Ungarn byder (heldigvis) på andet end Viktor Orbán
Her i Sønderborg er der på universitetet en mangfoldig gruppe af udenlandske studerende, heriblandt en gruppe for Østeuropa. Også ganske begavede mennesker fra Ungarn – et land, hvis største personlighed for tiden desværre nok er Viktor Orbán. Nuvel, i 2026 kunne man håbe, at Ungarn bliver forbundet mere med musikken end med deres leder. I hvert fald kan vi præsentere thrashmetalbandet Türböwitch, der med mængden af umlauts peger mere mod England end sit autokratiske hjemland.
Gift og vorter
Efter en kort synthintro åbner ”Markoláb” albummet, og det er en markant åbner, der rammer med præcision og skarpt markerer, hvad Türböwitch er for en størrelse. Hvis man da var i tvivl: Kortvarige dyk tilfældige steder på albummet gør effektivt klart, at inspirationen her er meget mere Venom end Lemmy. Jo, jo, sangskrivningen er simplistisk som begge førnævnte, men hvor man på et Venom-album hører den samme sang 14 gange, høvler ungarerne ud ad f diverse tangenter og sikrer dermed en noget større musikalsk variation. Dog uden at miseren ender som en eklektisk museumssamling, for energi og spilleglæde tæller stadig mere end virtuositet: Türböwitch brænder mere dæk af end en alsisk knallertklub, med thrashmetallens musikalske eksekvering, rippet for lange introer og soli. Der er regelret melodisk heavy metal a la Saxon, mens giften træder ind via Ungarns svar på Cronos, der krænger sine asfalterede stemmebånd ud over thrashdestillater som førnævnte ”Markoláb” og ”Moshpit at the End of the Day” – en skæring så effektivt skåret ind til benet, at kun vokalen adskiller den fra Municipal Waste. Men det er ikke et hyldestalbum, til hvem du end må genkende i de ti skæringer, det er et album solidt funderet i beskidt heavy metal, som samtidig beviser, at det at gøre som alle de andre sagtens kan være en særdeles fed fidus.
Ganske som Lemmy og hans kohorter har gentaget den samme boogierockstruktur, snupper næsten hele albummet og især den kedelige ”Cult Mastery” reelt ruter, vi har hørt før. ”Ashbringer” er et glimrende eksempel herpå, men den fremprovokerer automatisk uhæmmet spastisk dans hos lytteren, så selvom det ultrakorte omkvæds hardcore råb og vokalens kastralunderstregninger er til den irriterende side, er det stadig et ganske habilt indslag.
Det samme er ”Highways of Death”, der i sagens natur ikke kun disker op med et rasende tjept guitarriff, men også må have et blastbeat i brug. Og ”Ultimate Failure of Will” genbruger selve urriffet, som alle andre har brugt før dem, men med en tæft og – på trods af sangtitlen – viljekraft, der stikker en fuldt udfoldet langemand op i fjæset på alle kritikere. Kun når ”Road to Resilience” fylder powermetal på knallertmotoren, må man sluge de sure æbler, for her aflives albummet på en unødvendig lalleglad manér.
Effektiv som en veldisciplineret bataljon
Türböwitch er et band, der underholder i stedet for at levere store sanselige åbenbaringer. De afsøger ikke nye og uudforskede musikalske territorier. Det indlysende mål her er at give lytteren et solidt skud beskidt heavy metal, hvilket de lykkes stort med. Det er ikke just raketvidenskab, men et solidt trit i bolledejen, der fint står på mål med alt, hvad Venom har lavet i en menneskealder. Man kan sagtens gøre som alle de andre, bare det gøres med format.