siden 2009. Musikalsk er der ikke sket ret meget i forhold til tidligere, bortset fra at Urkraft helt har droppet brugen af keyboards. Og tak for det i øvrigt, for gruppens klassiske og veludførte melodød lyder klart bedre uden. Our Treacherous Fathers er trods enkelte kritikpunkter et virkelig solidt comeback, og den danske metal-scene skal helt sikkert nok gøre plads til veteranerne fra Urkraft igen.

Tracklist

  1. A Place of Coldness
  2. Primordial Diaspora
  3. Our Treacherous Fathers
  4. Reap It All
  5. Håbet Tyrrani
  6. The Horrors Of An Empty Tomb
  7. Descended Shadows
  8. Crown of Blood
  9. Å